Der var helt stille til morgensamling i kantinen på Køge Handelsskole i 1998. Både fra stolerækkerne og oppe fra reposen hvilede flere hundrede blikke på 16-årige Louise Kæmpe Kjeldsen, som var steget op på talerstolen. Der havde svirret nogle rygter om, hvorfor hendes ben rystede sådan. Drillende havde elever spurgt, om hun var fuld. Men nu var det nok. Nu skulle Louise Kæmpe Kjeldsen nok forklare hele skolen, hvad sklerose var for en sygdom.
To år inden havde benene ikke fejlet det mindste. Efter at genboen i hjembyen Vemmedrup på Østsjælland havde sagt, ”det kan du ikke!”, fik Louise Kæmpe Kjeldsen på fire måneder trænet sig op til motionscykelløbet Sjælland Rundt. Det mindskede ikke gejsten, at genboen havde sat et par Levi’s cowboybukser på højkant. Hun klarede de 315 kilometer på 12 timer.
Det var også på en cykeltur, Louise Kæmpe Kjeldsen første gang fik mistanke om, at noget ikke var, som det skulle være. På vej hjem fra skole så hun pludselig to lygtepæle, hvor der kun var én. Det var mærkeligt, sagde hun til sin mor, da hun kom trækkende hjem, og sådan startede flere lange måneder med undersøgelser, inden hun som 15-årig fik konstateret sklerose. Den 16. oktober i år døde hun. Hun blev 39 år.
Louise Kæmpe Kjeldsen var en pige med den slags udstråling, ”der får drengene til at sidde uroligt på stolen,” som præsten sagde, da hun blev konfirmeret. At få kærester var da heller aldrig noget problem. Hun var også en pige, som turde sige fra. Da hendes tre år yngre lillebror Jeff Kjeldsen i 4. klasse havde fået briller, blev han mobbet af nogle lidt ældre drenge. Det fik storesøster til at gå tværs over skolegården på Vemmedrupskolen og true lømlerne med tæsk, hvis ikke de øjeblikkeligt holdt op. Bagefter kom de pænt hen og sagde undskyld.
Da Louise Kæmpe Kjeldsen fyldte 18 år, var hendes største ønske at komme så højt op som muligt og iført elastikker springe bungee-jump. Familien tog derfor i samlet trop til København, hvor springet skulle ske, og mens Louise Kæmpe Kjeldsen kom i seletøjet, var der blandt fremmede hvisken om, hvor nervøs hun så ud, for sikke hendes ben rystede. Havde Louise Kæmpe Kjeldsen hørt det, ville hun nok have sagt:
”Hør nu her, der er altså en årsag til det. Jeg er ikke spor bange for det her!”
De tre år på Køge Handelsskole missede Louise Kæmpe Kjeldsen kun meget nødigt en fest. Om hun så skulle hvile sig hele dagen efter, var hun altid klar på at være social. Gradvist begyndte arme og ben at ryste mere, men hun var aldrig bange for at bede om hjælp, for eksempel til at tage noter i timen eller skubbe kørestolen rundt på studieturen i Barcelona i Spanien. Efter Louise Kæmpe Kjeldsen blev student, drømte hun om at komme ind på handelshøjskolen, men fik som 19-årig tildelt førtidspension.
”Find dig i Ekstra Bladet, eller find dig i Louise Kæmpe Kjeldsen”, lyder et ordsprog i familien Kjeldsen. Som 20-årig ledte Louise Kæmpe Kjeldsen nemlig efter et sted at bo, hvor der var plads til både kørestolen og hunden Frida. Kommunens bedste bud var en ældrebolig på et plejehjem uden plads til hunden. Aldrig i livet! Efter en del kamp på egen hånd kontaktede Louise Kæmpe Kjeldsen Ekstra Bladet, og da de skrev om hendes situation, kom Scleroseforeningen på banen, og hun fik i stedet en almen bolig i Herfølge på Østsjælland.
Men Louise Kæmpe Kjeldsen kæmpede også for Scleroseforeningen. Til indsamlinger og kampagner delte hun ud af sin historie for at vise, at sklerose kan ramme alle, uanset alder. Hun fortalte i en video om progressiv multipel sklerose, hvordan hun nogle gange var for træt til bare at tage et bad og tilføjede, at ”vi har brug for at sprede kendskabet til sygdommen, for det virker ikke som om, der er så mange, der ved noget om det”.
Louise Kæmpe Kjeldsen gjorde alt, hvad hun kunne for at bevare livsmodet. Med kæresten Jimmi Buntzen lastede hun handicapbilen med campingtoilet og madras og drog af sted til metalrock-festivalen Copenhell i København, hvor man kunne se hende danse energisk i sin kørestol. Når man spurgte hende, hvordan det gik, svarede hun næsten altid ”det går meget godt”, også når randene under de grønne øjne og hendes rystende ben fortalte en anden historie.
Selvom det virker oplagt, at hun hed Kæmpe, var det faktisk et mellemnavn, hun giftede sig til. Med sin eksmand fik hun sønnen Jonas, som i dag er 13 år. I sofaen kunne mor og søn sidde oppe til sent om natten med popcorn og slik og se ”Star Wars” og ”Marvel”-superheltefilmene for 117. gang. Den sidste tid kæmpede hun for sit liv for sin søns skyld.
I september blev Louise Kæmpe Kjeldsen indlagt på Rigshospitalet med en infektion i kroppen. Hun døde efter en måneds indlæggelse. Til bisættelsen var gulvet i østsjællandske Bjæverskov Kirke dækket af blomster, og i et af kortene stod der:
”Tak, fordi du lærte os at få det bedste ud af tilværelsen, trods alle de odds vi har imod os.”