Fingerfærdig og med et stort repertoire

Katrine Gislinge satte sig som seksårig på klaverbænken. Hun har længe været at regne som en af landets største pianister og fylder i dag 50 år

Fra en koncert med pianist Katrine Gislinge og Copenhagen Phil i Konservatoriets Koncertsal. –
Fra en koncert med pianist Katrine Gislinge og Copenhagen Phil i Konservatoriets Koncertsal. – . Foto: Ivan Riordan Boll/Scanpix.

Det kan næppe undre, at Katrine Gislinge skulle vælge musikken som hovedsporet i sit indtil nu 50-årige liv. Hendes mor spillede harpe, og faderen obo. Så hun var sandsynligvis helt klar over, hvad hun gik ind til allerede som barn. Som seksårig begyndte hun at modtage klaverundervisning, og 10 år senere trådte hun første gang ind som elev på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København, hvorfra hun fik sin diplomeksamen i 1990.

Derpå kaldte udlandet, og hun fortsatte sine studier hos Seymour Lipkin i New York, hos Boris Berman og Claude Frank på Yale og hos Peter Feuchtwanger i London. Siden da har Katrine Gislinge haft en flot karriere på scenen og i studiet. Hun har indspillet kammermusik med anerkendte internationale solister, og i 1999 indspillede hun som den første danske pianist en cd på det tyske pladeselskab Deutsche Grammophon. Hun har et særdeles omfattende repertoire inden for klassisk musik, lige fra alle Mozarts og Beethovens værker til Schumann, Chopin og Tjajkovskij.

Katrine Gislinge er en af de få klassiske musikere herhjemme, der kan leve af sin musik. Hun har modtaget en række priser og hæderslegater for sin virtuose indsats inden for klassisk musik, og hun har selv siddet med i juryen i flere internationale konkurrencer. Hun har desuden optrådt i flere tv-udsendelser og film, for eksempel i dommerpanelet ved DR’s talentkonkurrence ”Spil for livet” og i ”Smagsdommerne”. Desuden har hun virket som coach i DR’s program ”Vidunderbørn”.

Katrine Gislinge er i sagens natur ikke kommet sovende til sit talent, og hun mødte endda op til koncerter få dage efter, at hun fødte sine børn. Men de mange optrædener i ind- og udland og konstant at skulle befinde sig i den højeste klasse har haft sin pris.

Trods den store erfaring har hun således også oplevet en tid med svær præstationsangst og stress. Netop disse problemer – og hvordan hun overkom dem – har hun berettet om i Rasmus Nejst Jensens interviewbog ”Angsten i Kunsten”. Hun er gift med komponisten Bent Sørensen og har to børn fra et tidligere forhold.