Som nyuddannet jurist fra Københavns Universitet i 1973 gik Finn Langager Larsen med det samme i gang med at søge arbejde. Han var gift og havde et barn, så der skulle nogle penge ind på kontoen. Han fik hurtigt et job som advokatfuldmægtig på prøve, men lønnen var lav, så Finn Langager Larsen satte sig for at få et job i centraladministrationen, hvor der var overenskomst og højere løn. I løbet af en uge var han til samtale på tre stillinger, og Kirkeministeriet indkaldte ham til en samtale nummer to, hvor departementschefen ved samtalens afslutning spurgte, om han kunne begynde den kommende onsdag. Det sagde Finn Langager Larsen ja til, og han blev i Kirkeministeriet frem til sin pensionering i januar 2012.
”At jeg valgte jurastudiet, og at det blev i Kirkeministeriet, jeg kom til at tilbringe mit arbejdsliv, var begge dele lidt tilfældigt,” siger den nu pensionerede jurist.
”Men jeg har aldrig fortrudt nogen af delene, for det har givet mig et fantastisk spændende og alsidigt arbejdsliv, hvor jeg kom tæt på både ministre og biskopper og på en masse mennesker i det kirkelige landskab og organisationsliv. Fordi Kirkeministeriet er så lille et ministerium, fik jeg mulighed for at arbejde med nærmest alle hjørner af jurafaget.”
Finn Langager Larsen mødte sin nuværende kone, Birgit Langager Larsen, i Kirkeministeriet, hvor hun var ansat, og familien blev udvidet med to tvillingedrenge.
I løbet af sine 39 år i Kirkeministeriet nåede Finn Langager Larsen vidt omkring og højt op i hierarkiet – og han nåede at arbejde under 18 forskellige ministre fra seks forskellige partier. I 1978 blev han ministersekretær, i 1984 kontorchef, og i 1998 blev han øverste embedsmand i ministeriet, da han blev forfremmet til departementschef. Seks år senere blev han imidlertid degraderet fra denne post og fik i stedet titel af kommitteret i kirkeret og kirkepolitiske spørgsmål. Det var i Tove Fergos (V) tid som minister og skete efter en længere periode med problemer med økonomien i ministeriet.
Rigsrevisionen og pressen afdækkede rod i ministeriet, særligt omkring forvaltningen af folkekirkens fælles økonomikonto, Fællesfonden. Det fik Tove Fergo til at bede et advokatfirma om at afdække problemerne. Advokatfirmaet afleverede sin rapport i begyndelsen af 2005, men allerede nogle måneder forinden havde Tove Fergo besluttet at degradere Finn Langager Larsen. Rapporten bekræftede da også, at der havde været sløseri og mangel på økonomistyring, og nævnte to kontorchefer samt Finn Langager Larsen som ansvarlige for dårlig administration. Men der var ifølge den evaluerende tekst ikke grundlag for at retsforfølge embedsmændene. Politiske iagttagere kaldte det siden uklædeligt, at skiftende kirkeministre ikke selv havde formået at holde orden i ministeriet, og at de ”tørrede problemerne af” på deres embedsmænd.
Selv mener Finn Langager Larsen, at problemet i forløbet frem til degraderingen blev overdrevet i medierne:
”Jeg mener virkelig ikke, at der var ret meget at komme efter, og den måde, det blev fremstillet på i pressen og af oppositionen i Folketinget, var i min optik temmelig overdrevet.”
Forholdet til Tove Fergo var ikke uproblematisk:
”Hun og jeg havde ikke den bedste kemi rent fagligt, selvom vi kom udmærket ud af det med hinanden personligt. Hun ville meget gerne bestemme, og det skulle hun selvfølgelig også, fordi hun var minister. I chefgruppen forsøgte vi at rådgive hende bedst muligt, men hun var langtfra altid enig i vores råd.”
En konkret sag, hvor ministeren og departementschefen stod langt fra hinanden, var i spørgsmålet om kirkelig vielse eller velsignelse af homoseksuelle par. To gange i Tove Fergos tid som minister udtalte Langager Larsen offentligt, at der ikke juridisk var noget i vejen for, at en borgmester kunne vie homoseksuelle i en kirke, og at præsten derefter kunne foretage en gudstjenestelig markering. Udtalelsen medførte protester i den kirkelige verden, og Tove Fergo udsendte et cirkulære, som direkte forbød den praksis.
”Kemien mellem Tove Fergo og mig var ikke god, men jeg har ellers haft et fremragende forhold til de mange forskellige ministre – med visse modifikationer,” siger Finn Langager Larsen, som kalder sin lange karriere i Kirkeministeriet ”smadderspændende og sjov”.
I de sidste otte år frem til sin pensionering arbejdede han især med kirkegårdsjura – et område, der optog ham så meget, at han indtil for nylig et par gange årligt har undervist bedemænd i netop de juridiske forhold omkring kirkegårdene.
Det er dog årene som ministersekretær og departementschef, han husker som særligt spændende, og blandt tidligere kolleger, ansatte og samarbejdspartnere huskes han som en åben, social og jovial leder, der var god til at skabe en rar atmosfære og var parat til at påtage sig ansvar.