Flemming Christensen - han skiller vandene

Flemming Christensen -- præst og nu direktør for Kolonien Filadelfia -- blev landets første SF-borgmester i Vejle. På lørdag fylder han 60 år

Flemming Christensen brød ved seneste kommunalvalg med sit gamle parti SF, og han har ingen planer om et politisk comeback, siger han. --
Flemming Christensen brød ved seneste kommunalvalg med sit gamle parti SF, og han har ingen planer om et politisk comeback, siger han. --. Foto: Flemming Jeppesen/Fokus.

I en artikel under seneste kommunalvalg om Flemming Christensen var indledningen ganske bibelsk: Som Moses formåede at skille vandene – omtalt i Det Gamle Testamente, Anden Mosebog kapitel 14 – således også sognepræst Flemming Christensen!

Den tidligere Vejle-borgmester, der på lørdag fylder 60 år, blev i høj grad en person, der skilte vandene, da han under kommunalvalget undsagde sit eget gamle parti og opfordrede vælgerne til at stemme på Venstre eller De Konservative. SF, som han havde været medlem af i 30 år, indkaldte i hast til ekstraordinært møde, men nåede ikke at smide ham ude, inden Flemming Christensen selv havde taget konsekvensen og forladt partiet.

Det politiske farveskifte affødte en strøm af vrede læserbreve imod ham. Selv forklarede Flemming Christensen, at Vejle Kommune trængte til en ny ledelse, og da SF i valgkampen havde bundet sig tæt til Socialdemokraterne, som havde borgmesterposten, var de borgerlige eneste alternativ.

Af hans modstandere og gamle kampfæller i SF blev aktionen udlagt som Flemming Christensens personlige hævn over for Socialdemokraterne og dets kandidat, som efter tre perioder havde fravristet ham borgmesterposten. Det afvises på det bestemteste:

– Når man havde en person siddende på borgmesterposten, som det lykkedes at sætte en milliard kroner til på kun tre år, samtidig med at kommunens serviceniveau konstant blev sænket, fortjente han ikke genvalg, fastslår Flemming Christensen, og han kan så glæde sig over, at Vejle nu har en Venstre-borgmester. Flemming Christensen tilføjer, at han i dag ikke er medlem af noget parti og heller ikke har planer om et comeback i politik.

Allerede da "den røde præst" i 1994 blev valgt til landets første SF-borgmester uden for København, var forbindelseslinjerne til de borgerlige tætte. Det var støtten fra de borgerlige, der sikrede ham borgmesterposten, der brød 73 års uafbrudt socialdemokratisk styre i Vejle.

Flemming Christensens tilgang til det politiske har gennem årene været styret af en klar forretningsmæssig holdning til tingene og en flair for penge og økonomi, som han har i arv fra sit barndomshjem i Hammel. Faderen havde en børstefabrik og tæppeforretninger, som også sønnen var involveret i. I 1982 blev han valgt ind i Vejle Byråd, hvor han som formand for havneudvalget formåede at forvandle Vejle Havn til en overskudsgivende forretning.

Den nyvalgte byrådspolitiker havde siden 1977 været sognepræst i Hornstrup og Nørremarks Sogne i Vejle, og som borgmester bevarede Flemming Christensen gennem alle årene en 15 procents tilknytning til sine sogne. Personligt har han aldrig haft problemer med at forene arbejdet som præst med sit politiske engagement, men tværtimod understreget nødvendigheden af samspillet mellem den kristne næstekærlighed og et humant samfund.

April 2006 blev han administrerende direktør for Kolonien Filadelfia på Vestsjælland, men har fortsat bopæl i Vejle. Filadelfia fungerer i dag som specialhospital med behandling og forskning i epilepsi og søvnlidelser samt rehabilitering af mennesker med hjerneskader.

Flemming Christensen er gift med Ruth, der er lektor på handelsskolen i Vejle. Parret har fire voksne børn.

steens@kristeligt-dagblad.dk