Flygtning om dansk asylpolitik: Vi skal hjælpe andre, men også være forsigtige

På det seneste har flere kirkelige stemmer markeret sig i debatten om regeringens stramme asylpolitik. Kirken betyder meget for Mariam Eid, der selv flygtede fra Libanon som teenager, men hun bryder sig ikke om, at præster og biskopper blander sig i udlændingepolitik

"Jeg har oplevet, hvad der kan ske, når muslimer bruger Koranen som undskyldning for at gå i krig. Jeg kan godt snakke høfligt med muslimer her i Danmark, men jeg stoler aldrig 100 procent på dem," siger Mariam Eid.
"Jeg har oplevet, hvad der kan ske, når muslimer bruger Koranen som undskyldning for at gå i krig. Jeg kan godt snakke høfligt med muslimer her i Danmark, men jeg stoler aldrig 100 procent på dem," siger Mariam Eid. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix.

”Vi skal være barmhjertige som Jesus, men vi skal ikke være naive. Vi skal passe på Danmark, så vi ikke ender med at gøre vores land til et helvede på jord.”

Sådan siger 49-årige Mariam Eid, når man spørger hende, hvad hun synes om, at en lang række præster, tre biskopper og hundredvis af andre repræsentanter fra et bredt spektrum af dansk kirkeliv har skrevet under på en protest mod regeringens asylpolitik og især imod udvisningen af syriske flygtninge.

Mariam Eid kom til Danmark i 1985 som flygtning fra Libanon, og hun og hendes familie har siden boet i Danmark, først i Slagelse og Taastrup og siden 1996 i Fanefjord på Møn.

”Vi skal hjælpe andre mennesker, men vi skal også være forsigtige. Jeg hader ikke enkelte mennesker, men jeg er bange for, hvad der sker, hvis der kommer mange muslimer til Danmark. Jeg har oplevet, hvad der kan ske, når muslimer bruger Koranen som undskyldning for at gå i krig. Jeg kan godt snakke høfligt med muslimer her i Danmark, men jeg stoler aldrig 100 procent på dem,” siger hun.

Mariam Eid er vokset op i Libanon i en katolsk familie i nærheden af Beirut. Indtil hun var 10 år, boede familien i en landsby, hvor der kun boede kristne, og hun kendte hverken til islam eller til de politiske stridigheder i sit land. Da borgerkrigen, som var brudt ud i 1975, bredte sig til deres landsby, søgte familien imidlertid til Beirut, hvor de bosatte sig i et primært kristent område.

For Mariam Eid, der havde holdt af livet på landet, med naturoplevelser i bjergene og jævnlige besøg hos sin farfar, der havde geder og serverede frisk mælk og hjemmelavet gedeost, blev mødet med storbylivet et chok.

”Alt var anderledes, og jeg brød mig ikke om larmen og de mange mennesker. Jeg skulle også skifte skole. Indtil da havde jeg gået i en fransksproget skole, men nu kom jeg til at gå i en engelsksproget skole med et flertal af muslimske elever,” fortæller hun.

Eleverne fik koranundervisning, og på et tidspunkt ville læreren pålægge alle pigerne at have tørklæde på i undervisningen. Mariam Eid gik grædende hjem i protest, og efter at hendes mor havde talt med skolelederen, blev Mariam Eid fritaget fra koranundervisning.

Borgerkrigen tog til i styrke, og da Mariam Eid var 13 år, oplevede hun en dag et voldsomt bombardement i det kvarter, hvor familien boede. Hun løb hjem fra skole og så en høj bygning, hvor ruderne var splintret, og der stod grædende og sårede mennesker udenfor. Hun troede i forvirringen, at det var den bygning, hendes familie boede i, og hun fortalte grædende en mand, at hun nu havde mistet hele sin familie og var alene i verden.

”Da jeg blev klar over, at det var nabobygningen, der var blevet ramt, var det, som om jeg fik livet igen. Men chokket sidder stadig i mig,” fortæller hun.

Kort efter flygtede hele Mariam Eids familie til Danmark, hvor de fik asyl. Selv fik hun sin opholdstilladelse på sin 14-årsfødselsdag.

I ungdomsårene kom hun i forskellige katolske kirker i Danmark, men hun havde svært ved at finde ud af, hvordan hendes barnetro kunne passe sammen med en tilværelse i et samfund, hvor der ofte var langt friere normer omkring seksualitet end i Libanon, og hvor der hele tiden blev sat spørgsmålstegn ved troens fundament.

På en rejse til Libanon, hvor hun gjorde stop i Syrien på vejen, fandt hun imidlertid tilbage til troen.

”Jeg mødte en præst, som jeg talte med i flere timer. Jeg stillede ham alle de spørgsmål, der rumsterede i mit hoved, og han gav mig nogle svar, som fik det hele til at falde på plads. Jeg tror, at Gud sendte ham til mig, så jeg kunne finde tilbage til troen,” siger hun.

Mariam Eid fik en bibel med hjem fra det efterfølgende besøg i Libanon, som hun stadig læser i dagligt. Da hendes børn var små, indrettede hun sin egen lille kirke derhjemme, sådan som hun huskede, at hendes morbror havde gjort, da hun var barn. Hun læste højt af Bibelen for sine børn, bad og lavede nadver med rødvin og hjemmebagt brød.

Ud over bønner og bibellæsning er meget af kommunikationen i hjemmet dog foregået på dansk, og på et tidspunkt besluttede Mariam Eid at melde sig ind i folkekirken og få alle sine fem børn døbt der, da den nærmeste katolske kirke lå et godt stykke væk.

Hun er glad for at komme i Stege Kirke på Møn, hvor hendes fire døtre har sunget i pigekoret – to af dem er med i koret endnu – og hvor hun selv er frivillig på flere fronter, blandt andet i børneklubben og med nadveruddeling. Hun og hendes ældste datter har også været medlemmer af menighedsrådet i en kortere periode, men forlod rådet igen efter en periode med en del konflikter.

Mariam Eid laver ofte mad til fester og sammenkomster i kirken, og evnerne i køkkenet bruger hun også som medhjælper i sin ældste datters restaurant i Stege, hvor hun især laver libanesiske gryderetter.

Derhjemme står den også oftest på libanesisk mad, men indimellem også på flæskesteg, som er en af hendes børns yndlingsretter.

Mariam Eid savner stadig bjergene og naturen fra sin barndom uden for Beirut.

”Men naturen her på Møn minder mig lidt om naturen i Libanon, så den bringer også de bedste minder fra min barndom frem og gør mig glad i min hverdag i Danmark,” siger hun.