Det var en morgenepisode i Storbritannien, der fik Søren Espersen til at gå ind i politik.
Søren Espersen var rejst til England med sin kone, Yvette, som stammer derfra, og havde bosat sig i en mindre, klassisk britisk by. Hver morgen slentrede han ned til sin lokale pakistanske kioskmand og hentede dagens aviser som led i sit arbejde som freelancejournalist for Ritzaus Bureau.
LÆS OGSÅ: Søren Espersen: Vi har det utroligt godt med annoncen
Sammen med kioskmanden vendte Espersen ofte verdens gang over et grin og en spøgefuld bemærkning, men en morgen i 1988 var kioskmandens smil stivnet. Flere steder i Storbritannien havde der aftenen inden været optøjer og demonstrationer mod den indisk-britiske forfatter Salman Rushdies netop udgivne bog De sataniske vers, og Espersen udtrykte antipati mod demonstranterne. Den pakistanske kioskmands svar: Hvis Rushdie kommer ind i min kiosk, slår jeg ham ihjel.
Søren Espersen har senere beskrevet episoden som en vækkelse, og da han i 1992 vendte hjem til Danmark, meldte han sig ind i det nu hedengangne Fremskridtsparti. Da Pia Kjærsgaard i 1995 forlod Fremskridtspartiet og stiftede Dansk Folkeparti, fulgte Espersen kort efter med og var i årene fra 1997 til 2005 partiets pressechef. Med betydelig succes.
Folkepartiet udviklede under Søren Espersen en aktiv pressestrategi, hvor det lancerede mærkesager i nyhedstynde perioder med stor gennemslagskraft til følge. Dagsordenen skal ikke sættes af aviserne, men af os, har Espersen udtalt, og siden han i 2005 smed pressechefkasketten og satte sig i partiets udenrigsordførerstol, har han fortsat sit opsøgende pressearbejde.
Men med et udfarende væsen følger også modstandere for dagens 60-års-fødselar. Han er blevet kaldt racist så mange gange, at han efterhånden er ligeglad, og han er blandt de politikere, hvor Politiets Efterretningstjeneste i ny og næ slår et smut forbi bindingsværksgården ved Vordingborg for at sikre, at alt ånder fred og ro. Modstanderne og racismeprædikatet har han fået som følge af sin årelange modstand mod muslimsk indvandring til Danmark og med udtalelser om, at islam og demokrati er uforenelige størrelser.
Islamkritikken er dog ikke længere det emne, som oftest bringer den forhenværende journalist på BT og Billedbladet i rampelyset. Espersens engagement i det udenrigspolitiske stof stikker dybt, senest i den danske piratgidselsag, hvor sømændene Eddy Lopez og Søren Lyngbjørn sad fanget i Somalia i 838 dage. Ved frigivelsen var Espersen uden omsvøb i sin kritik af Ekstra Bladet, som havde dækket gidselsagen indgående, og konstaterede, at formiddagsavisen havde forlænget gidslernes ophold i fangenskab.
Blandt de øvrige udenrigspolitiske hjertesager er de danske krigsengagementer i Afghanistan og Irak, som Søren Espersen var og er en varm fortaler for. Det var han også for de danske jagerflys bombardementer i Libyen i 2011, hvor diktatoren Muammar Gaddafi blev afsat, men han har efterfølgende følt sig ført bag lyset af den nye libyske sharia-tro overgangsregering. Vi har næret en slange ved voret bryst, har Espersen udtalt efter et besøg i landet.
Og hvor Espersen nærer mistillid til styret i Libyen, er han fuld af lovord om regeringen i Israel og det land, han forsvarer ved enhver given lejlighed. Et af ægteparret Søren og Yvette Espersens fem børn bor i Israel sammen med to børnebørn, Espersens forfatter-cv tæller bogen Israels Selvstændighedskrig og de danske frivillige, og han opfordrer på sin hjemmeside til at købe israelske varer. Den hjemmeside, hvor den i dag 60-årige politiker smilende byder velkommen i en varm, mønstret sweater.