Forbrugernes vagthund

Han kæmpede på forbrugernes side mod blandt andet bankernes gebyrer og selveste Mickey Mouse. I morgen fylder tidligere forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen 75 år

Hagen Jørgensen, forbrugernes stemme og forkæmper indtil 2006, har i dag fødselsdag.
Hagen Jørgensen, forbrugernes stemme og forkæmper indtil 2006, har i dag fødselsdag. Foto: .

Hagen Jørgensen var ingen populær mand hos bankerne og erhvervslivet, da han bestred posten som danske forbrugeres ombudsmand fra 1990 til 2006. For han kæmpede indædt for forbrugernes rettigheder, selvom det til tider kastede ham ud i kontroversielle sager, og han var ikke bleg for at tale hverken politikere, banker eller selveste Mickey Mouse imod.

Hagen Jørgensen blev uddannet jurist i 1963 og havde poster i Handelsministeriet, Energiministeriet og Industriministeriet, før han kunne sætte sig i stolen som forbrugerombudsmand i 1990. Her forfulgte han blandt andet sager om tankstationer og kioskers placering af pornoblade i børnehøjde, om telefonsex-selskabers ulovlige salgsmetoder og flyselskabers falske tilbud. Han tog også kampen op mod selveste Disney-koncernen, som han mente leverede skjulte reklamer rettet mod børn på koncernens hjemmeside. Det gav ham en forside på den amerikanske avis The Wall Street Journal.

Hagen Jørgensens engagement i kampen mod bankernes gebyrer sendte ham blandt andet på kollisionskurs med daværende økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K), og i 2002 fik ministeren et lovforslag igennem, der fratog ombudsmanden mange kompetencer over for den finansielle sektor. Hagen Jørgensen protesterede højlydt, hvilket han fik en del kritik for især fra de borgerlige partier.

Hagen Jørgensen stoppede som forbrugerombudsmand, da han fyldte 70 år. Og for offentligheden blev det et farvel til den skarpe stemme, der ellers havde blandet sig flittigt i samfundsdebatten som forbrugernes ambassadør.

Hagen Jørgensen bekendtgjorde ved sin fratrædelse, at han nu blandt andet ville bruge sin tid på sin familie, der blandt andet tæller kone, fire børn og to børnebørn./ritzau/