I bidende kulde stod Anne Marie Ejrnæs hver torsdag en vinter foran Saudi-Arabiens ambassade i København.
”Free Raif Badawi,” stod der på bannerne, som hun og resten af gruppen havde medbragt for at demonstrere for befrielsen af den saudiarabiske forfatter.
Og når hun ikke skriver på sin kommende bog, skriver hun breve for at få en uighursk kvinde løsladt fra et kinesisk fængsel. ”Meget diskret” er Anne Marie Ejrnæs blevet kaldt i Kristeligt Dagblad. Men egentlig har hun altid været en rebel. I morgen fylder forfatteren, der er kendt for især sine historiske romaner, 75 år.
Anne Marie Ejrnæs voksede op i den lille sydsjællandske by Karise, som også er omdrejningspunktet for bogen, hun skriver på nu. Barndommen var fyldt med infektioner og mange og lange sygelejer.
”Det at ligge i sengen og følge solens bevægelse hen over væggen fra morgen til aften og ikke have nogen anden underholdning er jeg virkelig fortrolig med. Måske er det derfor, at jeg tidligt fik et rigt fantasiliv. Fra treårsalderen havde jeg en meget levende ven, som mine forældre aldrig havde hørt om. Jeg fortalte dem alt om ham, og det syntes de var meget morsomt. Det hele var naturligvis rent digt og opspind. Jeg lavede et univers, som jeg selv befolkede,” siger Anne Marie Ejrnæs.
Hun var en utilpasset teenager. Som ung gymnasieelev forelskede hun sig og fandt sammen med sin 14 år ældre gymnasielærer i fransk, Kresten Ejrnæs. I 2. g proklamerede hun til sin kommende mand, at hun ikke vidste, om hun ville være luder eller nonne, før hun så tog til Normandiet for at arbejde på Abbé Pierres børnehjem. Det var også ved denne anledning, at hendes forældre måbende blev introduceret for hendes ældre kæreste.
”Da jeg rejste, stod mine forældre på Hovedbanegården og skulle tage afsked med mig. Før togfløjten lød, kom en mand løbende ned ad trapperne. Han havde købt nogle smykker til mig, som han rakte ind gennem vinduet. Fløjten lød. Jeg rejste til Frankrig, og mine forældre stod der med en vildt fremmed mand og anede ikke, hvad de skulle tænke. Så var jeg ude af billedet i et halvt år, hvor de lærte hinanden at kende,” fortæller Anne Marie Ejrnæs med et smil over Skype-opkaldet.
Da hun kom hjem, giftede de sig. Og året efter blev hun student og mor til parrets første søn. De var sammen i 35 år, indtil Kresten Ejrnæs døde for 22 år siden.
I 1986 fik forfatteren sit litterære gennembrud med ”Som svalen”. Den historiske roman handler om Thomasine Gyllembourg, der lever et ukonventionelt liv som en af Danmarks første kvindelige forfattere, og som, ikke ulig Anne Marie Ejrnæs selv, forelsker sig i sin ældre læremester og sidenhen mand P.A. Heiberg. Dette tema går ligeledes igen i ”At få form”, som er en samling fortællinger om historiske kvinder, der forelsker sig i ældre mænd. Bøgerne ”Karen og Sara” fra 1979 og ”Når du strammer garnet” fra 1981 udspringer begge af 1970’ernes kvindefrigørelse og kønsdebat.
I begyndelsen af 1970’erne boede hun med sin familie i Afrika. Hun rejste i Zambia, Zaire, Senegal og Marokko. Det resulterede i flere bøger, herunder ”Ravnen”, samt artikler om kvindens stilling i Afrika. Og da hun senere skrev universitetsspeciale, handlede det også om afrikansk litteratur. ”Ravnen” skildrer konfrontationen med det fremmede kontinent gennem en ung kvinde, der leder efter sin forsvundne afrikanske mand. Med denne roman påbegyndte forfatteren udforskningen af kvindepsyken, der har givet hende en position som en af de vigtigste kvindeskildrere i nyere dansk litteratur
At hun ikke har rejst mere, ærgrer forfatteren sig over i dag.
”Jeg har for eksempel aldrig været i Wien, og det er jo ærgerligt. Jeg har ofte tænkt, at hvis bare jeg havde nogle flere fysiske kræfter, så kunne jeg nok have udrettet mange ting,” siger hun med et glimt i øjet.
I sin ungdom var hun med til at besætte Kulturministeriet og efterfølgende begynde den første Femølejr. I hele sit voksne liv har hun været med i Dansk PEN, som er en del af en global organisation, der kæmper for fængslede forfattere rundtom i verden.
”Det føles som at være en del af verden. Og det arbejde er meget motiverende for at tage den næste dag, der kommer efter denne,” siger Anne Marie Ejrnæs, der begejstret fortæller, at hun de næste dage venter på at høre, om en fængslet forfatter i Myanmar, som hun har kæmpet for, bliver løsladt.
”Den der retfærdighedssans, den har altid været hos mig. Det handler måske om, hvordan skolen var indrettet, da jeg var barn. Øretæverne kunne godt sidde lidt løst hos lærerne. Og det kunne virkelig gøre mig rasende, hvis mine kammerater blev uretfærdigt behandlet,” siger Anne Marie Ejrnæs.
”Jeg hørte engang Marianne Jelved (folketingsmedlem for Radikale Venstre, red.), som jo også er lærer og på min alder, sige, at det jo var en helt anden tid. Nu siger unge kvinder i MeToo-bevægelsen, at det overhovedet ikke er noget argument. Og det tror jeg faktisk heller ikke, at det er. Det er bare bundløst uretfærdigt. Og uretfærdighed har mit system, helt fysisk, altid reageret imod. Den aktivistiske side af mig er der afgjort. Og den er der stadigvæk i dag.”