Forfatter efter langt tilløb

Lisbeth Brun, der i dag fylder 50 år, har skrevet otte bøger på lige så mange år. Hendes social-psykologiske og meget roste romaner har potentiale til et folkeligt gennembrud

Lisbeth Brun debuterede som forfatter som 42-årig. –
Lisbeth Brun debuterede som forfatter som 42-årig. –. Foto: Michael Koch.

Det er på tide, at hun holder op med at være den største hemmelighed i den danske litteraturverden. Sådan skrev en anmelder allerede for tre år siden. Siden har Lisbeth Brun udgivet yderligere to romaner, der har cementeret hendes position som en af samtidens mest præcise fortolkere af kvindelivets dilemmaer i forhold til parforhold, familie og børn.

Hendes social-psykologiske romaner nyder generelt stor anerkendelse hos anmelderne, der nærmest er blevet mere og mere begejstrede for hver ny bog, hun har skrevet, og i mange læseklubber er Lisbeth Brun et kendt navn. Hendes bøger sælger pænt, men hun mangler endnu det store, folkelige gennembrud, som flere har spået, hun vil få.

LÆS OGSÅ: Slagkraftigt socialt engagement

I stil og emnevalg kan Lisbeth Brun, der i dag fylder 50 år, blandt andet sammenlignes med den nogenlunde jævnaldrende forfatter Ida Jessen, der er langt mere læst og kendt. Tilsvarende Ida Jessens Hvium-trilogi foregår Lisbeth Bruns romanserie i limfjordsbyen Lendrup. Hvor Hvium er en fiktiv by, er Lendrup en ganske faktuel plet på landkortet i nærheden af Løgstør. Her har Lisbeth Brun sit familiesommerhus, som hun har været i hver sommer, siden hun var to år, og som altså også er det geografiske udgangspunkt for foreløbig de tre romaner Vejs ende, Det du mister og Som brødre vi dele.

Endnu en roman er på vej i det, der slet ikke i begyndelsen var tænkt som en serie. Men området ved Lendrup rummer for Lisbeth Brun en forblæst kulisse med by og land, fjord, kanal og sommerhusområde, som hun kan lade sine personer bevæge sig omkring i og samtidig ind og ud af hinandens liv, og derved får hun stof til mange historier.

Lisbeth Brun debuterede i 2005 med romanen Nord for fjorden og allerede et halvt år efter kom den næste roman Tingenes tilstand. Siden er det gået hurtigt for den meget flittige og displinerede forfatter, der siden debuten har præsteret at udgive otte bøger på otte år.

Til gengæld havde hun et langt tilløb, nogle vil måske kalde det en lang omvej, til det at blive forfatter. Hun har i et interview udtalt, at hun allerede fra syvårsalderen var bevidst om, at hun skulle skrive, for der steg sætninger op i mig af sig selv. Alligevel skulle Lisbeth Brun blive 42 år, inden hendes første bog udkom, og hendes egen forklaring på det er, at hun i mange år gik med en længsel i sig, men hverken havde livserfaring eller mod til at kaste sig ud i et forfatterliv.

I stedet for blev det efter opvæksten i Hobro, og en HF-hue taget på Hobro Gymnasium, til otte år i Aarhus, hvor hun dels arbejdede på Byens Fri Blad og dels gik på Arkitektskolen. Derefter flyttede hun til Norge, hvor hun de første syv år drev sin egen systue og derefter tog en læreruddannelse på Rudolf Steiner Høyskolen i Oslo. Som nyuddannet lærer fik hun job som klasselærer på Vestfold Steinerskole i Tønsberg, hvor hun var i to år, inden hun rykkede videre til et lignende job på Berner Oberland Steinerskole i Schweiz.

For nogle år siden valgte hun at drosle ned på undervisningen, og i dag skriver hun om formiddagen og underviser voksne i dansk og norsk på aftenskole, ligesom hun yder lektiehjælp på et børnehjem i nærheden.

Hendes næste udgivelse er børnebogen Loppe og Liste, der udkommer om en måned, og til næste år forventer hun at udkomme med fjerde bind i Lendrup-serien.

Lisbeth Brun hører bestemt ikke til de frembusende, snarere er hun tilbageholdende og kan som person virke lidt sky. Hun er det stille vand med den dybe grund, som en bekendt til hende udtrykker det. Der er ingen tvivl om, at hun er tænksomt og filosofisk anlagt og har da også fortalt, at C.G. Jung er hendes idol.

Hun fik i 2006 tildelt Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, og i 2012 var hun nomineret til DRs romanpris. Lisbeth Brun bor med sin schweiziske kæreste i byen Hilterfingen syd for Bern, parret har ingen børn.