Jens Smærup Sørensen: Da min kone var døende, overlod vi ikke hinanden til hinandens ensomhed

Forfatteren Jens Smærup Sørensen var i store perioder af sin skolegang både dum og doven, men mødte lærere, der gav ham livsmod. I morgen fylder han 75 år og svarer i den anledning på en række af livets store spørgsmål

Mod sidder i hjertet, ligesom kærlighed gør det, siger Jens Smærup Sørensen, der her er fotograferet ved Hanklit på Mors, få kilometer fra Nykøbing Mors, hvor han bor.
Mod sidder i hjertet, ligesom kærlighed gør det, siger Jens Smærup Sørensen, der her er fotograferet ved Hanklit på Mors, få kilometer fra Nykøbing Mors, hvor han bor. Foto: Jens Bach.

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

Det er at min kone Vibeke, som jeg var gift med i 50 år, døde den 28. oktober sidste år. Det er på samme måde, som da vi mødtes, totalt livsomvæltende. Det ændrer alt. Jeg tror ikke på, at man kan tale sig igennem sorg, men jeg har støttet mig til andre menneskers forståelse, omsorg og kærlighed. I choktilstanden kan man godt komme i tvivl, om man overhovedet selv vil livet, men jeg kan mærke nu, at der er kræfter i mit sind, der vil livet. Der er en lyst til livet, som pludselig dukker op, og der sker en forvandling fra smerten over at miste til en glæde over det, der var, mens det var. Min kone var uhelbredeligt syg et par måneder og heldigvis kunne vi være i forberedelsen sammen. Vi overlod ikke hinanden til hinandens ensomhed.

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

Den mest betydningsfulde periode i mit liv var, da jeg trods sproglige vanskeligheder i både skrift og tale, i 12-14-årsalderen bestemte mig for, at jeg ville være forfatter.

I skolen fik jeg altid bundkarakterer i stile, og mit talesprog blev vanskeliggjort af, at jeg skiftede fra nordvest-himmerlandsk dialekt til rigsdansk. Men jeg skrev tekster. Tekster, der formodentlig var ubegribelige for andre end mig selv. Da jeg var i begyndelsen af 20’erne, blev sproget endelig også noget fysisk, jeg kunne bevæge med og i. Det blev som en krop, jeg kunne være i, og som selv avlede tanker og forestillinger.

Hvilke personer – ud over din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

Da jeg var lille holdt jeg en del til hos gamle mennesker nede ved landingsstedet i Staun. De fortalte mig om gamle dage og om stjernehimlen og var meget omsorgsfulde. Senere blev det to-tre lærere op gennem skoletiden. I store perioder af min skolegang var jeg både dum og doven, men der var lærere, som fik mistanke om, at jeg godt ville noget, og de havde en enestående evne til at lære fra sig og give mig livsmod.

Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil være forfattere?

Skriv kun hvis du ikke kan være i dig selv uden at gøre det. Og skriv kun, hvad ingen andre ville kunne skrive. Stræb ikke efter at blive en god forfatter, men altid den bedste og regn ikke med at kunne tjene penge på det. Vær fuldkommen tilfreds, hvis du kan opnå at få 37 læsere.

Hvornår udviste du mod og sprang ud på ’de 70.000 favne’?

Dagligt, for det sker hver gang, man giver sin fulde tillid til et andet menneske. Og når man slipper sin livstvivl og tør tro på livet, uanset hvor smertefuldt det er. Det sker også, når jeg skriver og derved overlader mig til intuition og fantasi og er i kontakt med det ubevidste. Mod sidder i hjertet, ligesom kærligheden gør det. Nu hvor jeg vender tilbage til livet, kan jeg også lade være med at tro på, at jeg selv skal redde mit liv. Det er noget andet, der vil det. Det er Gud, og det er andre mennesker.

Hvor ser du dine forældre i dig selv?

Min mor og far var vidt forskellige. Fra min far har jeg min rastløshed og utålmodighed både med mig selv og andre. Fra min mor har jeg evne og tilbøjelighed til vegetative tilstande. Til at falde i lange staver. Men ligesom mange andre i min aldersgruppe kom jeg til at leve i en helt anden kultur end mine forældre. Udviklingen gjorde, at jeg kom til at tænke og forstå verden radikalt anderledes, end de gjorde.

Hvad ville du gerne have gjort anderledes?

Jeg ville gerne have låst min VeloSolex knallert den dag i 1969 i Aarhus, så den ikke var blevet stjålet. Ligesom der er hundredevis af lignende ting, jeg gerne ville have gjort anderledes. Men i det store er der ikke noget. Det er ikke alt, jeg har gjort, der er godt eller er gået godt, slet ikke, men jeg opfatter det sådan, at det hele måtte høre med i den erfaringsverden, der skulle blive min.

Hvad tror du på?

Kærligheden, som er essensen i Den Nye Aftale ( Det Nye Testamente på nudansk, red.).

Beskriv en scene fra din barndom.

Fra jeg var ret lille gik jeg hver morgen med køerne fra stalden ud i engene. Jeg koblede dem sammen fire og fire og koblede dem fra hinanden igen, når jeg nåede ud på engene. Når jeg gik hjemad bagefter, havde jeg det skønt med at kigge på fugle og blomster. Der var god tid, for skolegangen var først om eftermiddagen. De ture var et fristed for mig. Der var fred. Derhjemme var der hele tiden noget, jeg blev sat til. Sidst på dagen hentede jeg køerne hjem igen til malkning. Det var sværere, for der skulle de først samles, så jeg kunne koble dem sammen.