Hvis Henrik Bach selv kunne bestemme, var denne artikel næppe blevet til noget. For den halvtidsansatte sognepræst i Fårevejle i Nordvestsjælland bryder sig ikke om stor opmærksomhed omkring sin person og er ikke synderlig begejstret for at runde et skarpt hjørne. Allerhelst ville han i dag sidde på en café i Paris sammen med sin hustru, sognepræst i Fårevejle Charlotte Betina West, og parrets 20-årige søn, Christian, og nyde storbyens kombination af åndelige input og fysisk føde.
Men coronapandemien har udsat den plan på ubestemt tid. Så i stedet bliver dagen markeret i præstegården med en flaske champagne, og så bliver der sikkert også tid til at arbejde lidt videre på den bog, som Henrik Bach er i gang med. Bogen har arbejdstitlen ”Er den dybe sammenhæng” – med en sentens fra Grundtvigs salme ”Hil dig, frelser og forsoner”, og den skal handle om alt det, som ingen mennesker kan leve uden, uanset om de tror på Gud.
”Vi lever i en affortryllet verden, hvor vi bilder os ind, at alting kan måles og vejes. Men vi kan hverken sætte kærlighed eller Gud på formel eller leve uden kærligheden og hinanden. Selv ateisterne har brug for håbet – den lille sprække, hvor vi kan åbne os for det, der større end os selv. Det håb vil jeg gerne pege på – både som præst og som forfatter,” siger Henrik Bach.
Hans interesse for litteratur og kunst går tilbage til ungdommen, og det samme gør interessen for teologi, som blev vakt, da han læste Kierkegaards kirkekritiske flyveblad ”Øieblikket”. Inspireret heraf søgte Henrik Bach, der er vokset op i et kulturkristent hjem i København, ind på teologistudiet. Han lagde dog på ingen måde interessen for litteratur og kunst på hylden, og de to store opgaver på teologi skrev han om den franske symbolistiske digter Arthur Rimbaud og den engelske digter og forfatter William Blake.
”Der er så mange veje til Vorherre, og selv kunstnere, som gør meget ud af at definere sig som ikke-kristne, kan sjældent komme uden om kristendommen, fordi så meget i vores kultur bygger på den. Og de kan aldrig komme uden om de eksistentielle temaer – liv, død, kærlighed, frygt, glæde og håb. Du kan ikke undvære de store ting i livet, for så er du ikke ånd, så er du ikke menneske,” siger Henrik Bach.
”Allerede Kierkegaard skrev, at vi mennesker ligger under for talmajestæten, så det er ikke noget nyt, at vi bilder os ind, at alt kan måles og vejes. Med min nye bog håber jeg at vise, at det vigtige i livet ligger ud over det, vi kan sætte på formel,” siger han.
”Mit ærinde med bogen er at pege på den sammenhæng, som vi alle er en del af, uanset hvor vi er født, og om vi er kristne eller ej. Vi er fælles om længslen mod noget større,” siger Henrik Bach.
Selv har han været troende hele livet, men var som teologistuderende ikke indstillet på at blive præst.
Med tiden indså han dog, at hvis han ønskede at pege på det håb, der kan give mod og styrke til at leve, var prædikestolen i folkekirken nok det mindst ringe sted at gøre det fra.
”Der er forskel på Herrens kirke og kirkens Herre. Det skal vi huske. Men jeg er glad for folkekirken og for at være præst. I kirken kommer jeg med alt og intet. Jeg kan ikke skaffe de døde tilbage, men jeg kan komme med håbet,” siger han.
Desuden er det en glæde for ham at have tid til at skrive. Han har siden studietiden skrevet artikler og anmeldelser i flere medier. I 2018 debuterede han som forfatter med bogen ”Konfrontationskurs – Tidehverv og den guddommelige komedie”.
”Jeg gjorde meget ud af at skrive så objektivt som muligt, for det skulle ikke handle om, hvad jeg mener om Tidehverv. Derfor var jeg glad for, at stort set alle de store aviser – både de konservative og de traditionelt set mere kirkefjendske – anmeldte bogen positivt,” siger han.
Selv betegner Henrik Bach sig som konservativ i den forstand, at han er glad for højmessen og vil kæmpe for, at den ikke bliver ændret betydeligt. Og desuden mener han ikke, at kirken skal gøres til et forsamlingshus, men skal være et sted, hvor Ordet høres.
”Men jeg vil ikke kalde mig tidehvervsmand, for jeg er også påvirket af for eksempel skabelsesteologien, blandt andet via min gode ven, teologen Ole Jensen, og via K.E. Løgstrup,” siger han.
Skabelsesteologien bliver blandt andet levende for ham, når han kigger ud over det bakkede landskab i Odsherred omkring Fårevejle.
Fødselsdagen bliver fejret i Odsherred, hvor Henrik Bach glæder sig over at være omgivet af både landbobefolkning, udflyttede københavnere, sommerhusgæster, højskoleelever og kunstnere.
”Det fantastiske er, at der sker noget med selv de mest kirkefremmede, når de træder ind på kirkegården og videre ind i kirkens rum. Her får de ord for de store udsving i livet og mærker den dybe sammenhæng mellem os mennesker,” siger han med reference til både Grundtvig og sin kommende bog.