Anne Marie Løn var bare ni år, da hun fik sit første honorar for en skrevet tekst. Det var en femkroneseddel sendt fra Vendsyssel Tidende, og stor var hendes mors forbavselse, da posten ankom med brevet. For datteren kunne på det tidspunkt slet ikke læse. Det lille problem havde den fantasifulde pige klaret med hjælp fra storebroderen Niels. Hun fortalte, han nedskrev, og dermed var vejen banet til lokalavisens børneside – og en stor forfatterkarriere havde taget sin begyndelse.
I dag ser Anne Marie Løn tilbage på sit liv som journalist og forfatter med stor taknemmelighed. Når hun kigger i bakspejlet, og ikke fremad mod nye kronikker, essays eller romaner, skyldes det, at en øjensygdom gradvist har nedsat hendes syn. I dag kan hun kun se ganske lidt og har bestemt sig for, at hun ikke længere hverken vil skrive eller holde foredrag. ”Det har at gøre med værdighed,” som hun siger om den beslutning.
Det er præcis 40 år siden, hun trådte ind på den litterære scene med debutromanen ”Hvorfor hvisker I til mig?” og samme år med essaysamlingen ”Nordjyske Motiver”. I begyndelsen fik hun ikke den store opmærksomhed, men hun arbejdede ufortrødent videre, og senere skulle hendes forfatterskab blive et af de mest læste i Danmark. Det handler oftest om periferien – dels helt konkret, fordi de fleste af hendes fortællinger foregår uden for byernes centrum, og dels billedligt, fordi hendes persongalleri ikke er som de fleste. Sit store folkelige gennembrud fik hun med romanen ”Prinsesserne” fra 1996, der også er dramatiseret, og ”Kærlighedens Rum” fra 2000, som hun modtog De Gyldne Laurbær for.
Anne Marie Løn er født på Samsø. Familien flyttede dog kort efter til landsbyen Poulstrup syd for Hjørring i Vendsyssel, hvor faderen drev sin dyrlægepraksis. Moderen var ateist, men miljøet rundt om familien var indremissionsk, og Anne Marie Løn gik i søndagsskole og mærkede et vist religiøst engagement. Trosspørgsmålet er sammen med eksistentielle spørgsmål gået igen i hendes forfatterskab. Ikke mindst i romanen ”Sent bryllup” fra 2001, hvor en kvinde falder og ligger hjælpeløs i skovbunden, men overlever på sin sjælsstyrke. Samme år som 9/11-terrorhandlingen i New York og moderens død meldte forfatteren sig imidlertid ud af folkekirken. Fordi hun, med egne ord, blev forskrækket over alt, hvad der havde med religion at gøre.
Inden forfatterkarrieren tog fart, var Anne Marie Løn blevet uddannet journalist på Frederikshavns Avis, og hun var også i et års tid lastbilchauffør hos Cirkus Benneweis. Hun arbejdede på BT’s natredaktion, samtidig med at hun debuterede som forfatter.
25 litterære værker er det blevet til. Den sidste store kraftanstrengelse var romanen ”Sekstetten” om seks mænd og deres bedrageri på Det Kongelige Assistenshus i København i 1924. At hun kom på at skrive den roman, skyldtes hendes tante Iris, der en dag afleverede to sorte mapper fyldt med avisudklip fra 1924. Klippene var samlet af Anne Marie Løns farfar, der som forvalter blev sat til at ”rydde op” på Det Kongelige Assistenshus.
Anne Marie Løn har i mere end 35 år boet i et idyllisk beliggende hus ved byen Asnæs i Odsherred på Vestsjælland. Hun føler sig overbevist om, at hun ikke ville have skrevet de bøger, hun har, hvis hun havde boet i et almindeligt parcelhus.
”Jeg har brug for, at der er højt til loftet og albuerum. Jeg har brug for skønhed, hvor jeg kan hente noget af det ind igen, som jeg har givet ved tasterne,” som hun sagde, da denne artikels forfatter besøgte hende for nogle år siden.
Forfatteren var i 20 år samboende med dyrlæge Erik Dam Sørensen, med hvem hun har tre voksne børn og fire børnebørn. Familien er meget nordisk orienteret, da den ældste datter bor på Island, og den yngste er gift med en nordmand.