Prøv avisen
Portræt

Forfatteren, hvis tekster var for gode til skuffen

Forfatter og dramatiker Juliane Preisler forsøger at balancere sit flittige skrivearbejde med fysisk udfoldelse. I morgen fylder hun 60 år

Juliane Preisler havde egentlig ingen ambition om at få sine tekster udgivet. Skrevet har hun altid, faktisk kan hun ikke huske et eneste tidspunkt i sit nu snart 60-årige liv, hvor ordene ikke er væltet ud af hende og ned på papiret. Men teksterne fik lov at blive liggende hjemme i skuffen, indtil en bekendt en dag fortalte hende, at de simpelthen var for gode til ikke at blive delt med offentligheden.

Kort efter de opmuntrende ord debuterede hun med digtsamlingen ”Uden” fra 1983, som året efter blev hædret med Klaus Rifbjergs debutantpris. Siden er det også blevet til blandt andet Dansk Litteraturpris for kvinder i 1989, ligesom hun i 2005 blev tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Siden 1998 har hun foruden romaner, digte, noveller og børnebøger også skrevet teaterstykker, blandt andet til Det Kongelige Teater. Hendes produktion tæller i dag et dusin digtsamlinger, 15 romaner, tre teaterstykker, et par børnebøger og en novellesamling.

I 1978 blev hun student fra Sortedam Gymnasium, hvorefter hun studerede litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Efter seks års studier fik hun titel af magister efter blandt andet at have beskæftiget sig med franske Marguerite Duras, hvis forfatterskab Juliane Preisler stadig værdsætter og har oversat dele af.

Studietiden har hun senere beskrevet som en ”total fejltagelse”. Hun sætter pris på den umiddelbare læseoplevelse og nærer ikke megen veneration for litterær analyse. Det blev hun dog først klar over, da hun var så langt inde i sin magisterkonferens, at hun mente, det ville være ”sjusk” ikke at færdiggøre den.

Juliane Preisler skriver, fordi det er det, hun er ultimativt bedst til. Det var tydeligt, allerede fra hun var barn, har hun fortalt. Og hun har stor fornøjelse af selve det at foretage sig noget, hun er dygtig til. Hendes litterære stil er knap og fyndig. Temaerne er blandt andre ensomhed og de følelsesmæssige belastninger, som følger med både opvækst og parforhold. Selv beskriver hun det gennemgående tema med blot ordet ”kærlighed”, og hun lyder en anelse forbavset på spørgsmålet om, hvorfor det netop er den, hun skriver om.

”Fordi kærlighed er det vigtigste i livet, hvis ikke hele meningen med det,” lyder svaret på det lidt naive spørgsmål.

Følelseslivet er en vigtig del af hendes kunstsyn. Kunsten kan flytte os ud af os selv og et andet sted hen rent følelsesmæssigt, har hun sagt. Det gælder i litteraturen, men især også i klassisk musik, som hun holder meget af at lytte til.

Juliane Preislers dage er en balance mellem at arbejde nogle timer fra om formiddagen, inden hun om eftermiddagen skal ud at bevæge sig. Hun sætter pris på både at svømme og danse. Som barn hoppede hun også i fodboldstøvlerne, når hun skulle dyrke motion. Det er vigtigt for hende at forsøge at holde en balance mellem det stillesiddende skrivearbejde og den fysiske udfoldelse. Sommetider sætter hun sig og skriver igen om aftenen.

Som datter af filosof Peter Zinkernagel og lektor Gerd Preisler var der masser af bøger i barndomshjemmet i København. Der var nu ingen særlig opfordring til at beskæftige sig med dem eller blive forfatter. Moderen havde nok egentlig gerne set, at Juliane Preisler var blevet læge.

Fra barndommen fremhæver hun særligt sin svenske mormor, som hun holdt meget af, og som lærte Juliane Preisler at læse, allerede før hun begyndte i skole. Besøgene hos mormoderen i Värmland har knyttet hende tæt til Sverige, og hun taler sproget flydende.

Fra 1996 var hun gift med dramatiker og forfatter Peter Asmussen indtil hans død som 59-årig i 2016. Parret boede sammen i det indre København, hvor Juliane Prisler stadig bor i dag. De havde valgt ikke at få børn.

Lige nu arbejder hun på et nyt værk, men kan endnu ikke løfte sløret for dets form eller tema. Hendes seneste udgivelse var romanen ”Vi danser”, der udkom på Asger Schnacks Forlag i efteråret 2018.