Forkæmper for religionsfrihed har udsyn

Folketingspolitiker Christina Egelund fra Liberal Alliance har været optaget af frihedsrettigheder, siden hun studerede i Frankrig for 15 år siden. Nu er hun medlem af et nyetableret netværk, der skal styrke religionsfriheden

Mødet med mennesker fra lande uden religionsfrihed gjorde 38-årige Christina Egelund fra Liberal Alliance bevidst om værdien af de fundamentale frihedsrettigheder, vi nyder godt af i Danmark.
Mødet med mennesker fra lande uden religionsfrihed gjorde 38-årige Christina Egelund fra Liberal Alliance bevidst om værdien af de fundamentale frihedsrettigheder, vi nyder godt af i Danmark. . Foto: Scanpix.

Det var det internationale miljø på Sorbonne Universitet i Paris i begyndelsen af 2000'erne, som gjorde, at 38-årige Christina Egelund fra Liberal Alliance blev optaget af værdier som frisind og tolerance. I den franske hovedstad supplerede hun grunduddannelsen i sprog- og litteraturvidenskab med fagene religions- og idéhistorie, og hun mødte mennesker fra forskellige dele af verden, som kunne fortælle, hvordan det var at leve i lande uden religionsfrihed.

Derfor falder det hende naturligt at være med i det nyetablerede tværpolitiske tros- og religionsfrihedsnetværk på Christianborg, som skal bringe politikere fra hele det politiske spektrum sammen med forskere og civilsamfundsorganisationer for at styrke tros- og religionsfriheden i dansk udenrigs- og udviklingspolitik. Hun er ikke selv troende, men har stor respekt for mennesker, hvor den personlige tro spiller en rolle - faktisk er hun decideret ”misundelig på dem, som er i stand til at indrette deres liv efter åndelige retningslinjer”, som hun selv udtrykker det.

Hun har været medlem af Folketinget siden juni 2015, og hendes rolle som blandt andet EU- og udviklingsordfører fortæller historien om hendes interesse for det, der ligger uden for Danmarks grænser. Det har hendes kollega Rasmus Nordqvist, Alternativet, som hun arbejder tæt sammen med i blandt andet Europaudvalget, bidt mærke i.

”Hun har et fantastisk internationalt udsyn. Man kan tydeligt mærke, at hun har boet i udlandet, for hun har en særlig evne til at se tingene i et større perspektiv,” siger han med henvisning til de 10 år, hun har tilbragt i henholdsvis Frankrig og Canada.

Det lange udlandsophold begyndte allerede, ni dage efter at hun dimitterede fra Hjørring Gymnasium med en matematisk studentereksamen i 1996. I de første år i Paris arbejdede hun som vekselerer, inden hun begyndte på netop Sorbonne Universitet, hvor hun blev udfordret på sine konservative politiske holdninger. Siden hun var 13 år, har hun nemlig været medlem af Konservativ Ungdom, men mødet med frihedsrettighederne i Paris fik hende til at opdage, at hun i virkeligheden er dybt liberal.

Da Christina Egelund var i slutningen af 20'erne vendte hun tilbage til Danmark, fordi hun var nysgerrig på at opleve sit eget land som voksen.

Derfor flyttede hun hjem til Danmark med sin franske kæreste, Cyril Thibault, som hun i dag bor sammen med i Aalborg. Her har hun valgt at blive boende på trods af sit arbejde i København, for hun holder af Nordjylland, hvor der er ”højt til loftet”.

I fritiden kan hun godt lide at gå i teateret og se ballet og opera, ligesom hun elsker at rejse - gerne så langt væk som muligt. Sammen med sine forældre ejer hun Jambo Feriepark, fordi ”det er et godt link til virkeligheden, at man har hverdagens udfordringer tæt på livet”.

På natbordet ligger ”Rejse til nattens ende” af Louis-Ferdinand Céline, som Christina Egelund er i gang med at genlæse på fransk.