Formelt set skal præster gå på pension, når de bliver 70 år. Men man kan dårligt beskylde Claus Oldenburg for at være formel

En god prædiken skal hverken omvende nogen eller forkynde, at Jesus er Herren. Den skal derimod få folk op af stolene og berige dem med et nyt perspektiv på tilværelsen, mener præsten Claus Oldenburg. Han fylder 75 år i morgen og arbejder stadig som præst på fuld tid

Thorkild Grosbøll og jeg var gode venner, og teologisk var vi enige på mange punkter, men jeg mener, det var forkert af ham helt at afskrive gudsbegrebet, siger Claus Oldenburg. Foto: Leif Tuxen.
Thorkild Grosbøll og jeg var gode venner, og teologisk var vi enige på mange punkter, men jeg mener, det var forkert af ham helt at afskrive gudsbegrebet, siger Claus Oldenburg. Foto: Leif Tuxen.

Formelt set skal præster gå på pension, når de bliver 70 år. Men man kan dårligt beskylde den bramfrie Claus Oldenburg for at være formel, og selvom han den 18. maj runder de 75 år, fungerer han stadig ufortrødent som præst på fuld tid i folkekirken. 

”Jeg er formet af kaldsetikken, og derfor bliver jeg ved, så længe nogen kalder på mig. Jeg frygter kun én ting, og det er lediggang. Når jeg nu kan arbejde, hvorfor skal jeg så sidde og trille tommelfingre,” siger han.

Claus Oldenburg var i knap 30 år sognepræst i Garnisons Kirke centralt i København, hvor han måtte stoppe, da han rundede pensionsalderen på de 70 år. Siden har han haft præstevikariater og har det seneste år været i Christians Kirke i København som afløser for den mediekendte præst Flemming Pless, der er sendt på orlov på grund af en meget omtalt personalesag.

Claus Oldenburg har over årene især gjort sig bemærket som forfatter bag talrige bøger og har beskæftiget sig indgående med den tyske forfatter Thomas Mann.

”Jeg er blevet beskyldt for at tage Thomas Mann med op på prædikestolen hver søndag. Det gør jeg ikke. Det er højst hver anden søndag,” siger han med et grin og erkender, at han teologisk er dybt inspireret af forfatteren, der ellers ikke selv var kirkelig størstedelen af sit liv.

Hvad er det, der gør en forfatter som ham teologisk interessant, selvom hans interesse i det kirkelige er begrænset?

”Han formår at grave dybt i Første Mosebog, som er det mytiske grundlag for vores civilisation. Selvom han var helt ukirkelig, tog han religion meget alvorligt som et tilværelsesudtryk. Denne konfessionsløse tilgang til kristendommen fascinerer mig meget. Tænk, at kunne omgås religion så direkte uden videre vrøvl og metafysiske overbygninger, men derimod se den som et menneskeligt udtryk,” siger han og medgiver, at det også afspejler hans egen tilgang til kristendommen.

Det kan lyde som en teologi i stil med den, tidligere Taarbæk-præst Thorkild Grosbøll blev kendt for?

”Thorkild Grosbøll og jeg var gode venner, og teologisk var vi enige på mange punkter. Men jeg mener, det var forkert af ham helt at afskrive gudsbegrebet. Det gør jeg ikke. Thomas Mann har et fantastisk gudsbegreb, hvor han siger: ’Alting hænder anderledes, end man tænker’. Vi tror, vi kan klare alting selv, men der bliver vi snydt. Det er da ret flot formuleret,” siger han.

Claus Oldenburg voksede op på Frederiksberg i København i en familie med et anspændt forhold til kristendommen. Moren havde en baggrund i et pietistisk miljø, og faren havde været en del af vækkelsesbevægelsen Oxfordgruppen. Det var en fortid, forældrene tog afstand fra og ikke havde lyst til at tale om. Den uudtalte religiøsitet vakte en nysgerrighed hos Claus Oldenburg. Her var noget, han måtte have undersøgt, hvilket ledte ham ind på teologistudiet.

Studierne gik så godt, at det lå i kortene, at han skulle fortsætte i universitetsverdenen. Han syntes dog, at hans dogmatiske viden haltede og ville derfor først ud og holde en masse prædikener som præst. Det valg blev afgørende for resten af hans arbejdsliv, hvilket han aldrig har fortrudt, konkluderer han i dag.

Hvad har været din drivkraft som præst over alle de år?

”Det har været at skrive prædikener, hvor man skal få noget interessant ud af de urgamle tekster, så de bliver gyldige i dag. Man spænder over 2000 år, når man sætter sig ned og skriver en prædiken. Derudover har det været meget givende med alle de historier, man som præst får mellem ørerne, når man taler med folk ved både begravelser, bryllupper og under sjælesorg. Alle de mærkelige historier, jeg skal forholde mig til og kommentere på, er med til at udvide min horisont,” siger han.

Hvordan vil du betegne dig selv som præst?

”Jeg er traditionalist, og det er ikke mig, der finder på nye tiltag i kirken. Men jeg vil gerne overraske folk med en ordentlig prædiken, så de kommer op af stolene. Jeg skal ikke ud og omvende nogen eller forkynde, at Jesus er Herre. Det ved vi jo godt i forvejen. Min opgave er derimod at berige folk, så de får en ny vinkel på livet ud fra de gamle bibeltekster,” siger han.

Der er endnu ikke sat en slutdato for, hvor lang tid Claus Oldenburgs vikariat i Christians Kirke fortsætter. Men trods hans kommende halvrunde fødselsdag, håber han, at der dukker nye præstemuligheder op efterfølgende.