Gitte Ørskou elskede at tegne. Hun var også vild med at gå i skole, at lære noget nyt og fordybe sig, og når hun skrev dansk stil, blev den altid alenlang og sendte læreren på overarbejde.
Men kunst som sådan fyldte ikke meget i hendes barndom. Der var selvfølgelig kultur på andre måder, for når man vokser op i Frejlev, lidt vest for Aalborg, og har en far og en lillebror, der spiller fodbold, så var kampene med holdet fra AAB et af ugens højdepunkter.
Der var også meget musik i hjemmet. Gitte Ørskous bedstefar var pianist, og han nød at spille til fællessangen, når familien var samlet, ”og det var den tit, for jeg er vokset op i en meget livsglad familie, der var rigtig god til at finde på noget at fejre”, fortæller dagens 50-årsfødselar, Gitte Ørskou, i telefonen fra Stockholm, hvor hun i dag bor med sin mand og parrets to yngste børn.
At hun i dag er museumsdirektør for Sveriges største museum for moderne kunst, Moderna Museet, lå med andre ord ikke lige i kortene. Faktisk troede Gitte Ørskou, at hun skulle være journalist, når hun nu var så glad for at skrive, men i folkeskolens formningstimer begyndte rejsen fra den store kærlighed til ord mod den enorme fascination af billeder, som har været hos hende lige siden.
”Min lærer hed Birgitte, og hendes evne til at formidle og videregive sin egen kunstglæde har i den grad været afgørende for mig. Det var på grund af formningstimerne i folkeskolen, at jeg valgte en helt ny forsøgsgren på Aalborg Katedralskole, hvor man kunne blive billedfaglig student. Sammen med klassen besøgte jeg byens kunstmuseum og blev fuldstændig slået omkuld af museets værker af den danske kunst-maler Wilhelm Freddies surrealistiske værker,” siger Gitte Ørskou.
Freddies ekspressive kunst gav Gitte Ørskou en oplevelse af, at her var et ganske særligt billedunivers, hun kunne relatere til. Som teenager, fyldt med spirende nye fornemmelser af både sin egen eksistens og verden omkring sig, blev netop dette møde en vigtig erkendelse af, at billedanalyser var endnu mere spændende end tekstanalyser. Og springet til at læse kunsthistorie på universitetet lå derfor lige for.
”Spørgsmålet om, hvad det er, der sker, når man bliver berørt af et billede, har været centralt for mig lige siden. Hvorfor bliver vi berørt af netop dét billede, og hvad er det særlige, som den visuelle kultur giver os? Forbindelsen mellem blik, krop og erfaring bliver ved med at optage mig,” fortæller Gitte Ørskou.
Senere blev hun faktisk selv musemsdirektør for samme museum, hvor hun som gymnasieelev havde mødt Freddies værker. Fra 2009 til 2019 var hun leder af Kunsten i Aalborg og stod i den periode blandt andet i spidsen for en kæmpe ombygning af museet, et imponerende løft i antallet af besøgende og et helt nyt ”to go”-initiativ, hvor museets kunstværker under ombygningen blev lånt ud og hængt op i private familiers hjem.
Forinden havde Gitte Ørskou i kort tid været en del af ledelsen på Esbjerg Kunstmuseum og ni år på ARoS i Aarhus.
”Ledelse har altid faldet mig meget naturligt. Jeg er hurtig til at tage ansvar, og det er en drivkraft for mig at få noget fra hånden,” siger Gitte Ørskou, der da også fik sit første lederjob som 19-årig i Jensens Bøfhus, hvor hun blev ansat efter gymnasiet. Hun holder samtidig meget af at finde ud af, hvilke drømme og visioner hendes medarbejdere har for i tæt fællesskab med dem at skabe de bedste rammer for kunsten og de besøgende.
Som leder er det dog også hende, der skal stå på mål for museets profil, og mens hun for det meste har fået stor anerkendelse for sit kunstsyn og evnen til at nå bredere og mere utraditionelt ud til publikum, er hun i øjeblikket genstand for en intens kritik i flere svenske medier. Gitte Ørskou har nemlig sagt nej til et forslag om, at Moderna Museet indkøber den netop afdøde kunstner Lars Vilks kontroversielle Muhammedtegning, den såkaldte rundkørselshund, og det har mødt voldsomme reaktioner.
”Jeg vidste godt, at mit nej ville skabe turbulens. Men jeg mener ikke, at netop dette værk af Lars Vilks er et stærkt kunstværk, der hører hjemme på et museum. Det er mere et fænomen med en utrolig stor betydning, som vi selvfølgelig skal diskutere, for den her tegning har jo haft de frygteligste omkostninger, både for Vilks selv, der måtte leve med politibeskyttelse resten af sit liv, og især i Danmark, hvor terrorangrebet på Krudttønden jo også havde med den at gøre,” siger Gitte Ørskou.
Hun har dog ikke kun mødt kritikken i medierne, men også modtaget hadefyldte private mails og beskeder med direkte opfordring om at rejse hjem til Danmark.
”Heldigvis er jeg god til ikke at tage den slags personligt, selvom det selvfølgelig er meget ubehageligt. For jeg føler, det er mit ansvar at stå op for kunsten, og her hviler jeg meget i min rolle,” siger hun.
Og som hun selv siger, ”så kan jeg blive næsten missionerende, når jeg taler om kunstens rolle. Den er en tolkning, kondensering eller spejling af os, vores nutid og fortid, og jeg synes, det er synd, hvis man ikke fordyber sig i kunstens mange udtryk, for man afskærer virkelig sig selv fra mange oplevelser og erkendelser på den måde”.
Gitte Ørskou har i øvrigt været nævnt i de danske medier som et oplagt bud på at overtage den ledige direktørstol på kunstmuseet ARoS.
”Ja, det har jeg også læst,” lyder hendes kommentar.
Om sit nuværende arbejde siger hun: ”Lige nu står jeg med et job på Nordens vigtigste museum, og det er jeg ansat til at tage vare på i seks år. Her håber jeg at få sat så stort et aftryk som muligt.”