Beskriv en scene fra din barndom.
Jeg blev født i Budapest i 1940. Ungarn kæmpede jo på tyskernes side under Anden Verdenskrig, og min familie faldt i amerikansk fangenskab i Tyskland. Men efter krigen vendte vi hjem til Budapest. Byen var blevet sønderbombet. Der lå døde heste i gaderne, og man kunne også se lig rundtomkring. Det gjorde et vedvarende indtryk på mig. Broerne var også blevet bombet, og jeg kan specielt huske, at en af broerne lignede et kadaver, som tarmene væltede ud af. Der stank fælt overalt. Siden fandt jeg ud af, at det var lugten af død og forrådnelse.
Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?
Det gjorde jeg, da jeg senere flygtede fra Ungarn. Jeg havde været en del af opstanden i Ungarn i 1956, men vi blev slået hårdt ned (af de sovjetiske tropper, red.). Jeg var bare 16 år, men jeg havde allerede set og oplevet meget i mit liv på det tidspunkt. Jeg flygtede omkring den 20. november, hvor grænserne var fuldstændig lukkede. Men jeg tog toget til en station nær grænsen til Østrig, hvor jeg traf en venlig bondemand, som fortalte mig, hvordan jeg skulle komme frem til grænsen, men det var svært. Der var dyb sne i et bjergrigt terræn, så det var ret vanskeligt at orientere sig i. Jeg tror nok, at jeg krydsede grænsen mindst fire-fem gange den nat, inden jeg til sidst gav op og bankede på et vindue på en tilfældig bondegård, og da svarede man så på tysk, så jeg vidste, at jeg var det rigtige sted. Derfor tog jeg toget videre til Padborg.
Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
At jeg traf min nuværende kone i Budapest, og vi blev gift i 1986. Arbejdsmæssigt er det vigtigste, der er sket mig de allerseneste år, at jeg skiftede fra teatret til litteraturen ved at blive oversætter af ungarsk skønlitteratur.
Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
Det er hele mit liv. Når man bliver så gammel som jeg, så bliver man enten forbitret, sur og gnaven eller glad for livet, og jeg er glad for livet. Selvfølgelig er der op- og nedture i ethvert menneskes liv, det har der også været i mit, men jeg ser livet som en gave. Min glæde var måske allerstørst, da min søn kom til verden, og da jeg blev gift med min nuværende kone.
Hvilke personer – ud over din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
Det må være alle de forfattere, jeg har læst og mødt. De har mejslet mig til, om jeg så må sige. Den ungarske forfatter Péter Esterházy, som jeg har oversat en del af og nåede at møde, inden han døde, er en af dem. Han er jo også næsten min navnefælle. Han var på alle måder en livsnyder, og det fremgår også af hans bøger. Og jeg har lært meget af hans måde at møde livet på med et glimt i øjet. Men endnu større betydning havde mine danske plejeforældre fra Viborg. Det var dem, der lærte mig, hvad demokrati er, for det havde jeg før kun hørt om.
Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil blive som dig?
Fortvivl aldrig, uanset om det ser ud til, at du har brækket halsen på et eller andet. Der kommer altid en næste gang.
Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få den tilværelse, du gerne ville have?
At tage mit arbejde alvorligt, uanset om det var som skuespiller, teaterinstruktør eller oversætter.
Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
I min alder taber man hele tiden. Næsten hvert eneste år er der nogen, der går bort. Men det største tab i mit liv var nok, da mine forældre døde. De kom begge til Danmark efter mig, men det var kun min far, der døde her, mens min mor faktisk lidt tilfældigt døde i Budapest, mens hun var på besøg hos min søster.
Hvor ser du dine forældre i dig selv?
Jeg har en bulldogs stædighed, som jeg nok har arvet fra min mor, men til dels også fra min far. De lærte mig ikke at give op.
Hvad ville du gerne have gjort anderledes?
Intet.
Hvad tror du på?
Jeg er kristen og tror på en gud. Jeg er ikke religionstilhænger i den forstand, men jeg tror på en højere magt.
Hvad har bragt dig størst glæde her i livet, ud over din familie?
Man skulle være et skarn, hvis man ikke indrømmede, at det glæder en, hvis man får succes med et eller andet. I mit arbejde som teaterinstruktør satser man på en måde sig selv hver gang, man laver en ny forestilling, og hvis man får en succes retur, så bliver man da uendelig glad.