I mørkekammerets røde skær bruger han stadig megen tid. For det er i rummet med de tre forstørrelsesapparater, den store vask og de mange hylder med negativer, at magien folder sig ud. Det har han altid syntes.
Fotograf Krass Clement, der fylder 75 år i dag, anses for at være en af Danmarks førende fotografer. I løbet af sin karriere har han på udstillinger og i sine mange fotobøger kredset om tilværelsens skyggesider og storbyens stemninger. Han har fotograferet i blandt andet Berlin, København, Moskva og Paris med en tilgang præget af både skandinavisk melankoli og fransk flanør-tradition.
Under hans opvækst boede familien i Danmark om sommeren og i Paris om vinteren. Faderen var maler Kay Christensen, moderen pianist. Og da man i Frankrig allerede dengang havde en meget stærkere fotografisk tradition end herhjemme, blev Krass Clement i en tidlig alder bevidst om fotografiets væsen og rundet af sort-hvid-fotografer som Brassai, Kertész og Cartier-Bresson.
Bevæbnet med sit første kamera, som han fik i en alder af 12 år, begyndte han at fotografere mere målrettet og systematisk. I første omgang familiens kat, snart mennesker på gaden.
Det, der fangede ham ved fotografiet dengang, er egentlig det samme, som har fulgt ham hele livet; at han med et billede kan fastholde en atmosfære eller en ånd ved et sted eller en ting.
For i modsætning til for eksempel malerkunsten er fotografiet i en anden dialog med virkeligheden, synes han. Det er en umiddelbar, maskinel proces, hvor fotografens valg og tilgang er uhyre vigtig. Skal man forstå hans tankegang og hans fotografier, handler det altså om at forstå fotografiets væsen.
”Et fotografi er både et billede og noget andet. Det er det, der gør fotografiet så dæmonisk og så mystisk. For hvad er det andet? Når jeg fotograferer en ting eller er tiltrukket af noget, så er der noget, som ikke er synligt, men som er til stede og kan fastholdes i fotografiet. Det har noget med stemning og atmosfære at gøre. Ligesom et ord kan indeholde mere end dets umiddelbare betydning. Mine billeder handler altid om noget mere, end det du ser på billedet. Det indeholder mange flere signaler og værdier. Billedet er det fluidum, hvori der er en meddelelse, der går ud over billedets umiddelbare vidnesbyrd,” siger Krass Clement.
Selvom Krass Clement blev uddannet filminstruktør fra Den Danske Filmskole i 1973, blev han hurtigt klar over, at filmmediet var alt for ”tungt og krævende at udtrykke sig gennem for den psyke, jeg havde.”
Som fotograf havde han mere frihed. Derfor fortsatte han i stedet med at se verden gennem sin kameralinse og debuterede i 1978 med sin første fotobog, ”Skygger af øjeblikke”.
Måske skyldes valget af fotografiet også, at han er sky af natur, fortæller gallerist Banja Rathnov, der sælger hans billeder. Med sit kamera har han kunnet gå sin egen vej og fordybe sig i storbyens ansigter, der bærer på en skæbne. For det er spørgsmålet om, hvad det vil sige at være menneske i verden, der har præget hans gadefotografier.
”Hans indlevelse i og optagethed af andre mennesker er nok grunden til, at han kan få lov til at gå meget tæt på folk. Nogle gange går han jo nærmest med dem hjem. Han kan også sætte sig med sit kamera en hel aften sammen med en, og så ender han med at have taget en masse fine billeder, uden nogen har opdaget det, fordi han taler og er nærværende imens,” siger Banja Rathnov.
Gennem tiden er hans fotografier ofte blevet karakteriseret som mørke, melankolske og dystre. Og selvom han nok altid har følt en hang til det melankolske, betyder det nu ikke, at han har et mørkt syn på tilværelsen.
”Der er også en skønhed i en regnvejrsdag, i det dystre. Og hvis alle dage var solskinsdage, ville det være uinteressant,” siger han.
Vekselvirkningen mellem lys og mørke er for ham fotografiets inderste væsen.
”Jeg fornemmer livets vægt, og det har jeg altid gjort. Derfor ligger mit fokus måske på de omkostninger, som jeg synes tilværelsen har. Alle vores valg har omkostninger. På den måde er der altid et dramatisk element. Du kan vælge at få børn eller at lade være. Begge dele er omkostningsfulde. Med børn følger en masse bekymringer. Du kan ikke vide, hvordan det vil gå dem. Men det er også omkostningsfuldt ikke at få børn, ikke at få den fylde i livet,” siger Krass Clement, der ikke selv har fået børn.
”Jeg synes selv, at min egen opvækst har været vanskelig – at jeg har været meget væk fra mine forældre, og at det har været forbundet med tab. Og jeg var måske bange for at gøre det samme. Det har jeg ikke villet. For det at få børn er det størst mulige ansvar at lægge på sig selv. Det var ikke foreneligt med det liv, jeg valgte,” siger Krass Clement.
Netop tabet er en del af fotografiets natur.
”Fotografiet er altid noget hinsides. Det har været. Det er også det, der drager mig så meget ved at fotografere. At du fastholder noget, som forsvinder. Det har i sig selv en enormt stærk poetisk fylde,” siger han.