Fra anarkistisk bz’er til professor og forkæmper for ytringsfrihed

Luther-kritik og ytringsfrihed er blot nogle af de emner, som Frederik Stjernfelt har arbejdet for i den danske offentlighed. Den energiske og produktive semiotiker fylder i dag 60 år

Frederik Stjernfelt beskrives af en tidligere kollega som en intellektuel med tre menneskers energi. –
Frederik Stjernfelt beskrives af en tidligere kollega som en intellektuel med tre menneskers energi. – . Foto: Sille Veilmark/ritzau.

Det kan være svært at forestille sig, at professor i videnskabsteori, idéhistorie og semiotik ved Aalborg Universitet København Frederik Stjernfelt i sine unge år har rendt oprørsk rundt i gaderne på Amager i København sammen med professor ved Syddansk Universitet Nils Gunder Hansen. Begge var de medlemmer af gruppen ASO, Anarko-Syndikalistisk Organisation. Stjernfelt var tegner af propagandaplakater og Gunder Hansen plakatophænger. Alligevel tegner den anarkistiske ånd en profil af semiotikeren, som har hængt ved indtil i dag.

Anekdoten står at læse i en lang fodnote i bogen ”Kritik af den negative opbyggelighed” fra 2005, som blev til i samarbejde med digteren Søren Ulrik Thomsen. Stjernfelt fortæller videre om sin ”ungdoms anarkisme”, hvor han med langt hår og radikale holdninger blev antikommunist ”og en sværmerisk mellemting mellem den blødeste ende af VS (Venstresocialisterne, red.) og en decideret anarkist”. Her blev han også en del af det radikal-aktivistiske bz’er-miljø og var slumstormer på Christianshavn på Amager. Efter at have oplevet de mere voldsomme dele af anarkistmiljøet her flyttede Stjernfelt ud i en andelsbolig og begyndte på universitetet igen.

Her har Frederik Stjernfelt siden gjort karriere. Han blev mag.art. i nordisk litteratur ved Københavns Universitet i 1986 og fik i 1992 sin ph.d.-grad fra samme sted. Foruden professor ved Aalborg Universitet har han været professor i semiotik ved Aarhus Universitet og Københavns Universitet. Han er en af sin generations mest fremtrædende intellektuelle, og han betegnes ofte som en kulturel polyhistor, der spænder over mange fagområder.

Stjernfelt er også kendt i den offentlige debat som en debattør, der ikke er bange for at provokere og gå imod strømmen. Senest har bogen ”Syv myter om Martin Luther” skabt en del debat, blandt andet i Kristeligt Dagblad. I udgivelsen kritiserer han midt i markeringen af 500-året for Reformationen de synspunkter, at Luther blandt andet indførte religions- og ytringsfrihed, adskilte kirke og stat og bidrog til demokratiets fremvækst i Europa.

Luther-kritikken er ikke ny hos Stjernfelt. Sidste år udgav han bogen ”MEN – ytringsfrihedens historie i Danmark” i samarbejde med Jacob Mchangama, direktør for tænketanken Justitia. Her er en af hovedkonklusionerne også, at Reformationen ikke skabte ytringsfrihed i Danmark. Mchangama fortæller om samarbejdet:

”Frederik Stjernfelt er ekstremt hårdtarbejdende og dedikeret, når først han fatter interesse for et emne. Hans energi omkring vores bog fik også projektet til at vokse fra de godt 300 sider, vi havde planlagt, til at lande på over 1000 sider. Frederik har en evne til at fortabe sig i personager og kuriositeter og grave interessante historier frem af gemmerne. Det betød, at jeg også blev mere detailorienteret, og så voksede mine kapitler også.”

Forfatter Jens-Martin Eriksen har samme erfaring med Frederik Stjernfelt. Sammen har de skrevet en række kulturkritiske værker, men Eriksen er særligt begejstret for deres bøger om Bosnien og Serbien:

”Frederik Stjernfelt har tre menneskers energi. Det oplever jeg, når vi skriver sammen på en bog. Her sender vi tekster frem og tilbage mellem hinanden, og det er, som om du har en fornemmelse af, at du arbejder med tre personer på én gang. Så meget får du altså hele tiden, når du arbejder sammen med Frederik. Du bliver holdt til ilden.”

Frederik Stjernfelt er anmelder og skribent ved Weekendavisen, og han var fra 1993 til 2012 redaktør på Gyldendals kulturtidsskrift Kritik. Han har blandt andet modtaget Lærebogsprisen i 2006 for ”Tal en tanke”, skrevet sammen med Vincent F. Hendricks, Dansk Magisterforenings forskningspris i 2010 og senest Blixenprisen for ”Årets indsats for ytringsfriheden” sammen med Jacob Mchangama. Ligeledes har han siden 2001 været medlem af Det Danske Akademi og er medstifter af Fri Debat.

Han er gift med oversætter Agnete Dorph Stjernfelt og far til to.