Højskolen fik Jacob Køhn Andersen til at udskifte ateisme med domprovst-embede

Jacob Køhn Andersen voksede op i et hjem med klaver, men uden særligt engagement i kirken. Før han fandt teologien på et højskoleophold, var han ateist

”Jeg har ikke nogen medfødt trang til eller naturtalent for at kommandere rundt med folk. Men jeg kan godt lide arbejdet som provst, ikke mindst alsidigheden i det, og jeg vil gerne arbejde for at bevare den høje kvalitet, der generelt karakteriserer folkekirken ude i selv den mindste flække,” siger Jacob Køhn Andersen, ny domprovst i Aalborg. – Foto: Bo Amstrup, Ritzau Scanpix.
”Jeg har ikke nogen medfødt trang til eller naturtalent for at kommandere rundt med folk. Men jeg kan godt lide arbejdet som provst, ikke mindst alsidigheden i det, og jeg vil gerne arbejde for at bevare den høje kvalitet, der generelt karakteriserer folkekirken ude i selv den mindste flække,” siger Jacob Køhn Andersen, ny domprovst i Aalborg. – Foto: Bo Amstrup, Ritzau Scanpix.

Det var lidt tilfældigt, at Jacob Køhn Andersen som ung voksen under et ophold på Askov Højskole valgte teologi som et af sine valgfag. Faktisk var han på det tidspunkt – efter at have læst Nietzsche – erklæret ateist og forestillede sig at læse enten fysik eller filosofi. Han var vokset op i et ikke synderligt kirkeligt hjem i Ringkøbing med en far, der var sygehusdirektør, og en mor, der arbejdede som bogholder. Hjemmet havde klaver og masser af bøger, og Jacob Køhn Andersen havde både interessen for klassisk musik og litteratur med sig hjemmefra.

Men teologien åbnede en verden af eksistens, tænkning, filosofi og tro, som tiltalte den unge højskoleelev, og han ændrede planer og søgte ind på teologistudiet på Aarhus Universitet. At studierne så mundede ud i, at han blev præst, har han ingen entydig forklaring på.

”Jeg voksede bare ind i det, og jeg har altid følt mig godt tilpas som præst – i alle dele af arbejdet,” siger han.

Det samme gælder i rollen som provst, som han har haft siden 2017, da han blev provst i Skanderborg Provsti, hvor han allerede havde virket som sognepræst i 16 år. Efter 20 år som præst i Hørning og tre og et halvt år som provst satte han og familien så kursen nordpå – til Aalborg, hvor Jacob Køhn Andersen har været ny provst siden den 1. december.

Han bor dog stadig i Hørning med sin hustru, Benedikte Vejlby Baggesgaard, der er sognepræst i Holme, og parrets fælles barn, en datter på 13 år. Også deres møde var en af de tilfældigheder, der fulgte med Jacob Køhn Andersens højskoleophold og valget af teologi.

De to mødtes første gang på Pastoralseminariet i 1996, men fandt først sammen som par omkring 10 år senere, efter at de begge var blevet skilt. Sammen fik de datteren Kirsten, som nu nærmer sig konfirmationsalderen. I forbindelse med hendes dåb blev Jacob Køhn Andersen inspireret til at skrive en dåbssalme, som blev den første af 12 salmer, der i 2009 udkom i en lille bog med titlen ”Herrens himmel”.

”For mig er salmer først og fremmest lyrik. Selvfølgelig skal der også være styr på teologien, men med lyrikken eller poesien løftes vi op over tør dogmatik og fornuft. Lyrik taler til vore følelser og sansninger og dermed til de dybeste lag i mennesker,” sagde Jacob Køhn Andersen ved udgivelsen til Kristeligt Dagblad.

Lyrikken og musikken spiller en stor rolle i Jacob Køhn Andersens liv, og han er taknemlig for at arbejde i en folkekirke, hvor der efter hans vurdering er ”et generelt meget højt niveau over hele linjen – fra præsternes prædiken over musikken til sjælesorgen”.

Det er den kvalitet, han som provst gerne vil gøre sit for at fastholde – til glæde for de mange mennesker, der vælger kirkens tilbud.

”I min tid som præst har jeg oplevet et markant skifte i retning af, at langt flere mennesker efterspørger det, kirken kan give. For 20 år siden lignede mange af dåbsgæsterne nogle, der nærmest var fornærmede over at skulle igennem en gudstjeneste for at få lov at komme til familiefest. I dag virker det omvendt, som om det for langt de fleste er en god undskyldning for at komme i kirke. Det er meget symptomatisk for en udvikling, hvor jeg oplever, at interessen for kirken er stigende,” siger han.

Jacob Køhn Andersen holder selv meget af at stå på prædikestolen og holde begravelser, ikke mindst fordi han her får mulighed for at tale om de store spørgsmål, som han fik smag for at beskæftige sig med under opholdet på Askov Højskole.

”Når jeg prædiker og holder begravelsestale, betragter jeg ikke mig selv som serviceleverandør, for de ting, jeg taler om, er i et eller andet omfang også noget, jeg selv stadig prøver at forstå, og som jeg ikke er sikker på, at vi nogensinde kommer i besiddelse af fikse og færdige svar på,” siger han.

Spørgsmålene vender han dagligt med sin hustru og indimellem med teenagedatteren, som dog typisk hellere vil lokke sin far hen foran skærmen og se nogle film og serier, hvilket Jacob Køhn Andersen sætter stor pris på – ”omend jeg godt kan få lidt for meget af de der pigeserier”.

Med den forestående flytning til Aalborg ser han frem til at bo i en større by og blandt andet få mulighed for at benytte sig af kulturtilbuddene, ikke mindst inden for klassisk musik. Desuden glæder han sig til at besøge alle kirkerne i provstiet.

”Jeg holder meget af at komme rundt og møde menighedsrådene, hvis medlemmer jo ofte bruger de fleste af deres vågne timer på det kirkelige arbejde og yder en enorm indsats,” siger den nye domprovst.