Fra biblioteket i Hjørring til det fineste videnskabelige selskab

Den 45-årige litteraturprofessor Lasse Horne Kjældgaard er nyvalgt medlem af det traditionsrige Videnskabernes Selskab, som siden stiftelsen i 1742 har samlet forskere på tværs af faggrupper

Lasse Horne Kjældgaard er én af i alt 10 forskere fra ind- og udland, der netop er blevet udpeget som nye medlemmer af Videnskabernes Selskab. Blandt de nyvalgte medlemmer er også teologiprofessor Mette Birkedal Bruun og direktør for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab Karen Skovgaard-Petersen. –
Lasse Horne Kjældgaard er én af i alt 10 forskere fra ind- og udland, der netop er blevet udpeget som nye medlemmer af Videnskabernes Selskab. Blandt de nyvalgte medlemmer er også teologiprofessor Mette Birkedal Bruun og direktør for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab Karen Skovgaard-Petersen. – . Foto: Leif Tuxen.

Albert Einstein har siddet der, Niels Bohr har siddet der, Marie Curie har siddet der, og nu er det altså Lasse Horne Kjældgaards tur til at sidde der.

Litteraturprofessoren er nemlig én ud af 10 danske og udenlandske forskere, der netop er blevet udpeget som nye medlemmer af det prestigefyldte Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, og som dermed fremover kan tage plads i den højloftede sal i centrum af København, når selskabets medlemmer mødes hver anden uge til foredrag fra to vidt forskellige fagverdener, øl og smørrebrød.

Det er dog ikke kun udsigten til højtbelagt smørrebrød, der får Lasse Horne Kjældgaard til at glæde sig over udnævnelsen. Det gør også udsigten til at tage del i selskabets arbejde.

”Dels glæder jeg mig til at få meget mere viden om andre fag end mit eget og høre om, hvad der foregår i forskningen rundtomkring. Det er jo en del af selskabets formål at fremme tværfaglighed, og det, synes jeg, er et ædelt formål, som jeg glæder mig til at være med til at dyrke. Jeg glæder mig også til at tage del i det forskningspolitiske arbejde, der går ud på at forbedre vilkårene for dansk videnskab, for det er der akut brug for,” siger Lasse Horne Kjældgaard.

Videnskabernes Selskab, som det omtales i daglig tale, blev stiftet i 1742 og har omkring 250 danske medlemmer og 250 udenlandske medlemmer. Denne gang er det 10 forskere inden for det humanistiske og samfundsfaglige felt, 6 danske og 4 udenlandske, som er blevet føjet til selskabet, der ellers har en overvægt af medlemmer, som forsker inden for det naturvidenskabelige område. Men med Lasse Horne Kjældgaard får selskabet et medlem med fødderne solidt plantet i den danske litteraturhistorie.

Foruden at være professor i dansk litteratur ved Roskilde Universitet er Lasse Horne Kjældgaard blandt andet tidligere direktør for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, hvor han har stået i spidsen for en række Karen Blixen-udgivelser, han er tidligere redaktør af kultur- og litteraturtidsskriftet Kritik og forfatter til flere bøger, senest bogen – og doktorafhandlingen vel at mærke – ”Meningen med velfærdsstaten” om forholdet mellem dansk litteratur og politik i perioden 1950-1980. Blandt hans litterære helte er sammen med Karen Blixen også Søren Kierkegaard og Villy Sørensen, som han alle har beskæftiget sig med i sin forskning. Foruden medlemskabet i Videnskabernes Selskab er litteraturprofessoren blandt andet også medlem af Det Danske Akademi og medlem af bestyrelsen for Rungstedlund-fonden, som Karen Blixen stiftede i 1958.

Det var dog ikke i litteraturen, men i Hjørring, langt fra både Rungstedlund i Nordsjælland og Videnskabernes Selskabs lokaler i København, at Lasse Horne Kjældgaard, der er født i 1974, først satte sine fødder. Her voksede han op som søn af to sygeplejersker, der begge arbejdede på hospitalet i den nordjyske by.

På bogreolerne i hjemmet fandtes en broget blanding af litteratur, fra sygeplejebøger til ”Hvem hvad hvor”-bøger og fiktionsværker, og allerede som barn var Lasse Horne Kjældgaard interesseret i familiens ”assorterede bibliotek”. Endnu mere interesseret var han dog i det lokale bibliotek i Hjørring, der for alvor blev hans indgang til den litterære verden, som han har beskæftiget sig med siden.

Et fyldigt bibliotek er der i dag også i hjemmet på Østerbro i København, hvor han bor med sin hustru, der har læst dansk og oldtidskundskab og arbejder i en fagforening, samt parrets to sønner.