Fra kulturhistorie i Grønland til religiøs kunst i Lemvig

Kunsthistoriker og museolog Christine Løventoft betragter sig selv som kristen på et ”afslappende, privat niveau”. Fra den 1. august er hun ny direktør ved Museet for Religiøs Kunst i Lemvig

Christine Løventoft er pr. 1. august ansat som ny direktør for Museet for Religiøs Kunst i Lemvig. Hun kommer fra en stilling som museumsleder i Sisimiut i Grønland. – Presse
Christine Løventoft er pr. 1. august ansat som ny direktør for Museet for Religiøs Kunst i Lemvig. Hun kommer fra en stilling som museumsleder i Sisimiut i Grønland. – Presse. Foto: Museet for Religiøs Kunst.

I sine studieår arbejdede Christine Løventoft i en periode på Øregård Museum i Hellerup og var da med til et udstillingssamarbejde med Museet for Religiøs Kunst i Lemvig. Lige siden har hun haft lyst til at arbejde der, og nu går det ønske i opfyldelse. Pr. 1. august er hun stedets nye direktør og dermed af bestyrelsen valgt til at videreføre traditionen med at indfange religiøse og eksistentielle temaer i dansk og international kunst.

Hendes eget forhold til kristendommen er en ægte og engageret interesse, og, som hun siger:

”Jeg opfatter mig selv som kristen og er troende på et afslappende, privat niveau.”

I hendes barndomshjem, hvor moderen var dansk protestant og faderen græsk ortodoks, fyldte religionen ikke ret meget, men der blev diskuteret eksistentielle emner.

”Forholdet mellem kunst og religion går langt tilbage og er en fantastisk måde at belyse livets store spørgsmål på. Der er så mange eksistentielle temaer i nutiden, eksempelvis vores bekymring for klimaet, der kan tages op via samtidskunsten, og det glæder jeg mig meget til at være med til,” siger hun.

38-årige Christine Løventoft, der er mag.art. i kunsthistorie og museologi (museumsdrift), er i øjeblikket museumsleder ved Sisimiut Museum i Grønland. Her har hun blandt andet været med til at omdanne en af Grønlands ældste kirker, Den Blå Kirke, til et museumsrum. På Museet for Religiøs Kunst får hun mulighed for at arbejde videre med sin interesse for Grønland, da museet er i besiddelse af ”Den østgrønlandske samling”. En samling, der er skabt af Søren Andersen, der i 1960’erne var distrikts- og hospitalslæge i Grønland.

”Jeg har haft fire spændende og meget lærerige år i Grønland og ser frem til at kunne bruge noget af min viden derfra i min kommende stilling. Museet for Religiøs Kunst er et ambitiøst og velfungerende museum båret frem af et stort lokalt engagement. Jeg har mange idéer til udstillinger og en yderligere synliggørelse af museet,” siger Christine Løvengren.

Hun er vokset op i København, men betragter sig selv som naturmenneske. Hun har da også tilbragt de fleste af sine somre i Vestjylland. Morfaderen havde i nærheden af Vedersø et nedlagt landbrug, som blev brugt som familiens sommerhus.

”Jeg elsker den egn og glæder mig til at flytte til Lemvig,” siger hun.

I Sisimiut har hun mest arbejdet med formidling af kulturhistorie, og det passer hende fint, at hun i Lemvig på bedre vis kan få forenet sine faglige kompetencer inden for kunsthistorie og museologi. Foruden mag.art.-titlen fra Københavns Universitet erhvervede hun i 2009 en MA i museumsstudier ved University of London. Hun har i sine studieår foruden jobbet på Øregård Museum også arbejdet på Statens Museum for Kunst, Thorvaldsens Museum og Victoria & Albert Museum i London.

Bestyrelsesformand for Museet for Religiøs Kunst, Michael Böss, fremhæver Christine Løventofts akademiske kvalifikationer og praktiske erfaringer fra højt estimerede museer i Danmark og England samt hendes personlige engagement i museets emnekreds.

”Specielt i en tid, hvor kunstmuseerne både forventes at udvikle deres formidling, bidrage til forskning og spille en rolle for folkeoplysningen i lokalsamfundet, er det vigtige kvalifikationer,” siger han.

Christine Løventoft afløser Signe Kahr Sørensen, der har været konstitueret leder af museet siden januar, hvor den hidtidige direktør Gerd Rathje opsagde sin stilling. Hun flytter til Lemvig med sine to døtre på ti og seks år, som hun har fra et tidligere forhold.