Fra pigtrådsrockstjerne til projektmager

Den 68-årige musiklærer Flemming Poul Giese står i disse dage i spidsen for River Art 2017 med fuldmåne- forestillingen ”Waternymph” med over 1000 medvirkende i Silkeborg

Flemming Poul Giese har haft travlt som projektleder og producer på projektet River Art, som ”Waternymph” er en del af. – Privatfoto.
Flemming Poul Giese har haft travlt som projektleder og producer på projektet River Art, som ”Waternymph” er en del af. – Privatfoto.

Badet i projektørlys rejser en operasangerinde iklædt en kæmpe kjole sig 10 meter op i luften over Gudenåen, mens hun synger om tidernes morgen i Silkeborg, længe før byen opstod, efter en rigmand engang sendte sin søn til området for at starte en papirfabrik ved Gudenåen. Sådan spredte Silkeborg sig. Og sådan starter performanceshowet ”Waternymph”, der gennem 25 minutter fortæller Silkeborgs historie, der slutter med en moderne rap, inden der sendes balloner ”ud i universet”, som den lokale musiklærer Flemming Poul Giese udtrykker det.

Han har siden oktober sidste år været ansat som producer og projektleder på projektet River Art, som ”Waternymph” er en del af, der har krævet over 1000 medvirkende. Lige fra de professionelle performancekunstere, Comediants fra Barcelona, der blandt andet også stod for afslutningsceremonien under De Olympiske Lege i Barcelona, til lysdesignere, en komponist og lokale frivillige og dansere, som medvirker som statister.

Showet, der i disse dage kan ses i Silkeborg klokken 23.10, er et af de størst anlagte shows under Kulturhovedstad Aarhus og Region Midtjylland. Og Flemming Poul Giese har været med fra begyndelsen, da foreningen bag projektet River Art blev oprettet for tre år siden for at tilføre mere kultur til Silkeborg Ildfestregatta, der i forvejen er en af Danmarks største folkefester.

Selv har Flemming Poul Giese efterhånden i mange år sat sit aftryk på Silkeborgs kulturliv som både musiklærer og kulturskoleleder. Og ved siden af sit job som projektleder på ”Waternymph” er han stadig guitarlærer og orkesterleder på Den Kreative Skole i Silkeborg.

Her har han boet i mange år sammen med sin hustru, socialpædagogen Sanne Bådum, hvor parret også har fået to børn. Men oprindelig er han selv fra Amager, hvor hans far var smed på B&W. I fritiden spillede faderen både banjo, guitar og mundharpe ”til husbehov”. Men Flemming Poul Gieses egen vej ind i musikken var gennem pigtrådsmusikken, som han tidligt selv blev en del af som guitarist i et af de store danske pigtrådsorkestre, Alrune Rod, der turnerede i flere lande og blandt andet varmede op for store bands som The Who, Led Zeppelin og Pink Floyd.

Sidst i 1960’erne ernærede han sig således som professionel musiker, inden han læste musikvidenskab på Aarhus Universitet. Siden har han arbejdet som både musikpædagog på blandt andet psykiatrisk afdeling på Silkeborg Sygehus og musiklærer på blandt andet Bjerring Friskole, hvor han var med til at starte musiklinjen, ligesom han blandt andet har været leder af Gjern Musikskole.

Sideløbende har han været involveret i mange forskellige musikalske projekter som både komponist, iscenesætter, musiker og forfatter. Han er medstifter af orkesteret Tajga og medstifter af og formand for Rytmisk Musikforening i Silkeborg, ligesom han også har været med i flere forskellige musikalske arbejdsgrupper i Silkeborg Kommune. I 2008 blev han afdelingsleder og it-ansvarlig på Den Kreative Skole i Silkeborg, hvor han blandt andet også stod for etableringen af et indspilningsstudie, ligesom han har været formand for NO. 9 International Electronic Music Festival i Silkeborg.

Sådan har han længe været vant til at være lidt af en kulturblæksprutte. Og på en måde binder han i disse dage en pigtråd på sin egen baggrund som søn af B&W-smed, når han er kaptajn på det store projekt på vandet i Silkeborg.