Fra pinsekirken og Kristendemokraterne til folkekirken og Socialdemokraterne

Bodil Kornbek, der i morgen fylder 50 år, har bevæget sig både politisk og kirkeligt. Da det ikke lykkedes hende at forny Kristendemokraterne, skiftede hun til Socialdemokraterne, og hun er også skiftet fra pinsekirken til folkekirken

0”Jeg ville ikke længere være medlem af et religiøst, men af et politisk parti,” siger Bodil Kornbek om skiftet fra KD til S. –
0”Jeg ville ikke længere være medlem af et religiøst, men af et politisk parti,” siger Bodil Kornbek om skiftet fra KD til S. –. Foto: .

Det er for alvor blevet tid til refleksion og eftertanke for Bodil Kornbek. I morgen fylder hun 50 år, og det har sat gang i de mere eksistentielle tanker, fortæller hun. Hvad brænder jeg for? Hvad skal jeg prioritere her i livet? Er der noget, jeg burde gøre anderledes?

Spørgsmål, der er er mundet ud i en erkendelse af, at livet som politiker på Christiansborg giver mening for Bodil Kornbek, og hun er derfor ikke i tvivl om, at det er det helt rigtige at stille op til Folketinget for Socialdemokraterne.

LÆS OGSÅ: Hver tredje folketingskandidat har skiftet parti

Hun har ellers tidligere foretaget nogle markante retningsskift. Og mens det er lykkedes for hende at ændre på både de indre og ydre linjer hos sig selv, lykkedes det knap så godt, da hun indtil 2005 var partiformand for Kristendemokraterne (KD).

Her var hendes mission at forny partiet, men allerede efter kort tid kom hun i modvind på grund af støtte til blandt andet fri abort.

Med de nye politiske udmeldinger ønskede den læreruddannede partiformand at modernisere partiet og i stedet for de klassiske emner som abort og porno at fokusere mere på en række blødere områder som familie, miljø og hensynet til de svageste. Alt dette for at skabe den nødvendige vælgertilslutning, som led et gevaldigt tilbageslag, da KD blev stemt ud af Folketinget ved valget i 2005.

Men Bodil Kornbeks ønske om at forny partiet blev køligt modtaget af baglandet, hvor det borgerlige, indremissionske Vestjylland vejer tungt.

Utilfredsheden kulminerede i 2008, da Bodil Kornbek under partiets landsmøde blev vraget som partiformand til fordel for Bjarne Hartung Kirkegaard.

Det satte imidlertid ikke en stopper for Bodil Kornbeks politiske ambitioner. Som barn af en arbejderfamilie og med støtte til S-formand Helle Thorning-Schmidt som statsminister var det ikke overraskende, at Bodil Kornbek en måned efter KD-landsmødet sendte en indmeldelsesblanket til Socialdemokraterne.

Ud over partiskiftet har Bodil Kornbek også sagt farvel til pinsekirken, hvor hun tidligere var aktiv. Inden for de seneste år har hun meldt sig ind i folkekirken og kommer i dag i Sorgenfri Kirke, hvor hun sætter pris på åbenheden, folkeligheden og rummeligheden, som hun formulerer det. Derudover vil hun ikke komme nærmere ind på baggrunden for sit valg.Og hvad angår partiskiftet, har hun besluttet sig for ikke at tale for meget om årsagerne til sin udtrædelse af Kristendemokraterne.

Jeg ville ikke længere være medlem af et religiøst, men af et politisk parti. Når man blander sin personlige tro ind i partiets politik, så har man mistet evnen til at skelne. Det er, hvad hun i dag vil sige om den sag.

Bodil Kornbek er kandidat i Grevekredsen.

skytte@k.dk