Prøv avisen

Fra ridderlig minister til politisk skraldemand

Erik Ninn-Hansen (K) nåede 41 år som politiker på Christiansborg. Foto: Keld Navntoft.

Historien om den konservative politiker Erik Ninn-Hansen er historien om en af nyere tids største politiske rutsjeture. Fra kongeligt dekoreret minister til dømt i Tamilsagen. I morgen fylder Ninn-Hansen 90 år

I foråret 1990 satte Ekstra Bladet den tidligere justitsminister og formand for Folketinget Erik Ninn-Hansen (K) stævne for et interview. Anledningen var den verserende affære med den nyligt detroniserede minister i centrum, den såkaldte Tamilsag, og interviewet skulle kaste lys over hans rolle i samme. En sag, der handlede om Ninn-Hansens og hans ministeriums sagsbehandling i 1988-89 over for en række tamilske asylsøgere fra Sri Lanka, som ønskede at blive familiesammenført med deres pårørende i Danmark.

LÆS OGSÅ: Konservativ helt ind til fiskebenet

Men interviewet kastede ikke blot lys over sagen, det kom på ganske enkel vis til at indramme eftertidens billede af Erik Ninn-Hansen. Således spurgte Ekstra Bladets journalist:

Alt efter temperament kan man frygte eller frydes over at Ninn-Hansens navn efter 37 år i Folketinget vil blive knyttet uløseligt sammen med et ord, Tamilsagen, og måske kun den, når vor tids politiske historie skal skrives?

Hertil svarede Ninn-Hansen:

Ja, det kan du måske have ret i.

Ekstra Blads-journalisten fik mere eller mindre ret. For den i morgen 90-årige Erik Ninn-Hansen er blevet synonym med Tamilsagen, en af nyere tids største politiske skandaler. En skandale, som endte med at vælte den borgerlige regering under Poul Schlüters (K) ledelse knap tre år efter interviewet, og som omtrent to år senere gav Ninn-Hansen en plettet straffeattest, da der faldt dom i rigsretssagen imod ham. Her lød dommen på fire måneders betinget fængsel for at have tilsidesat de pligter, der påhviler ham efter Grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed.

Den dom har domineret eftermælet for gårdejerens søn fra Skørpinge nær Slagelse, der ved sin afsked med Folketinget i 1995 kunne skrive 41 Christiansborg-år på cvet sammen med tre ministerposter og et formandskab for tinget.

Den karriere forsøgte Ninn-Hansen flere gange undervejs i rigsretssagen at redde stumperne af, når han i interview undrede sig højlydt over, hvorfor ingen andre politikere havde reageret på den ulovlige sagsbehandling i hans justitsministerium. Men da han godt 10 år senere, i 2003, stillede op til interview med Morgenavisen Jyllands-Posten, lød der anderledes erkendende toner:

Der var ingen tvivl om, at ansvaret for det, der skete, var mit alene (...) Jeg ønskede ikke, at embedsmændene skulle trækkes ind i noget. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at undgå det, fordi ansvaret var mit alene, sagde han.

På det tidspunkt havde Erik Ninn-Hansen ladet sig pensionere i sin Charlottenlund-villa og havde dermed også sagt farvel til det advokaterhverv, han udøvede både før og efter sit politiske virke. Et erhverv, som i stil med hans politiske virke også var stormombrust, for Ninn-Hansen fungerede som forsvarsadvokat i straffesager og tog blandt andet sager for flere rockere, som siden blev optaget i Hells Angels.

Ombrust har også eks-politikerens privatliv været. Dog ikke på den skandaløse måde, men på den tragiske. For mens Tamilsagen rullede, både mistede han sin eneste datter med hustruen Astrid Ninn-Hansen og led selv et slagtilfælde, hvorfor han ikke mødte under rigsretssagen.

Trods sygdom har han siden skrevet flere bøger om dansk politik og jura, der nu optræder på det cv, som dog mangler særligt én anerkendelse: den Dannebrogorden, som kongehuset havde tildelt Erik Ninn-Hansen. Men efter Tamilsagen krævede kongehuset ordenen tilbage, så en julidag i 1995 stod Ninn-Hansen alene på Amalienborg Slotsplads, mens hustruen Astrid returnerede ridderkorset indenfor.