Fra Rødding Højskole til landspolitik

Han er et nyt ansigt i folketingssammenhæng, men Venstre-manden Carl Holst er absolut ikke ny i hverken politik eller i partiet. Han spås desuden en ministertaburet

Venstre-politikeren Carl Holst er opvokset på Rødding Højskole og kan nu være på vej i Folketinget med højskoleværdier i bagagen.-
Venstre-politikeren Carl Holst er opvokset på Rødding Højskole og kan nu være på vej i Folketinget med højskoleværdier i bagagen.- . Foto: Scanpix.

Han tror på samtalen i politik. Han tror på, at vejen frem ikke er med udgangspunkt i enighed. Vejen frem begynder med uenighed og med grundtvigsk vekselvirkning gør man så alt, hvad man kan for at blive enige.

I går tydede meget på, at Venstres Carl Holst nu skal skifte lokalpolitik ud med landspolitik, selvom de personlige stemmer ikke er talt op. Selv ville han ikke dagen efter valget udtale sig om, om han er enig. Det havde han ikke forudsætninger for, lød det.

Ydmygheden forholdt Carl Holst sig til for få måneder siden i et interview med JydskeVestkysten. Her sagde han, at han har skuffet en del folk igennem sit liv.

”Der har helt sikkert været nogle, der ikke kunne forstå, hvorfor jeg kunne bruge dem i en valgkamp, men ikke senere ansætte dem i en stilling. Man er nødt til at have spidse albuer for at komme dertil, hvor jeg er i dag. Man skal også have brutaliteten til at tage svære og grimme beslutninger, som påvirker andre mennesker. Men magtfulde mennesker uden ydmyghed, de er farlige. Man er nødt til samtidig at have en god portion ydmyghed og empati, ellers bliver man et koldt menneske,” sagde Carl Holst.

Synet på enighed og uenighed i politik stammer blandet andet fra politikerens opvækst. Han er født i 1970 og opvokset på Rødding Højskole som søn af højskolelærer, forhenværende borgmester og folketingsmedlem for Venstre Peter Holst. I dag bor Carl Holst fortsat i Rødding med hustruen Lone, der er uddannet skolelærer. Sammen har de børnene Mads, 17 år, Magnus, 15 år, og Maja, 11 år.

Carl Holst forklarer, at som barn af den danske højskolebevægelse var det naturligt at blive uddannet folkeskolelærer. For han har altid gerne villet hjælpe andre med at udvikle deres potentiale. Han arbejdede efter endt uddannelse som lærer, og i sommeren 2000 blev han bedt om at være amtsborgmester i Sønderjyllands Amt.

Forud for det fulgte en række politiske engagementer. Som 15-årig meldte han sig ind i Venstres Ungdom, og senere blev han også landsformand. Ligesom han blev valgt ind i Venstres Hovedbestyrelse i 1992, hvor han har siddet siden. Han var medlem af Sønderjyllands Amtsråd fra 1994, og i 2006 blev Carl Holst regionsrådsformand i Region Syddanmark. Han har meddelt, at hvis han bliver valgt til Folketinget, trækker han sig som formand, og bliver han ikke valgt, stopper han næste gang, der er valg til Regionsrådet.

Diskussionen om multireligiøse rum på sygehusene i området brød dermed ud med Carl Holst som regionsrådsformand. Region Syddanmark gjorde det til et regionalt mål, at fremtidige sygehuse først og fremmest skulle indeholde multireligiøse rum. Argumentet lød, at opgaven i fremtiden er at inkludere alle, og derfor skal der ikke være faste religiøse symboler.

Ud over en plads på Christiansborg er det blevet spået, at Carl Holst får en ministerpost. Han er da også blevet betegnet som en del af de inderste cirkler i partiet, og han har støttet formand Lars Løkke Rasmussen, når han i den seneste tid har været i modvind.

Carl Holst er en mand, der spås mange personlige stemmer. Tidligere har det dog været beskrevet, hvordan modstandere mener, han er i stand til at iklæde sig argumenter til enhver lejlighed.