Prøv avisen

Fra spærregrænsen mod stjernerne

Præstedatteren og økonomen Margrethe Vestager forener med sin person De Radikales todelte rodnet hos på den ene side de grundtvigske lærer- og højkolekredse i provinsen, på den anden side de økonomisk bevidste og globalt orienterede storby-intellektuelle. – Foto: Preben Madsen.

Efter fire år som radikal leder og et forår i centrum af dansk politik ser Margrethe Vestager ud til at toppe på det helt rigtige tidspunkt

Når man betragter Radikale Venstres lange parlamentariske historie, synes to grundregler at tegne sig: Dels begår de andre partier en fatal fejl, når de undervurderer den radikale leder. Dels begår den radikale leder en fatal fejl, hvis han eller hun overvurderer sig selv og begynder at drømme om statsministerposten.

For Radikale Venstres 43-årige gruppeformand og parlamentariske leder, Margrethe Vestager, er begge regler højaktuelle. Da hun i juni 2007 overtog ledelsen af partiet fra Marianne Jelved, var det et parti i opløsning, som syntes at være i færd med at miste samtlige vælgere til udbryderne fra Ny Alliance. Ved valget i november 2007 blev mandattallet omtrent halveret fra 17 til 9. Og i årene, der fulgte, førte det stadig tættere samarbejde mellem Socialdemokraterne og SF til, at Margrethe Vestager og hendes parti var uden for indflydelse på såvel regering som opposition.

Dermed så det ud til, at nogle af de bange anelser, det radikale bagland havde i forhold til den nye leder, skulle blive bekræftet: At hun nok var en dygtig politiker med en ægte radikal profil, men at hun manglede den fornødne barskhed til at kunne gå mange runder i bokseringen mod Danmarks mest hårdtslående politiske ledere.

Men alting ændrede sig, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på årets første dag i 2011 satte efterlønnen på dagsordenen. Dermed begyndte en valgkamp før valgkampen, som handlede om økonomisk ansvarlighed i krise-tider et tema, der passede den radikale leder godt. Resultatet blev den tilbagetrækningsreform, som VK-regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale var sammen om, og som en rød regering med eller uden radikal deltagelse kan blive tvunget til at acceptere.

Dermed tog Margrethe Vestager fusen på sine fæller i den røde blok, som troede, de kunne tage hendes støtte for givet og derfor ikke behøvede betale for den. Vestager peger stadig på en regering under Helle Thorning-Schmidts (S) ledelse. Men hun har senest med alliancen med De Konservative vist, at man aldrig skal undervurdere en radikal leder.

Selv underspiller Margrethe Vestager gerne, at hun taktisk har udspillet sine fæller i rød blok: Jeg lærte tidligt, at ordet aldrig ikke har plads i politik. Heller ikke fornærmet. Politik er til løsninger, at acceptere nederlag, at finde argumenter, som man håber overbeviser, skriver hun i sin kortfattede selvbiografi på partiets hjemmeside.

Den lidt længere historie om Margrethe Vestager er historien om præstedatteren fra Ølgod, som var aktiv i elevrådet i folkeskolen, gik et år på en kristen efterskole og tog matematisk-musisk studentereksamen fra Varde Gymnasium. Om en pige med begge ben på jorden, hvis foretrukne fritidsinteresser er madlavning, bagning og håndarbejde, og hvis farmor og faster bestred det erhverv, hun efter eget udsagn anser for det vigtigste overhovedet. De var skolelærere.

Selv blev hun dog hverken præst eller lærer, men drog derimod til hovedstaden, tog en universitetsuddannelse i økonomi og gjorde lynkarriere i statsadministrationen, inden hun som blot 29-årig blev undervisnings- og kirkeminister i Poul Nyrup Rasmussens SR-regering. Da var hun allerede forhenværende landsformand for sit parti.

Med den baggrund forener hun de to grundstrømninger, der siden stiftelsen i 1905 har udgjort Radikale Venstres bagland: På den ene side den intellektuelle storbyakademiker, der har globalt udsyn og lytter til de økonomiske vismænd. På den anden side den mere folkelige gruppe af grundtvigske skolelærere, præster, højskolefolk og smålandbrugere i provinsen. En måling her i avisen har vist, at De Radikale ville blive det største parti, hvis alene danske præster har stemmeret, og Højskolebladet har i en tilsvarende undersøgelse fundet frem til, at det samme er tilfældet, hvis de ansatte på højskoler bestemte det hele.

Som politiker har Margrethe Vestager ry for at være velforberedt, men måske lige lovlig teknokratisk eller ligefrem arrogant i sin fremtoning. Selv betoner hun, at det afgørende er at få gennemført så mange som muligt af de radikale idéer. Hun viderefører en særlig partitradition for at manøvrere på en måde, som, hvis valget reduceres til sort-hvidt, enten-eller, ja-nej, får De Radikale til at fremstå uberegnelige, ubeslutsomme eller ligefrem skizofrene, men som for partiet selv handler om at vægte politisk indhold over blokpolitik.

Netop nu ser hendes formkurve ud til at toppe på det helt rigtige tidspunkt, så hun bliver valgets store vinder og erobrer de mandater tilbage, som De Radikale vandt i 2005 og tabte igen i 2007. Det glæder selvfølgelig partilederen, som i et radiointerview på DR P1 i sommer nøgternt konstaterede, at der lugter grimt nede ved spærregrænsen.

Men turen fra lugten ved spærregrænsen og opad mod stjernerne kan slutte med et styrt som i den græske myte om Ikaros. I 1968 førte en kæmpe radikal valgsejr til, at partiets leder, Hilmar Baunsgaard, blev statsminister, men efter én valgperiode var han ude igen og måtte også snart gå som leder. I 1988 blev partileder Niels Helveg Petersen kørt i stilling til statsministerposten under sloganet Nu er det forår og Niels Helveg. Partiet kom i regering med V og K, men et valgnederlag to år efter sendte partiet ud igen og kostede Helveg magten. Efterfølgeren, Marianne Jelved, fik ni år som vicestatsminister 1993-2001 og en valgsejr i 2005, men da hun begyndte at bejle til statsministerposten og stille ultimative krav, førte det til hendes afgang.

Nu er det Margrethe Vestager, som efter sin taktiske triumf må svare på journalisternes smigrende spørgsmål om, hvorvidt hun skal være statsminister. Kender hun den radikale historie, svarer hun nej.

mikkelsen@k.dk