Fra udstødt til anerkendt grønlandsforsker

Den 67-årige dr.phil. Thorkild Kjærgaard blev nærmest landsforvist i 2001, men kontroversielle udtalelser ynder han stadig

Thorkild Kjærgaards idé med at lade Dansk Folkepartis Søren Krarup arrangere en udstilling om sin opfattelse af danskheden på Sønderborg Slot medførte et ramaskrig og en fyring. –
Thorkild Kjærgaards idé med at lade Dansk Folkepartis Søren Krarup arrangere en udstilling om sin opfattelse af danskheden på Sønderborg Slot medførte et ramaskrig og en fyring. –. Foto: Erik Luntang.

Kim Leines prisbelønnede roman Profeterne i Evighedsfjorden er en velskrevet og dygtigt komponeret roman.

Sådan skrev afdelingsleder ved Grønlands Universitet, dr.phil. Thorkild Kjærgaard i et essay i lørdagsavisen.

Men historikeren og tidligere museumsinspektøren Kjærgaard ville ikke være Kjærgaard uden en fortsættelse. Og den lyder: Men man skal ikke lade bogens budskab om undertrykkelse og uret i korsets navn forstyrre ens nattesøvn. For det er ikke andet end postkolonial propagandistisk bragesnak ...

LÆS OGSÅ: Prisvindende propaganda

Thorkild Kjærgaard er født i 1945 i et landbrugsmiljø i Nørre Felding ved Holstebro og tilbragte også sine ungdomsår som landbrugselev. Men han har med egne ord levet en anonym og på mange måder personligt usikker tilværelse, indtil den internationale opmærksomhed ramte ham med doktorafhandlingen fra 1991: Den danske Revolution 1500-1800. En økohistorisk tolkning, som tre år efter udkom på engelsk.

Fra 1989 til 98 var han museumsinspektør på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg, fra 1999 til 2001 museumsinspektør ved Sønderborg Slot og fra 2002 afdelingsleder, siden institutleder og nu igen afdelingsleder ved Grønlands Universitet.

Med doktorafhandlingen var han tæt på de 40 år og følte selv, at han nu vidste nok om verden til at udtale sig om den og tingenes sammenhæng.

Og det gjorde Thorkild Kjærgaard så. Men det med at stikke en finger i jorden kneb det med.

I 1997 udtalte han, at det faglige niveau på humaniora blev forringet, når der var en overvægt af kvindelige studerende. Det udløste et ramaskrig, og få år efter blev hans kontrakt med Frederiksborg-museet ikke forlænget.

Et endnu højere ramaskrig lød der to år efter, at han var blevet ansat på Sønderborg Slot. Her fik han i 2001 idéen med at lade Dansk Folkepartis Søren Krarup arrangere en udstilling om sin opfattelse af danskheden. I dag ville det næppe have udløst en sønderjysk krig. Men museets bestyrelse og lokalpolitikere fik ham fyret samme år, både på grund af udstillingen og hans ledelses- og samarbejdsevner. Og nu ville ingen museer røre den i øvrigt højt begavede og akademisk meget dygtige museumsmand med en ildtang.

Og i Jyllands-Posten skrev Thorkild Kjærgaard en kronik, hvor han kaldte en navngiven kollega for fagligt middelmådig, misundelig og jaloux. I 2002, hvor han var flyttet til Grønland, skrev han endnu en kronik, som blandt andet kritiserede den nye direktør for Nationalmuseet for, at han næppe kunne løfte museet op over det lidt søvnige Polle fra Snave-niveau, der allerede kendetegnede det.

I 2005 blev Kjærgaard i Information spurgt, om han troede, at hans facon havde lukket døre.

Til det svarede han: Ja, jeg tror da, at den har lukket flere døre, end den har åbnet. Jeg har i mine år som offentlig person ment, at jeg ikke bare havde ret, men også pligt til at sige, hvad jeg mente om offentlige anliggender.

Thorkild Kjærgaard kendte intet til grønlandsk historie, da han kom til universitetet i 2002.

Det gør han nu. Han og hustruen Katrine, der er teolog, arbejder og har arbejdet sammen om flere projekter, blandt andet et afsnit af antologien Fra vild til verdensborger, hvor ægteparret, som har fire børn, har undersøgt, hvad der findes af religiøse billeder i grønlændernes hjem. Cambridge Universitet har bedt Thorkild Kjærgaard om at skrive en fuldstændig Grønlands-historie.

Som han også siger til Information, så skal man have et projekt, som det er værd at bruge sit liv på.