Prøv avisen
Dagens portræt

Frivillig i Kirkens Korshær: Vi mister så meget, menneskeligt og økonomisk

”Da jeg blev pensioneret, var det naturligt for mig – som en del af mit liv som kristen – at engagere mig i frivilligt arbejde, og det skulle enten være i Kirkens Korshær eller Blå Kors,” siger Erik Holst-Jørgensen, der er frivillig i Kirkens Korshær i Randers, hvor han har været med til at bygge en stor genbrugsbutik op. – Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.

Fællesskabet forsvinder, og pengene fosser ud af kassen. Men Erik Holst-Jørgensen, en af mange frivillige i de lukkede genbrugsbutikker, bevarer håbet i coronatider

”Du kommer bare. Jeg er der under alle omstændigheder.”

Erik Holst-Jørgensen er venlig og imødekommende i telefonen, da Kristeligt Dagblad ringer for at aftale et interview. Tidspunktet er ikke afgørende, lader han forstå, for han er at finde i Kirkens Korshærs nyeste genbrugsbutik i den sydlige udkant af Randers – tæt på Elvis Presley-museet Memphis Mansion – inden for normal arbejdstid. Han er ganske vist pensioneret for længst, og siden corona-krisen lukkede Danmark ned, har Kirkens Korshær – ligesom landets øvrige genbrugsbutikker drevet af kirkelige organisationer – været lukket. Et skilt på døren proklamerer da også, at butikken holder lukket, men at man håber på at åbne igen snarest muligt. Indenfor er Erik Holst-Jørgensen og et par andre i gang med at sortere og prismærke varer. Selvom butikken ikke er åben for kunder, arbejder en del af de omkring 30 frivillige videre i skiftehold.

”Det er ikke sjovt at se pengene fosse ud. Vi har det, som om det er vores egne penge – med den forskel, at hele formålet er, at de skal bruges til gavn for de mennesker herhjemme, som har allermest brug for støtte,” siger Erik Holst-Jørgensen.

Han er født i Langå og voksede op i Randers i en familie, hvor andagter, bordbøn, bibelkreds og kirkegang var en indgroet del af livet. Som barn og ung var han aktiv i KFUM, og især hans mor brød sig ikke om, at han blev væk fra et møde i teenklubben til fordel for en biograftur, mens hans far var mere pragmatisk og gerne lod børnene vælge til og fra blandt de kirkelige aktiviteter.

”Jeg har haft mine tvivl og overvejelser i løbet af livet, men på en eller anden måde har jeg holdt ved troen. Jeg er vokset ind i den og har fået meget med hjemmefra, som jeg kan konstatere, at jeg ikke kan undvære,” siger Erik Holst-Jørgensen.

Ligesom i sit barndomshjem begynder han og hans hustru dagen med en andagt, og de deltager også i bibelkredse og er trofaste kirkegængere.

”Når kirken ellers er åben,” som Erik Holst-Jørgensen siger.

Han forstår godt, at man må tage betydelige sundhedsmæssige forholdsregler for at begrænse coronasmitten. Men han er kritisk over for, at både kirker, forenings- og kulturliv og genbrugsbutikker bliver holdt lukket i så lang en periode.

”Vi mister så meget, både økonomisk og menneskeligt. Fællesskabet blandt os frivillige er helt unikt. Alle vil gå gennem ild og vand for denne her butik, fordi de selv har været med til at starte den,” siger Erik Holst-Jørgensen.

Han er uddannet kommis og har arbejdet i slagteribranchen – først som sælger, siden som indkøber. Derefter gik han på pension – troede han. I stedet fik han et fuldtidsjob uden løn i Kirkens Korshær.

Erik Holst-Jørgensen og de andre frivillige åbnede butikken den 15. november 2018 for de første kunder.

”Jeg er vokset op med, at man arbejder, til man er færdig, og kun holder fri, hvis der viser sig at være tid til det. Min far var selvstændig møbelsnedker og arbejdede fra klokken fem om morgenen til klokken ti om aftenen undtagen søndag, hvor han altid holdt fri,” siger Erik Holst-Jørgensen.

Han tæller ikke sine arbejdstimer i Kirkens Korshær men er ikke i tvivl om, at han de fleste uger bruger mindst 37 timer. Og selvom hans hustru i begyndelsen bedyrede, at butikken måtte være ægtemandens soloprojekt, er hun nu engageret i op til 30 timer om ugen.

”For mange af os fylder det rigtig meget, og derfor er det også en svær tid for de frivillige – især de enlige,” siger Erik Holst-Jørgensen.

Han mærker også selv, at corona-krisen har sat en stor del af det sociale liv på standby.

”Min kone og jeg har en stor del af vores vennekreds omkring kirken, så derfor er det næsten alle vores fællesskaber, der går tabt for en tid. Det er trist at aflyse den ene bibelkreds efter den anden, og troen bliver da også sat på prøve. Men jeg tror ikke på nogen måde, at coronaepidemien er Guds straf, og jeg er sikker på, at han er med os i alt det her.”8