Fuld af musik

Højskoleforstander, folketingspolitiker, rektor for Det Jyske Musikkonservatorium og organist. Henrik Svane har været vidt omkring, og i morgen fylder han 60 år

Højskoleforstander, folketingspolitiker, rektor for Det jyske Musikkonservatorium og organist. Henrik Svane har en alsidig karriere bag sig. -- Arkivfoto.
Højskoleforstander, folketingspolitiker, rektor for Det jyske Musikkonservatorium og organist. Henrik Svane har en alsidig karriere bag sig. -- Arkivfoto.

– Jeg vil beskrive min livssituation lige nu som vidunderlig. Jeg har et meget rigt liv, jeg er en fri mand, som kan gøre lige hvad jeg vil. Jeg er nået dertil, hvor jeg kan fylde livet med musik, siger Henrik Svane, som i morgen fylder 60 år.

Fødselaren har en alsidig karriere bag sig. Mange husker Henrik Svane fra hans tid som folketingspolitiker for Det Radikale Venstre. Han sammenligner sit møde med radikal politik med at blive inficeret med en bacille, og da han i 1994 stillede op for Det radikale Venstre, blev han stemt næsten helt til tops blandt de radikale i Nordjylland, kun overgået af partiets formand, Marianne Jelved, som han siden blev stedfortræder for i Folketinget.

I sin folketingsperiode fra 1997 til 2001 var han partiets ordfører på kultur-, kirke-, undervisnings- og flygtningeområdet. På sidstnævnte område kunne han hente erfaring fra sin tid som leder af Dansk Flygtningehjælp i Nordjylland.

Men det helt centrale i Henrik Svanes liv indtil videre har været musikken. Han blev i sin tid uddannet cand.phil. i musikvidenskab fra Aarhus Universitet. Efter en årrække som højskolelærer ved Danebod Højskole var han stifter af og blev forstander ved Den Sønderjyske Højskole for Musik og Teater i Toftlund, en af de få højskoler, som stadig er fyldt til sidste plads. I sine lederjob har han kunnet bruge sine musiske evner. – For både som dirigent og som leder af en virksomhed står man jo i spidsen og skal stimulere visse steder og sætte ind andre steder, siger han.

Fra 2001 til 2003 var Henrik Svane rektor for Det Jyske Musikkonservatorium i Århus, og dermed blev ringen sluttet, for som studerende var han selv elev her, først med klaver og siden med orgel som hovedfag. Og orglet er igen kommet i centrum, for de sidste par år har han været organist i Hvidbjerg Vesten Å Kirke i Svankjær i Sydthy, Danmarks mindste landsbykirke. Her underviser han af og til konfirmanderne for sognepræst Kaj Mogensen. Derudover er han dirigent for tre kor i Nordvestjylland, hvoraf de to skal opføre Mozarts "Requiem" til april.

Henrik Svane voksede op i et missionsk hjem, og i sine unge år brød han med denne baggrund, hvilket efterlod et tomrum.

– For herefter opstod fornemmelsen af at have kastet barnet ud med badevandet. Men i mine højskoleår blev jeg grebet af det grundtvigske frisind, og jeg trives i dag i den del af kirken, for der er højt til loftet. Jeg elsker at fejre gudstjeneste og spille i en fyldt kirke med en syngende menighed, siger han.

Tidligere og nuværende kolleger beskriver Henrik Svane som et engageret, inspirerende, entusiastisk og meget levende menneske, og en god samarbejdspartner. Fra sin tid på Christiansborg huskes han som en politiker, som turde være kontroversiel og gå imod strømmen. Radikale partifæller glæder sig over, at han stadig er at finde i Det Radikale Venstre som menigt medlem. Politikken har stadig sin plads i det daglige, for Henrik Svane er en flittig debattør.

Privat er Henrik Svane gift med Marianne Christiansen, som er sognepræst ved Thisted Kirke, tidligere provst i Skørping og kandidat til bispeembedet i Ribe i 2003. Præstegårdens rummelighed udnyttes til fulde, for sammen har parret seks børn i alderen 6-20 år, heraf fem hjemmeboende. Henrik Svane har desuden to voksne børn fra et tidligere ægteskab.

kirke@kristeligt-dagblad.dk