Gabold og det afklarede forhold til døden

Han står bag tv-serier som ”Krøniken” og ”Borgen” og har med dem skabt debat om nationalisme. I dag fylder Ingolf Gabold 75 år, og han har allerede købt sit gravsted

Ingolf Gabold mener selv, at han er ­formet af først at være udvist fra Tyskland til Danmark for derefter at blive stemplet som tysker i Danmark. –
Ingolf Gabold mener selv, at han er ­formet af først at være udvist fra Tyskland til Danmark for derefter at blive stemplet som tysker i Danmark. – . Foto: Martin Lehmann/Polfoto.

Hvad skal der stå på din gravsten? Det spørgsmål har Ingolf Gabold allerede forholdt sig til. I dag fylder komponist og tidligere dramachef i DR Ingolf Gabold 75 år, men inden vi taler mere om hans død, skal vi kaste et blik på hans liv.

Gabold blev født i 1942 i den tyske by Heidelberg. Efter krigen blev han og hans danske mor sendt tilbage til Danmark, hvilket var en mærkværdig oplevelse for den godt femårige dreng, som kun havde tyske erindringer og kun kendte det tyske sprog. Moderen holdt ham i hjemmet, indtil han kunne dansk, og i skolen løj han og sagde, at faderen boede i Tyskland, men egentlig var amerikansk pilot. Selv mener Ingolf Gabold, at han er formet af først at være udvist fra Tyskland til Danmark for derefter at blive stemplet som tysker i Danmark. At nationalismen allerede dengang kostede ham et fædreland og en far, som han langsomt mistede kontakten til.

Redningen kom imidlertid, da han i tredje klasse begyndte på sangskolen på Sankt Annæ Gymnasium. Her mødte han et mangfoldigt og multietnisk miljø, og pludselig var han ikke den eneste med udenlandske rødder. Den obligatoriske opremsning af bedrifter vil om Ingolf Gabold indeholde, at han i 1967 fik sin diplomeksamen fra Det Jyske Musikkonservatorium. Han har undervist ved Statens Teaterskole og fungeret som lektor i medievidenskab ved Aarhus Universitet, ligesom han har forfattet bøger og komponeret flere musikstykker. Mest kendt er han dog nok for at have været ansat i DR ad flere omgange, senest som dramachef fra 1999 til 2012, hvor han var ophavsmand til prisvindende serier som ”Rejseholdet”, ”Krøniken”, ”Borgen”, ”Forbrydelsen” og ”1864”. Netop omkring disse serier skabte Gabold sidste år en del debat, da han udtalte, at de for ham havde været politiske projekter, protester over den nationalisme, han ser afspejlet i Dansk Folkeparti i Danmark.

Gabold blev ”tvangspensioneret” fra DR, da han rundede de 70, og de seneste fem år har han udviklet tv-serier i samarbejde med blandt andet Eyeworks og TrustNordisk. Han tør faktisk ikke tage den med ro, for han er bange for, at det skal tage livet af ham, som han siger. Med det ledes vi tilbage til Ingolf Gabolds død. Som han selv formulerer det, så håber han, at han en dag bare ”styrter direkte forover”.

I hans hjem, hvor konen Kikke Hagen er læge, er døden et ganske usentimentalt emne. Derfor har ægteparret allerede købt et gravsted på Holmens Kirkegård i København. Stenen står også klar med inskriptionen ”Memoria – Attentio – Expectatio”. Med henvisning til den senantikke kirkefader Augustinus er det en påmindelse om, at tid er et mentalt anliggende. Det er et familiegravsted, for Gabold og hans hustru var enige om, at de ikke ville efterlade hinanden med den slags store beslutninger, når den ene en dag er borte. Derfor har de valgt stedet og stenen sammen. Børnene ved, at gravstedet er der, men de har ikke været der. Gabold har vist dem billeder fra sin telefon, men de synes, at det er lige morbidt nok. Selv synes han, at det er nødvendigt at gøre op med det tabu, der er omkring døden i Vesten.

Ingolf Gabold bor på Østerbro i København med hustruen Kikke Hagen. Han har tre børn og et barnebarn.