Generalen kom og gik med dramatik

Tidligere forsvarschef Christian Hvidt blev kendt som en mand med krudt i. I morgen fylder han 70 år

Christian Hvidt sagde farvel til forsvaret, da han manglede opbakning fra sine generaler.
Christian Hvidt sagde farvel til forsvaret, da han manglede opbakning fra sine generaler. . Foto: Mogens Ladegaard.

Han både kom og gik med dramatik, den tidligere forsvarschef Christian Hvidt, som i morgen fylder 70 år. Han blev forsvarschef, da forgængeren, Hans Jørgen Garde, blev dræbt ved et flystyrt i et af forsvarets egne Gulfstream-fly. Hvidt er selv uddannet pilot og har fået topkarakter i både Canada og England, og han var en af de første danskere, der fløj F-16-fly.

LÆS OGSÅ: Musikalsk diva fra en svunden tid

Da Christian Hvidt trådte af som forsvarschef i maj 2002, fik han dog ikke den ære at se en formation af jagerflyene vinke farvel til chefen. For han gik i utide efter et voldsomt opgør med den daværende forsvarsminister, Svend Aage Jensby (V). Hvidt måtte nøjes med, at over 300 ansatte i Forsvarskommandoen i Vedbæk stod og klappede farvel til tonerne af honnørsignalet, blæst af to gardehusarer.

Dagen forinden, den 16. maj, oplevede Christian Hvidt, at hans sammenkaldte generaler ikke gav ham den opbakning i krigen mod forsvarsministeren, som han forventede. En for en havde de fleste rejst sig og sagt fra. Så gik chefen.

Striden med forsvarsministeren handlede blandt andet om Hvidts egen forestående, planlagte afgang. Han var fløjet til USA i forsvarets eget fly for at sige farvel. Han ville bruge lidt rigeligt med penge på sin afskedsparade, mente ministeriet, som opgjorde prisen til 1,7 millioner kroner. Hvidt selv og Forsvarskommandoen regnede det noget lavere, men dog synligt 300.000 kroner.

Hvidt blev kendt som en soldat med krudt i. Samtidig talte han allerede i 2003 med mere opmærksomhed end de fleste om et problem, som først mange år senere blev erkendt som stort: angreb mod it-systemer, som styrer hele samfundet. I dag retter USA kraftige ormeangreb mod it-systemerne i Irans atomanlæg. Frygten er, at Iran slår igen med virus, orme og trojanske heste mod Vesten.

Efter sin fratræden blev Christian Hvidt blandt andet medlem af bestyrelsen for Maersk Inc. i USA og bestyrelsesformand for Semler, der importerer bilmærkerne Audi, VW, Seat og Skoda.