Generalsekretær: De døde er os nær

Generalsekretær i Bibelselskabet Birgitte Stoklund Larsen, der står i spidsen for udgivelse af en ny bibeloversættelse, svarer på en række livsspørgsmål

Birgitte Stoklund Larsen har længe været beskæftiget med udgivelsen af den nye bibeloversættelse, der hedder ”Bibelen 2020”. – Foto: Leif Tuxen.
Birgitte Stoklund Larsen har længe været beskæftiget med udgivelsen af den nye bibeloversættelse, der hedder ”Bibelen 2020”. – Foto: Leif Tuxen.

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

På det personlige plan er det helt klart, at mine børn er flyttet hjemmefra. Det har ændret fundamentalt på min hverdag, at der ikke længere sidder unge mennesker ved middagsbordet, og har gjort mig opmærksom på, at jeg er gået ind i en ny livsfase.

Arbejdsmæssigt har udgivelsen af den nye bibeloversættelse ”Bibelen 2020” fyldt virkelig meget. At få lov at dykke ned i bibelteksten på den måde har givet mig adgang til et dybere lag. At læse teksten så langsomt, som man gør, når man arbejder med oversættelse, gør, at jeg har fået øje på nye ting, blandt andet i profet-teksterne i Det Gamle Testamente, og jeg har fundet mange nye yndlingssteder.

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

Den tid, hvor mine børn var små. Selvom alle undersøgelser viser, at det er den periode i livet, hvor man er mindst lykkelig, ser jeg tilbage på det som en tid med mange utroligt rige øjeblikke. Det er en krævende tid, fordi der er så meget, man kan bekymre sig over, for eksempel børn og et krævende arbejde. Der er så meget, der skal gå op. Men fornemmelsen af et lille barnehoved, der borer sig op i hulningen ved ens hals, sidder i én for altid. Det var en utroligt intens fase, fordi børn er så intense.

Hvilke personer – ud over din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

Jeg kan kun pege på mine forældre, som sikrede mig en tryg og god barndom. Jeg havde stor frihed under ansvar og blev givet en fornemmelse af, at jeg kunne gå ud i verden og klare mig. At være spejder var også med til at forme mig. At jeg som 12-13-årig fik ansvar for nogle, der var yngre, har været med til at give mig mod på at være leder.

Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?

Min far døde for snart 11 år siden, og selvom han havde levet et langt og godt liv, gjorde det mig opmærksom på, hvor meget ens forældre betyder. Han er meget nærværende for mig, og jeg tror, at mange mennesker erfarer netop det: At de døde er os nær. Jeg holder indimellem foredrag om Grundtvig og hans forhold til sin anden kone, som døde forholdsvis ung, og som han blev ved med at skrive digte til og om i flere år efter hendes død. Han holdt ikke op med at leve og engagere sig i nye ting, men han holdt det spor åbent samtidig. Når jeg fortæller om det og læser op af Grundtvigs tekster, skaber det stor genkendelse hos mange mennesker – og ofte også lettelse og taknemlighed, fordi de selv oplever en sorg, som de har tænkt, var sygelig eller forkert, fordi den afdøde stadig er meget nærværende hos dem mange år efter.

Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?

Det gør man vel i det små hele tiden. Når man siger ’jeg elsker dig’ til et andet menneske, for eksempel. Men helt konkret husker jeg også, hvordan det føltes, da jeg som spejder byggede svævebaner og stod 6-7 meter oppe og skulle hoppe ud. Den selvovervindelse, der skulle til, og lettelsen og stoltheden bagefter. Jeg tror, at det er vigtigt, at man som barn oplever at gøre noget, man ikke tør, og at overleve. At man vover springet.

Hvor ser du dine forældre i dig selv?

Jeg ser begge mine forældre i en vis stædighed eller fasthed – at der er noget, jeg vil, og noget, jeg ikke vil. Det kan være besværligt og dumt, men også klogt og kærligt. Desuden har jeg let til tårer, og det har jeg nok fra min far. Det, der var vigtigt for ham, fremkaldte let tårer hos ham, og sådan har jeg det også. Man siger, at tårer afspejler noget sandt menneskeligt, for hos dyrene finder man ikke tårer, og jeg kan godt tilslutte mig beskrivelsen af sårbarhed som noget meget menneskeligt.

Hvad tror du på?

Jeg tror på Gud og på opstandelsen, og jeg finder min tro beskrevet i salmerne og Bibelen og den kristne tradition. Linjerne ”Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn, ud hans hånd mig river af dødens garn” fra salmen ”Se, nu stiger solen af havets skød” er en meget præcis beskrivelse af min tro.

Beskriv en scene fra din barndom.

I førskolealderen havde jeg en legekammerat, Lars. Vi var altid sammen og fandt på alt muligt. Engang havde vi bygget en hule i et piletræ i skellet mellem to marker, og der sad vi så med vores saftevand. Så kom ham, der ejede den mark, som lå op til skellet, gående med sit jagtgevær. Vi sad helt stille deroppe, og han opdagede os ikke. Hvorfor den scene står så tydeligt for mig, ved jeg ikke. Jeg tror, det hænger sammen med, at det var et meget uovervåget børneliv. Vi havde vores egen verden, og verden lå åben for os.