Geologen, der genopdagede maleriet

Per Kirkeby er sin generations mest internationalt berømte danske kunstner. Den position er den flittige og målrettede kunstner ikke kommet sovende til. I morgen fylder han 75 år

En samtale med Per Kirkeby er aldrig ligegyldig, lyder det fra en af hans venner. –
En samtale med Per Kirkeby er aldrig ligegyldig, lyder det fra en af hans venner. –. Foto: Rune Evensen.

Som ung uddannede Per Kirkeby sig som geolog, og han var blandt andet på en ekspedition i Grønland for at undersøge de geologiske lag i jorden der. Men det er lagene i hans egne kunstværker, han er blevet verdenskendt for at udforske og forfine. Og i dag er Per Kirkeby et navn, der åbner døre til verdens fineste museer og gallerier.

Gennem sin karriere har han både haft talent og held til at være de rigtige steder på de rigtige tidspunkter. Og det kom til at farve hans kunstneriske forståelse at blive en del af Eks-skolen i 1962, hvor han sammen med kunstnerkollegerne Poul Gernes, Peter Louis-Jensen og Bjørn Nørgaard udforskede de nye udtryksmuligheder, de fandt i popkunst, happening og minimalisme.

Per Kirkeby kom også tidligt til at udtrykke sig både skriftligt og gennem film, og han har skrevet digte og ikke mindst sat ord på sin egen kunst gennem flere bøger. Men det er først og fremmest maleriet, der er blevet hans foretrukne medie. Og på mange måder var han med til at genopdage maleriet i en tid, hvor andre kunstneriske udtryksformer ellers stjal billedet. Det blev bemærket, da han blandede billeder fra mode- og pornoblade og tegneserier ind i sine tidlige popkunstværker, der med tiden blev mere og mere abstrakte, i takt med at han arbejdede målbevidst med at skabe nye lag i sine værker.

Afgørende for hans internationale karriere blev hans gennembrud i Tyskland, hvor hans værk blev læst på en helt anden analytisk måde, end han tidligere havde været vant til. Det hjalp ham til at rendyrke sin egen stil som både kunstner og teoretiker. Fra 1978-1989 var han således professor ved Kunstakademiet i Karlsruhe og siden 1988 ved Kunstakademiet i Frankfurt. Og i mellemtiden blev han selv et stort navn på den globale kunstscene på grundt af sin rendyrkede ekspressive og abstrakte udtryksform, som dog ofte sværmer om de samme motiver, som på en måde altid har ligget aflejret i hans værker, uanset hvor umiddelbart abstrakte de har virket gennem tiden.

Således mente Kristeligt Dagblads anmelder engang, at man stadig kunne skimte motiver som ørkenen, bjergene, skovene, hulen og hytten, som han også tidligt indlejrede i sine værker. Og den stil har også givet ham mange udsmykningsopgaver gennem tiden. Det kan nok forpuste de fleste læseheste at skimme hans værkliste igennem, men i Gyldendals åbne encyklopædi fremhæves især det mægtige loftsmaleri på Det Kongelige Biblioteks udlånsbro (1999), bronzeskulpturer til Bundesratsgelände i Berlin (2000) og et lofts- og vægmaleri på 500 kvadratmeter i det nye Auditoriehus ved Aarhus Universitet (2001).

Desuden har han lavet kapitelbilleder til Lars von Triers film Breaking the Waves (1996) og scenografi til New York City Ballets opsætning af Svanesøen i 1999 og udsmykket kirker, for eksempel en totaludsmykning af Frejlev Kirke 1996-2002 og en altertavle til Sct. Mortens Kirke i Randers 2004.

I udlandet har han længe været efterspurgt til at fortælle om sin kunst. Han er som få andre kunstnere i stand til at sætte ord på sin kunst. En ven fortæller, at en samtale med Per Kirkeby aldrig er ligegyldig. For Kirkeby er en mester til at udtrykke sig, hvad enten det foregår i ord, maleri, skulptur eller film. Og det har betalt sig for den flittige kunstner, der her på sin 75. fødselsdag kan se tilbage på en imponerende karriere, der er mundet ud i æresbevisninger og høje auktionspriser på hans værker. De senere år har den verdenskendte dansker dog især arbejdet i Danmark, hvor han både har et hus på Læsø og i Hellerup. Privat er han gift med Mari Anne Duus Jørgensen.