Geologiprofessor giver liv til sten og fortiden

Han er både morsom, klog og oplysende, og om en måneds tid bliver han hyldet for det af Danmarks Radio. Minik Rosing, professor i geologi, modtager Rosenkjærprisen 2013

Minik Rosing boede i Grønland, indtil han var tre år. Men han har ikke glemt øen, og hvert år besøger han den igen. –
Minik Rosing boede i Grønland, indtil han var tre år. Men han har ikke glemt øen, og hvert år besøger han den igen. –. Foto: Mette Frandsen.

Professor i geologi Minik Rosing taler, så man lytter. Sådan lyder det fra Eske Willerslev, der er kollega til Minik Rosing på Naturhistorisk Museum i København, og som sidste år modtog DRs ærefulde Rosenkjærpris for 2012. En pris, som Minik Rosing, der er født i Grønland og jævnligt vender tilbage dertil, nu modtager 2013-udgaven af ved et arrangement den 20. november i Koncerthuset i DR Byen. Prisen er en hæder, der gives til en fremtrædende forsker eller kulturpersonlighed, der har formået at formidle et vanskeligt emne på dansk.

Jeg har altid sagt, at han er en meget klog mand, og det er på en god måde. Han siger virkelig begavede ting, og det passer så godt til den måde, han taler på, hvor han har den her helt perfekte rigsdanske dialekt. Desuden er han virkelig morsom og meget klar, når han formidler. Hvor min facon er mere plattenslageragtig, så er han forfinet og avanceret. Og så har han jo først og fremmest begået virkelig innovativ forskning og er meget anerkendt, fortæller Eske Willerslev.

LÆS OGSÅ: I fars fodspor men helt sin egen

Det er netop forskningen, den 56-årige Minik Rosing er kendt for. Tilbage i 1999 var han blandt andet manden bag en banebrydende videnskabelig opdagelse, da han påviste, at der var en form for liv på Jorden 300 millioner år tidligere end, hvad man hidtil havde troet, nemlig for 3,8 milliarder år siden. De spor havde han fundet i et grønlandsk klippestykke 150 kilometer nord for Nuuk.

Og Minik Rosing behøver ikke meget andet end en sten eller et klippestykke for at begejstre, når han skal formidle sin forskning. Det siger Kristoffer Frøkjær-Jensen, vært på Videnskabens Verden på P1 hos Danmarks Radio.

Han kan i en helt unik grad forbinde den fortid, han sidder med mellem fingrene, til den grundlæggende historie om, hvor vi alle sammen kommer fra. Han får det til at leve. For hvad rager det egentlig os, hvad der skete for flere milliarder år siden? Det formår han virkelig at svare på.

Så selvom det kan virke ubetydeligt eller uforståeligt for os andre, formår Minik Rosing at skabe en fortælling, der gør, at man nærmest kan se for sit øje, hvor den lille sten kommer fra, og hvad den har oplevet på sin vej. Det er Minik Rosings særlige evne, lyder det fra DR-journalisten.

Det svarer til at gå rundt med en biolog, der gør dig opmærksom på, at nu synger den ene fugl til den anden, og det gør den fordi sådan og sådan. Han skaber en helt anden tilgang til det, vi ser, og åbner ens øjne for dele af verden, som man slet ikke ved eksisterer, forklarer Kristoffer Frøkjær-Jensen.

Det er det her helt særlige talent for at se ud over vandene, der gør Minik Rosing unik, fortæller Eske Willerslev. Han kan gøre det interessant for mange og ikke blot de nørder, der i forvejen er vilde med sten fra fortiden.

Det er ikke klassisk tør geologi, og så besvarer hans forskning jo nogle helt grundlæggende spørgsmål, som mange er interesserede i. Hvor lang tid går mennesket og tiden egentlig tilbage? Det forklarer han, så det bliver relevant, interessant og forståeligt for helt almindelige mennesker.

Minik Rosing er gift med læge Tine Keiser-Nielsen, har tre børn og bor i Humlebæk i Nordsjælland.