Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
Jeg har altid været meget taknemmelig for min barndom. Jeg fik utroligt meget af mine forældre og havde en ældre storebror, som var meget omsorgsfuld. Det var et oplyst hjem med bøger på væggene og klaver på gulvet, og det gav mig en god start på livet og en let tilgang til mange ting, som jeg ikke har behøvet at kæmpe mig til. Det er jo et svineheld, at man ender sådan et sted og får det privilegium.
Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind i samme profession som dig?
Korpsånd kan være udmærket og nødvendig i den journalistiske branche, som da jeg selv var på TV Avisen, men man bliver også nødt til at kunne vågne op, iføre sig kværulantens kappe og gå i krig. Det er vigtigt for ens egen skyld, så man bliver tvunget til at tænke sig om og ikke bare løber med flokken, men det er også vigtigt for ens publikum. Kværulanteri er dog kun spændende, hvis man kan sige noget, som andre ikke siger, og det kræver flid. Ellers bliver man bare sur og dum at høre på. Derfor skal man også være flittig – selvom det lyder kedeligt.
Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
Savnet og sorgen mærker man for alvor, når man selv bliver gammel. Jeg har været så heldig at have mange nære venner og en god familie, og derfor kommer disse tab som stød hele tiden. Man skal meget ofte tage en sort frakke på og gå til begravelse – lige indtil man ikke behøver at tage den på mere.
Men det er klart, at forældretabet er uafvendeligt, og det er også med årene måske det store livstab, man føler stærkest. Der er et behov for at stille ens forældre nogle spørgsmål, som man aldrig fik stillet. Hvilket måske er fint, for der er jo også en form for tryghed i at leve i illusionen om visse ting.
Hvor ser du dine forældre i dig selv?
Det er egentlig sjældent, at jeg tænker, at der er noget, som mine forældre har taget fejl i eller vildledt mig omkring. Jeg ser meget af deres livsopfattelse i mig selv. Deres livsopfattelse handlede først og fremmest om at være tolerant og at se humanistisk på tingene. Der kan jeg genkende deres ord i mine egne tanker og i min fortvivlelse over intolerancen. Det kan stadig gøre mig trist, når nogen siger noget ondskabsfuldt om andre uden grund eller tegner nogle åndssvage tegninger af en anden tros profet. Der kan jeg mærke mine forældre i min egen fortvivlelse.
Hvad ville du gerne have gjort anderledes?
Jeg havde en rædsom skoletid på det meget konservative Frederiksberg Gymnasium. Der var nogle rædselsfulde lærere, som jeg den dag i dag fortryder, at jeg aldrig sagde fra overfor. Én af underviserne er det eneste menneske, som jeg nogensinde har hadet, og jeg hader ham stadig den dag i dag. De var ekstremt ambitiøse om, at eleverne skulle lære en masse, om de så skulle tæves til det. Det udviklede sig til en magtfordrejning og et magtmisbrug, som jeg aldrig har glemt. I dag tænker jeg tit på, hvorfor jeg dog ikke havde modet til at konfrontere dem, for i stilheden ligger accepten af tyranniet og diktaturet.
Hvad tror du på?
Jeg tror ikke på noget i en religiøs forstand. Jeg har mange troende venner, men jeg taler sjældent med dem om det, for der er ingen grund til at tage den diskussion. Man kan jo ikke argumentere imod, at Vorherre er i himmelen, hvis folk tror det, og det har jeg også dyb respekt for. Jeg tror, at ens opvækst er afgørende, og i mit barndomshjem var det religiøse helt ude. Da min far lå for døden, sagde han, at der ikke skulle være noget tro i hans begravelse. Og så skulle det for Guds skyld være billigt. Sådan var parolen. Det er et nøgternt forhold at have til den afslutning, som, vi alle sammen ved, kommer. Det er ikke behageligt, men det er sådan, indretningen er, og der er ingen steder, man kan klage over det.
Beskriv en scene fra din barndom.
Jeg husker dengang, jeg som fireårig mistede troen på menneskeligheden, som var det i går. Jeg cyklede på en trehjulet cykel gennem Frederik den Sjettes Allé, hvor vi boede de første år af mit liv. Eller jeg gik nærmest, for jeg turde ikke slippe jorden med fødderne. Jeg kørte hen til nogle piger, der stod lidt længere nede ad vejen, og én af dem spurgte så, om jeg vil have en figen. Og det var jo spændende dengang. Så jeg sagde, at det vil jeg da gerne, hvorefter hun stak mig en øretæve – altså en ørefigen.
Det var et brud på tilliden, og det var virkelig et af de største chok, jeg har haft her i livet. Det kan man så grine af, og jeg har da også oplevet værre siden, men ikke desto mindre var det en meget alvorlig oplevelse for mig, og jeg var nødt til at kæmpe ret aktivt for at få tilliden tilbage sidenhen.