”Det er ganske forfærdeligt at være offer for offentlig sladder, og det har jeg prøvet ofte. Når man træder frem i offentligheden som skuespiller, som jeg har gjort, bliver man jo hurtigt genstand for folks snak på godt og ondt. Og sladderen kunne jeg godt undvære. Men allerede for 40 år siden sagde min daværende mentor på Det Kongelige Teater, John Price, til mig, at jeg skulle til at læse H.C. Andersens ’Det er ganske vist’,” sagde Ghita Nørby her i avisen i 2014. Og det skulle ikke blive sidste gang, folk sladrede om Danmarks måske største nulevende skuespillerinde.
Ghita-gate kaldte flere det endda – især i medierne herhjemme med den lykkelige danske mangel på virkelige skandaler – sidste år, efter hun i et Radio24syv-interview tillod sig at skælde en yngre journalist ud for åben kæmpemikrofon. Og så sent som i DR’s nytårsshow for et par uger siden om året, der gik, måtte den store danske skuespiller forklare det mislykkede radiointerview med, at der var grænser for, hvad hun ”ville have” hjemme i sit eget hus i Holte. Det klappede alle af i DR’s Koncertsal, men sidste år delte ”Ghita-gate” altså befolkningen op i to. Nogle satte Ghita Nørby i gabestokken på Facebook for at være blevet for hensynsløs og grov, mens andre roste hende for at sige fra over for en journalist, som tydeligvis var mødt op med sin egen dagsorden og lidt af en ”teknologisk invasion i form af helt overdrevent udstyr”, som journalisten måske ovenikøbet også gemte sig lidt bag. ”Du giver ikke noget,” sagde Nørby til journalisten: ”Du er inden i en skal!”.
Det var godt set, mente professor Bent Meier Sørensen, som her i avisen roste den danske diva for at demaskere tidsånden: ”I det timelange interview fremstår Ghita Nørby knivskarp, uhyre generøs og med en sjældent set intuition for, hvad der er gået galt i vores samfund,” skrev han. Og ifølge Ghita Nørbys mangeårige veninde, fløjteniststjernen Michala Petri, kan man også bedst forstå Ghita Nørby som ”et fantastisk og meget autentisk menneske”.
”Hun giver ikke køb på menneskeligheden, bare fordi det er mere bekvemt. Hun har en lynskarp sans for, om folk er ægte. Hun forlanger ægte opmærksomhed, men først og fremmest fra sig selv. Vi andre kan godt have en maske på, men hun ser hver situation og hvert øjeblik, som det er. Og når hun er på, hvad enten det er i en samtale eller på scenen, er det med al sin opmærksomhed,” siger Michala Petri og tilføjer, at Ghita Nørby af samme grund har mange venner, der støtter hende:
”Hun er i høj grad også sine venners ven. Hun er sød og vanvittigt sjov at være sammen med.”
Den kendte skuespillerinde har da også venner i alle aldre – blandt andre designeren og forfatteren Jim Lyngvild, som hun for nylig var aktuel sammen med i DR-programmet ”Jim og Ghita”, hvor de to farverige personligheder rejste rundt i landet sammen, ligesom hun i 2017 var frisk på et endog meget langt filmkys med Nikolaj Lie Kaas i en reklame for Zulu Comedy Galla.
Det var i øvrigt via sådan et filmkys, hun mødte sin anden mand, Dario Campeotto, i ”Han, hun, Dirch og Dario” i 1962. Sammen fik de sønnen Giacomo Campeotto, inden de gik hver til sit. Senere blev hun gift med og skilt fra Jørgen Reenberg og siden Svenn Skipper, men i dag passer Ghita Nørby sine roser og sin aktive karriere som ugift i topform. Og i øjeblikket er hun såmænd også biografaktuel i thrilleren ”Harpiks”, som hun kan lægge oven i andre mere end 100 film på repertoiret og et utal af roller på teater og tv, ligesom der i tidens løb er kommet en pæn stak bøger om og med Ghita Nørby.
Ghita Nørbys skuespilkarriere tog sin begyndelse, da hun i 1954 søgte ind på Det Kongelige Teaters Elevskole, hvor hun selv blev taget i skole af store personligheder på den hårde måde, men hun blev hurtigt en ung stjerne på scenen, og hendes berømmelse tog for alvor fart, da hun sideløbende med sine teaterroller indledte en tv- og filmkarriere. Mange husker hende nok som bedårende skønhed i ”Vagabonderne på Bakkegården” (1958) og ”Baronessen fra benzintanken” (1960), men talentet rakte også til de største karakterroller på Det Kongelige Teater og i dansk film. Rollen som Ingeborg Skjern i tv-serien ”Matador” gjorde hende for alvor til folkeeje, mens hendes præstationer i film som ”Dansen med Regitze” (1989), ”Arven” (2003) og ”Stille hjerte” (2014) kun har tydeliggjort hendes evner som karakterskuespiller, der også har indbragt hende mange priser. Og med alderen har hun tilmed fundet fred i at turde mere, uanset hvad andre synes, som hun forklarede i 2014 her i avisen:
”Jeg er altså ikke bange for at sige dumme ting. Jeg dummer mig hele tiden, og hvis man ikke siger tingene højt, lærer man ikke af sine fejl. Det er ikke mig at være utydelig. Jeg vil hellere sige tingene højt og tage fejl. Det er en egenskab, jeg har og har fået mere og mere.”