Hvis man skal gøre status over et liv, fokuserer man ofte på de afgørende, omvæltende valg, der var med til at forme det. Men for Else Kristine Purreskov var det snarere livet, der traf afgørende, omvæltende valg på hendes vegne, som hun siden lærte at leve med.
Sådan fortæller Grethe Purreskov om sin mor, Else Kristine Purreskov, der døde den 28. marts i en alder af næsten 92 år efter at have været syg med alzheimer.
Else Kristine Purreskov blev født den 8. september 1925 i Gudme på Sydfyn og flyttede med sine forældre og en lillebror i en tidlig alder til Langå, hvor hun boede det meste af sit liv, og den 1. april blev begravet. I Langå Kirke blev hun i 1954 gift med sønnen fra nabogården, som hun var vokset op sammen med. De bosatte sig på hans forældres gård, hvor parret sammen fik to børn og levede af at dyrke de 14 tønder land, der hørte til gården.
Efter 17 års ægteskab døde Else Kristine Purreskovs mand af lungekræft. Og syv år efter døde en lillesøster, som hun havde et særligt tæt forhold til i sit voksenliv. Hvis hun var vred eller bitter over de dødsfald, der var med til at forme hendes liv, skjulte hun det godt. Hun var en kvinde, der gik alene med sin sorg ligesom med sin tro, der var et stilfærdigt, men vigtigt bagtæppe i hendes liv.
”Hun er den slags menneske, som går i kirke, selv når den lokale præst holder fri,” som Langå Kirkes præst engang beskrev hende.
Else Kristine Purreskov var gift i 17 år, men enke i 46 år. Hun arbejdede hårdt for at forsørge sine børn og få enderne til at mødes og satte en stor ære i at kunne klare sig selv. Det var et levn fra hendes ungdom i krigstiden, hvor hun tjente på forskellige gårde og oplevede, at forsyningerne var knappe, og alt kunne bruges, hvis man tænkte kreativt nok. I Langå blev hun kendt som en kvinde, der tog udfordringerne med oprejst pande og i stiv arm.
En af de sygeplejersker, der var omkring hende i hendes sidste år, beskrev hende som en ”livsglad kvinde, der altid var i godt humør og altid var klar med en sjov bemærkning”.
I en alder af omkring 50 år blev Else Kristine Purreskov hjemmehjælper. Hun havde ikke videre lyst til at arbejde uden for hjemmet, og arbejdet skulle først og fremmest sikre brød på bordet til familien.
Men med tiden krøb det ind under huden på hende og endte tæt ved hendes hjerte: Hun blev nær veninde med en af de kvinder, hun var hushjælp hos. Og en af de andre, hun plejede, en af de ældre mænd, der boede alene, blev inviteret til at holde jul med hendes familie – og fik både selskab og en cigar i julegave.
Gradvist ændrede hjemmeplejearbejdet karakter og gav mindre plads til de nære, personlige relationer, som Else Kristine Purreskov vægtede højt. Da hun valgte at gå på pension, oplevede hun for første gang at stå uden ansvar for andre end sig selv. Hun boede fortsat på gården i en del år, men bosatte sig i 2002 i et mindre rækkehus i Ørbæk tæt på Langå, købte en lille rød Fiat, gik til seniorkor og aftenskole på plejehjemmet og lærte på sine ældre dage at kniple og hækle. I sin alderdom fik Else Kristine Purreskov mulighed for at træffe valg for sig selv, som livet tidligere havde truffet for hende. Hendes pensionisttilværelse blev nogle af de gladeste år i hendes liv, hvor især hendes to børn og fire børnebørn havde en særlig plads, fortæller hendes datter, Grethe Purreskov.