"En alvorlig optimist". Digteren Erik Stinus, der fylder 75 år i dag, anerkender med glæde det prædikat, som kollegaen Henrik Nordbrandt har hæftet på ham. Om nogen er han fortrolig med verdens dårligdomme. Alligevel holder han af den. Og bestræber sig på at se lyst på dens fremtid. Lyrikeren Søren Ulrik Thomsen har sagt om hans digte, at de på én gang er elegier og hymner. Det første, fordi Stinus begræder og kritiserer de forhold, som hovedparten af jordens befolkning lever under. Og det andet, fordi hans lyrik indeholder "vidunderlige besyngelser" af den skønhed, der også findes på jorden.
Erik Stinus er en digter med globalt udsyn – og en politisk digter. Men han understreger, at hans tekster ikke er ideologiske slagsange eller programskrifter. Den politiske dimension er en del af hans forfatterskab, fordi den er en del af hans liv. Han står uden for de litterære grupperinger. Måske – som professor Thomas Bredsdorff har bemærket – fordi han "har været for modernistisk for de politiske og for politisk for modernisterne". Stinus har i mange år været en meget rejsende forfatter. Det er han ikke mere. Han lider af leukæmi og måtte i vinter forlade sin lejlighed på Østerbro i København for at flytte på plejehjem.
Erik Stinus, der var et barn med hang til drømme, stammer fra Vordingborg, hans far var lærer og hans mor koncertpianist. Hans forslugne læsning af Rudyard Kipling overbeviste ham om, at Indien måtte være det bedste sted i verden. Ud, ville han, ud! Og det kom han straks efter studentereksamen: Han blev ungtjener på et skib, der anløb byer i Pakistan, Indien, Sri Lanka og Burma. I havnene havde han god tid, cyklede omkring og sugede den fremmede virkelighed til sig. Det var eventyrligt. Og det var voldsomt.
Hjemme igen begyndte Erik Stinus at læse på Blaagaard Seminarium i København. Udlængselen rev i ham, han gennemførte dog, fik eksamen i 1956 og virkede i perioder indtil 1962 som folkeskolelærer.
Han blev en del af hovedstadens venstreintellektuelle miljø – og kom for alvor i gang med at skrive digte. Hans debutsamling, "Grænseland", forelå i 1958.
I 1957 blev Erik Stinus gift med en indisk kvinde, Sara Mathai, som han havde truffet ved en ungdomsfestival i Warszawa. Hun var dengang lektor ved universitet i Bombay. Parret var fra 1965 til 1968 ulandsfrivillige i Tanzania, efterfulgt af et længere ophold i Indien. Dertil rejser i flere asiatiske, afrikanske og latinamerikanske lande. Stinus, der blev enkemand i 2006, har udgivet en lang række digtsamlinger, romaner og oversættelser. Sidste år, i halvtredsåret for hans debut, udkom et digtudvalg på 475 sider, "En tusindedel træ i vinteren". Han har modtaget adskillige priser, i april i år den internationale Nazim Hikmet-pris, opkaldt efter en stor tyrkisk digter.
Han ved det: Afslutningen er nær. I bevidstheden om dette udtalte Erik Stinus sig i et interview i Politiken i forrige måned om sit forhold til tro. Hans far kom fra et indremissionsk hjem, men søgte senere mod grundtvigianismen. At dagens fødselar i barndommen gik i søndagsskole, blev anset for en selvfølge.
– Jeg bryder mig ikke så meget om skelnen mellem tro og ikke-tro. Jeg mener, at et menneskeliv kan rumme begge dele. At det kan rumme tvivlen. Jeg kan stadig høre min mors ord på dødslejet: "Jeg ved, jeg skal i himlen, Erik, men det er så svært at komme derom." Både det at tro og det ikke at tro er udtryk for noget dybt menneskeligt, og jeg mærker kimen til begge dele i mig selv, siger Erik Stinus.