England for cirka 30 år siden. En 10-årig dansk turist vil gerne have en is, og hendes forældre giver lov — hvis hun selv bestiller isen på engelsk. Du kan godt. Du tør godt. Hvor galt kan det gå? Pigen køber isen.
Egypten for cirka 20 år siden. Et ungt par er lige blevet kærester på Oure Idrætshøjskole, hvor hun var for at danse, han for at lære bjergbestigning. Nu er de på bustur med turistmave i kvælende varme, og han har kastet så meget op og er så dehydreret, at hans vejrtrækning pludselig stopper. Hun råber panisk på hjælp, men ingen i turistbussen reagerer, så hun må selv. Du kan godt. Du tør godt. Hun får ham smidt på det hårde busgulv og givet kunstigt åndedræt. Livet vender tilbage. Parret er i dag stadig sammen, gift og forældre til to børn.
Dansk Røde Kors for cirka 10 år siden. En ung kvinde bliver headhuntet til bestyrelsen, fordi hun har været med til at fordoble omsætningen i Ungdommens Røde Kors som formand i denne organisation. Alle andre Røde Kors-bestyrelsesmedlemmer er mindst dobbelt så gamle, men de viser tillid, og efter få år overtager den unge kvinde ledelsen og bliver den yngste Røde Kors-præsident i noget land nogensinde. Du kan godt. Du tør godt.
I 2014 tiltræder den da 33-årige Hanna Line Jakobsen og bliver mange steder i den humanitære verden brugt som et billede på, at bare fordi man er ung og kvinde, er der ingen grænser for, hvilke poster man kan arbejde sig frem til, hvis man tør gå efter dem.
I morgen fylder hun 40 år og kan se tilbage på en lang karriere inden for humanitært arbejde, der foreløbig er kulmineret med et job som programchef eller senior vice president i Novo Nordisk Fonden.
Hun står i spidsen for Fondens satsning på at støtte det sociale og humanitære område med 400 millioner kroner årligt, hvoraf omkring halvdelen fordeles i Danmark og den anden halvdel ude i verden. De projekter, hun arbejder med, retter sig i høj grad mod socialt udsatte børn og handler om at give dem læring, sundhed og tro på egen fremtid.
”Jeg er opdraget til, at hvis man har et overskud, skal man dele det med andre. Jeg er så heldig, at jeg selv har et godt fysisk helbred og voksede op med kærlige og tillidsfulde forældre,” siger Hanna Line Jakobsen, der henviser til historien med isbutikken som eksempel på, hvordan hun blev lært op til at tage ansvar.
Et lidt større ansvar end købet af en is, tog hun på sig som stor teenager, da hun arbejdede som hjælper for en handicappet pige. Pigen ville gerne på sommerlejr med Ungdommens Røde Kors, men havde ingen at tage med. Det gjorde Hanna Line Jakobsen så — og kom ind i en fascinerende verden af unge, der arbejdede med engagement og ikke bare længtes efter næste kaffepause.
”Den måde, man var sammen med hinanden på, føltes som at komme hjem.”
Hanna Line Jakobsen understreger, at dette ikke skal forstås, som om der var noget i vejen med hendes hjem i Odder, hvor hun voksede op i et miljø præget af kirke og højskole, og i en ung alder blev kirkesanger.
”Jeg har min barnetro i behold og finder stadig ro, når jeg er i en kirke,” siger hun.
Meget ro var der ikke i teenageårene.
Hun gik i gymnasiet, spillede klaver, dyrkede springgymnastik og tog gymnastik-lederkurser, og nu engagerede hun sig så meget i Ungdommens Røde Kors, at hun som 17-årig fik dispensation til at tage Røde Kors’ lejrlederuddannelse, selvom hun endnu ikke var myndig. Det blev hun.
Hanna Line Jakobsen lægger ikke skjul på, at hun er en karrierekvinde, som går direkte derhen, hvor hun kan gøre sin indflydelse gældende. Men at hendes egen personlige berigelse ikke har meget med sagen at gøre, understreges af, at hele hendes engagement i Røde Kors har været ulønnet. Ved siden af har hun uddannet sig, er blevet DJØF’er og fået lønnede job i den humanitære verden.
En af de store udfordringer for humanitært arbejde er, at man vil gøre alt det gode, men det meste af indsatsen går til spilde. Her ser Hanna Line Jakobsen et mål i at sørge for, at der er mindst lige så meget iskoldt, DJØF-uddannet planlægning og beregning, som varmt engagement fra den frivillige sektor, når man udfører humanitært arbejde:
”Gode hjerter alene er ikke nok. Det er vigtigt for alle projekter, at de er velorganiserede og ikke kun virker på kort sigt,” siger programchefen, der personligt har rejst verden rundt og besigtiget, om projekterne virkede:
”Jeg har mødt mange stærke mennesker, som har været ramt af sygdom og fattigdom, men har formået at rejse sig ved at få en håndsrækning.”
Hele hendes eget liv har på samme måde været præget af de håndsrækninger, hun fik, og dem, hun derfor kunne give videre. Vigtigst af alt måske det førstehjælpskursus, hun tog som ung, og som gjorde hende i stand til at redde sin fremtidige mands liv den dag i bussen i Egypten:
”Det var et godt kursus. Jeg kan kun anbefale alle at tage sådan ét.”