Gorm Rye Olsen - en apolitisk verdensmand

Gorm Rye Olsen blev kendt som manden, der vidste, hvad Saddam Hussein tænkte under den første Golfkrig. Nu fejrer han 60 års fødselsdag

Gorm Rye Olsen fylder 60 år på søndag. -- Privatfoto.
Gorm Rye Olsen fylder 60 år på søndag. -- Privatfoto.

På søndag fylder dr.scient.pol. Gorm Rye Olsen 60 år, og langt størstedelen af de år har været brugt på hans store interesse for verden. En interesse, der med hans egne ord har betydet en livslang kærlighed til arbejdet som samfundsforsker.

Han blev kendt som Danmarks Radios ekspert i Mellemøsten under den første Golfkrig, og han var manden, der turde give et bud på, hvad der foregik i hovedet på Saddam Hussein. Det var langtfra et skud i tågen, for han kunne underbygge sine påstande med en 700-siders doktordisputats om økonomi og politik i den arabiske verden. En afhandling, der blev skrevet fra Det Amerikanske Universitet i Kairo, fordi hverken Saudi-Arabien eller Irak umiddelbart var ivrige efter at få besøg af den grundige forsker.

Det er verdens store forandringer, der især har Gorm Rye Olsens interesse, og hans studier har derfor bragt ham kloden rundt. Han kan kalde sig samfundsekspert i både Mellemøsten, Afrika og EU og kan med sin nuværende forskning snart føje Kina og USA til listen. Dansk partipolitik interesserer ham ikke det store, fordi det i hans optik tilhører småtingsafdelingen, og fordi det er vigtigt for Gorm Rye Olsen at holde sig politisk neutral i sin rolle som samfundsforsker. Han ønsker ikke at være smagsdommer, når han udtaler sig om verdens politiske forandringer.

Siden 2006 har Gorm Rye Olsen været Institutleder på Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet og kombinerer her sin enorme nysgerrighed over for verden med den nye interesse i ledelse. Et job, der gør ham klogere på en anden måde. Nemlig på sine medmennesker, når han som leder skal tackle medarbejdernes glæde og vrede. Men selvom Gorm Rye Olsen nu er leder af et af de største samfundsfaglige institutter i Danmark, prioriterer han stadig at forske selv. Det får kolleger til at beskrive ham som én, der har virkelig god fornemmelse for, hvad der sker på universitetet, og kalde ham provokerende på den gode måde, fordi han siger tingene uden omsvøb. Desuden beskrives han som vældig populær, kvik og morsom.

Gorm Rye Olsen er en flittig skribent og har i en årrække optrådt i flere større aviser som en velovervejet og vidende kommentator på både sikkerhedspolitiske emner og u-landsbistand. I Kristeligt Dagblad havde han gennem længere tid sin egen klumme om bistandsproblemer. Gorm Rye Olsen har også forfattet en god mængde bøger, fordi han mener, at viden om verden skal nå ud til så mange som muligt.

Selvom samfundsforskningen har en meget stor plads i Gorm Rye Olsens hjerte, er der også blevet rum til hustruen, Inge Sofie Sørensen, et par tvillingesønner og en datter. Desuden har han gennem mange år været ivrig cyklist og cykler hver dag fra boligen i Nærum nord for København til Østerport Station. En tur på godt 20 km hver vej, hvor der er tid til eftertænksomhed. Cyklen er da også så kært et klenodie, at den har plads indenfor på hans kontor på universitetet.

julie.hansen@kristeligt-dagblad.dk