I en baggård i Øgadekvarteret i Aarhus lå i 1990’erne et par garager fulde af dykkermasker, gummibåde og klatregrej. Det var her, det hele startede for Mads Flarup Christensen – i et miljø med højt til loftet og unge mennesker, der var villige til at blive arresteret for miljøsagen. Mads Flarup Christensen adskilte sig fra mange af de andre aktivister ved at være mere pragmatisk end følelsesladet, hvilket hurtigt fik ham forfremmet til aktionskoordinator i Greenpeace – en organisation, som han kom til at dedikere stort set hele sit arbejdsliv til.
Mads Flarup Christensen kommer ikke fra en aktivistisk familie, men havde politisk interesse med hjemmefra. Som barn kom han i skole med trøjer med slogans som “Pas på min jord, til jeg bliver stor” og Greenpeaces pingvinlogo på skoletasken. Han holdt sig opdateret med et omhyggeligt arkiv af udklippede avisartikler, og da han i gymnasieundervisningen lærte om ozonlaget, besluttede han sig for at blive aktivist.
En velovervejet og praktisk tilgang til tingene har altid kendetegnet Mads Flarup Christensen, fortæller hans barndomsven Tue Sand Larsen. Mads Flarup Christensens far ejede en biograf i Odense, og da de to unge mænd i gymnasiet fik en idé om, at de ville vise film udendørs rundt omkring i sommerlandet, dukkede Mads Flarup Christensen velforberedt op til første møde med sin ven med et excel-ark over tilladelser, de skulle indhente.
På en rejse i gymnasietiden, hvor de to med en flok venner kørte ned gennem Sydfrankrig i en gammel, lejet Mercedes, mistede de bilnøglen. De havde svømmet med nøglen i lommen på badebukserne, og da de kom op af vandet, var den væk. Mads Flarup Christensen dannede sig et overblik over situationen, lånte dykkerbriller af nogle drenge på stranden og uddelegerede, hvordan vennerne systematisk skulle lede området igennem uden at røre sandbunden, så sandet ikke hvirvlede op og kunne skjule nøglen. Hans indsats bar frugt, og de fandt nøglen i havet.
Roen og overblikket var også tydelig for Mads Flarup Christensens kolleger i Greenpeace og efter at være blevet forfremmet til aktionskoordinator, blev han senere kampagnedirektør, kom til Amsterdam som fungerende generalsekretær for hele organisationen og endte i København, hvor han på 14. år er generalsekretær for Greenpeace Norden.
På kontoret i København er Mads Flarup Christensen ikke den, der taler mest med sine kolleger. Han er meget privat og en smule introvert, fortæller hans mangeårige kollega Tarjei Haaland.
“Men hvis man har brug for at tale med ham, så er han der som et søm. Man kan altid regne med ham,” siger han.
Selvom Mads Flarup Christensen i sine 30 år i Greenpeace er steget i graderne til generalsekretær, kan han godt drømme sig væk fra skrivebordet og tilbage til gummibådene.
“Jeg plejer at sige, at det sjoveste, jeg har lavet, var min tid som aktionskoordinator, hvor man var udenfor og fik lov til at være sammen med frivillige det meste af dagen - og at min karriere har været for nedadgående siden,” siger han med et smil.
I dag står den mest på skrivebordsarbejde, men Mads Flarup Christiansen deltager stadig i aktioner, når han kan komme til det. I sin tid som miljøaktivist har han nået at blive arresteret “måske 20-30 gange”, og han sad engang to døgn i en lille arrestcelle med en langtidsindsat efter en tre dage lang aktion, hvor Greenpeace blokerede Frederiksværks Stålværk i 1997.
Hans hustru Nora Christiansen sad også tre uger i fængsel under et klimatopmøde, hvor hun var brudt ind til Dronningens fest på Christiansborg. Det hele er en “rejse”, som Mads Flarup Christensen er stolt af at have været med på, fortæller han.
Han valgte selv den mere administrative vej, men noget tyder på, at han alligevel har brug for at have aktivistiske og karismatiske personer tæt på sig for at veje op for sin egen pragmatisme.
“Mads er meget veloplyst og saglig - lidt mindre hjerte, lidt mere hjerne. Han har altid været god til at omgive sig med folk, der dækker hans egne blinde vinkler af,” fortæller barndomsven Tue Sand Larsen og fremhæver Mads Flarup Christensens ægteskab, hans nære venskaber med aktivister og fascination af klimaaktivisten Greta Thunberg.
Med årerne er den rolige mand blevet mere rolig. Selvom han altid har været til stede, når han var sammen med venner, kunne benet godt trippe utålmodigt under bordet, når der var meget at se til i Greenpeace. Det gør det ikke længere. Mads Flarup Christensen kan også selv mærke, at han er blevet ældre - det gælder også i hans tilgang til tro.
“Da jeg var ung, var jeg skråsikker i ikke at være troende og havde vanskeligt ved at sætte mig ind i, at der skulle være noget større,” siger han og tilføjer, at han stadig har det svært med idéen om at lægge fremtiden i en “ukendt og ubeviselig krafts hænder”.
“Omvendt lever vi i en verden, hvor hovedparten af befolkningen er troende. De må have fundet nogle svar, som jeg ikke selv har fundet. Og det har jeg respekt for.”