Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
Jeg husker selvfølgelig tilbage på min ungdom med stor glæde. Det var stort at blive færdig som jurist og få sit første arbejde. Og det var stort at komme i Folketinget og blive minister. Men selvom det var en rig fase i livet, var det også en periode, hvor det arbejdsmæssige fyldte alt, mens det private fyldte næsten ingenting. Jeg kan huske, at jeg ikke engang havde tid til at gå den korte vej fra Arbejdsministeriet til Folketinget, når jeg skulle over og stemme. Mine embedsmænd insisterede på, at jeg skulle køre i bil. I den periode var jeg næsten ikke til stede overfor mine venner. Men nu er jeg i en fase, hvor der er mere tid og overskud til det nære, hvor der igen er kommet plads til ro og eftertænksomhed. Man skal ikke på samme måde efterstræbe noget, som da man var ung. Det føles godt.
Hvilke personer har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
Jeg voksede op hos min farfar, der ejede en dametøjsbutik ved Vesterport og var medlem af Det Konservative Folkeparti. Han gik aldrig til politiske møder, men han påvirkede mig til at være flittig og han gødede min interesse for politik, samfundsforhold og kunst. Han lærte mig at rejse, at spise og at møde mennesker fra andre sociale grupper med et åbent sind. Han betød meget for min almene dannelse.
Jeg havde også en rollemodel i Hanne Budtz, der var advokat, konservativ og medlem af Folketinget og kommunalbestyrelsen på Frederiksberg. I mange år var hun også formand for Dansk Kvindesamfund. Jeg tænkte 'hvis Hanne kan, så kan jeg også'.
Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?
Jeg har altid haft mine meningers mod. Jeg havde en vrede i mig, da jeg var ung over, at kvinder blev så dårligt behandlet, så jeg gik meget ind for ligestilling. Dengang var man en samfundssnylter, hvis man gik hjemme, og hvis man havde erhvervsarbejde, var man en ravnemor. Jeg lavede en rapport for Dansk Kvindesamfund, der gik ind for kønskvotering. Det var ikke ligefrem en konservativ mærkesag, men jeg tænkte, at der simpelthen måtte ske noget. Det var første gang, jeg kom på forsiden af Berlingske Tidende, og folk var meget vrede på mig, men de ville alligevel ikke smide mig ud af partiet. Senere udpegede Poul Schlüter mig som arbejdsminister, fordi han tænkte, at jeg var i stand til at tage de store debatter og stå på mål for de store besparelser, vi lavede på hele arbejdsmarkedsområdet i hans første regering. Det gav demonstrationer og mordtrusler i månedsvis, og jeg kan huske, at Ekstra Bladet på et tidspunkt tegnede mig og Bertel Haarder i nazi-uniformer, mens vi gravede den sociale massegrav. Det var voldsomt, men sådan kan politik også være.
Hvad ville du gerne have gjort anderledes?
Jeg var en af borgerskabets pæne piger, og jeg fik altid gode karakterer i skolen, så det var selvfølgelig ikke en morsom periode, da jeg fik en betinget dom for at have givet falsk vidneforklaring i Tamilsagen. Men så var der en klog ven, der fortalte mig, at jeg var nødt til at give slip. Bitterhed er en farlig følelse, fordi den går ind og slider på dig. Så er vreden bedre, fordi den reagerer udad. Jeg har helt bevidst arbejdet med ikke at fortryde de ting, jeg har gjort, for jeg kan ikke lave det om.
Hvad tror du på?
Jeg tror på Gud. Jeg er medlem af folkekirken, og jeg er både døbt og konfirmeret. Jeg føler en ro, en tryghed og en sammenhæng, når jeg går i kirke. Jeg får en følelse af, at jeg har været der før med min familie. Det giver med en følelse af fred, når præsten lyser med sin velsignelse. Det nyder jeg.
Beskriv en scene fra din barndom
Min farfar havde et spejl i helfigur på sit soveværelse. Der stod han og barberede sig om morgenen og gjorde sig i stand, mens jeg sad på hans seng. Først lærte jeg at tælle til 100. Så skulle jeg repetere Europas lande og hovedstæder, og da jeg var ti år, begyndte vi at diskutere politik.