Engang midt i 1990’erne bankede Abel Petersen på døren hos en numerolog i Aalborg. Han ville gerne være mere lykkelig, og numerologen sagde, at han var kommet til det rette sted. Kort efter gik Abel Petersen derfra med tre nye fornavne, og han tog sin mors efternavn i stedet for faderens. Nu hed han Sander Gregers Ulrich Petersen.
Senere konstaterede han grinende, at effekten lod vente på sig, og han fortsatte derfor med at præsentere sig som Abel. Han lod sig imidlertid ikke slå ud, for Abel Petersen var en optimist. Han vidste, at Gud holdt hånden over ham, og at lykken fandtes et sted rundt om hjørnet.
Abel Petersen var fire år, da han sammen med sine to storebrødre blev indskrevet på børnehjemmet i den grønlandske by Ilulissat. Nogle uger forinden havde deres far forsøgt at tage livet af deres mor. En forbrydelse, han lykkedes med året efter.
Trods den hårde start på livet trivedes drengene på børnehjemmet. Her kunne de lege, og sne eller ej, så susede de på plastickælke ned ad skråninger og klippesten. Det var også her, at Abel Petersen traf en lærerstuderende dansker ved navn Peter Rasmussen. De to opbyggede et tæt forhold, der skulle vare hele livet, og Peter Rasmussen blev en slags uofficiel plejefar, som Abel Petersen besøgte i weekenderne og fejrede højtiderne med.
Den biologiske far havde imidlertid ikke glemt sine sønner, og da Abel Petersen var teenager, forlangte han, at børnene skulle flytte hjem. Det godkendte myndighederne, og med et blev vold igen til hverdagskost. Faderen levede af at jage og fiske, men da Abel Petersen ikke havde talent for nogen af delene, blev han beordret til at stå for de huslige pligter – noget, faderen ofte hånede ham for. Værst gik den psykiske vold dog ud over den ene storebror, som valgte at tage sit eget liv.
Det var i 1988, og da Peter Rasmussen samme år blev skilt og fortalte, at han måtte flytte hjem til Danmark, begyndte Abel Petersens verden at ramle. Han begyndte at drikke, og misbruget gjorde det svært for ham at passe sin skole og tjene penge. Han søgte efter mening, og i sin søgen lagde han vejen fordi Zionskirken i Ilulissat. Her blev et besøg hurtigt til mange, og Abel Petersen opbyggede en elementær tro på, at Gud var der – også for ham.
Snart efter blev han kateket, og i sine gode perioder brugte han det meste af sin tid på at hjælpe kirken. Af og til faldt Abel Petersen dog i, og selvom han flere gange forsøgte at blive fri af sit misbrug, lykkedes det aldrig.
Det var ellers ikke, fordi Abel Petersen forsømte en mulighed for at starte på en frisk. Ofte begyndte det med et opkald til Peter Rasmussen, hvor han optimistisk forklarede om en ny plan, der skulle bringe ham videre i livet. Sådan gik det også i 1994. Abel Petersen lød glad som altid:
”Nu skal du bare høre,” sagde han og forklarede, at han havde købt en enkeltbillet til Danmark, og kort efter flyttede Abel Petersen ind i en lejlighed i Aalborg.
Der begyndte han igen at se sin plejefamilie regelmæssigt. Abel Petersen blev inviteret til middage og fødselsdage, og han dukkede for det meste op, medmindre et værtshus kom i vejen.
Det gjorde værtshusene af og til, men i stedet for at fordømme Abel Petersens misbrugsproblemer talte de åbent om alkoholen, og Abel Petersen tvang sin plejefar til at love ham, at han aldrig måtte lade sine børn opleve Abel fuld. Det lykkedes næsten.
Det er svært at sige, hvorfor Abel Petersen en dag besluttede sig for at flytte til København. Måske var det en forelskelse. Måske var Aalborg bare blevet for lille. Selv kaldte Abel Petersen det for ”et nyt eventyr”. En ting var sikkert, tænkte Peter Rasmussen – i København ville fristelserne kun blive større.
Det fik plejefaderen formentligt ret i. I hvert fald begyndte Abel Petersen primært at omgås de af hans venner, der også drak. Han begyndte at sælge hjemløseavisen Hus Forbi, og i flere perioder levede han på gaden.
Trods misbruget tvivlede han aldrig i sin tro, og han deltog ofte i gudstjenester eller andre kirkelige arrangementer, især i Grundtvigs Kirke, hvor han stolt fortalte om sin tid som kateket i Grønland.
I 2016 fik Abel Petersen konstateret kræft i leveren og tarmene. Fem dage før hans død tre år senere, bankede Peter Rasmussen på døren til hans lejlighed. Her fik de to en sidste snak om livet, 46 år efter de første gang mødte hinanden på børnehjemmet i Ilulissat.
Til begravelsen sang grønlænderne på grønlandsk og danskerne på dansk. Abel Petersen havde selv valgt salmerne. Hans yndlingssalme var og blev ”Til himlene rækker din miskundhed, Gud”.