Prøv avisen

Guds ord i menneskers øre

”Hun har en vilje til at gøre krav på sin egen opfattelse af verden. Både ved frokostbordet og i sit professionelle virke,” siger Henning Kjær Thomsen om Marianne Gaarden. – Foto: .

Det er i mødet mellem prædikant og tilhører, at troen når nye højder for forsker i prædikener Marianne Gaarden. Hun fylder 50 år i dag

Hvor ukonventionelt, tænkte Henning Kjær Thomsen, rektor for Pastoralseminariet i Aarhus. Han fandt det i begyndelsen højst besynderligt at spise frokost med Marianne Gaarden, som han har undervist sammen med på Pastoralseminaret. For ud over frokostbordet vendte hun bunden i vejret på en pose med en hel ost, en pølse, der ikke var skåret, og brødstumper i forskellige størrelser.

Senere opdagede han, at Marianne Gaardens frokost jo egentlig består af de samme ingredienser som hans. Hun opfatter bare frokostkonceptet på en anden måde.

Og bliver man hængende på Pastoralseminaret efter frokost for at overvære undervisningen, vil man opdage, at det ukonventionelle også kendetegner den faglige side af tidligere sognepræst Marianne Gaarden, der fylder 50 år i dag.

LÆS OGSÅ: Et liv i planternes verden

Hun er ved at lægge sidste hånd på sin ph.d.-afhandling om kommunikationsprocesser i prædiken i disse dage et projekt, der handler om, hvordan prædikanter kan formidle teologien, så den matcher det moderne menneskes forståelse af den.

For som hun siger: Hvis teologien bliver for tung og abstrakt, kan folk ikke se, hvad de skal bruge den til.

Da hun i sin tid præsenterede projektet, var der mange professorer, der hævede øjenbrynene en anelse ligesom Henning Kjær Thomsen havde gjort det ved frokostbordet.

Men de synes nu alligevel, det var modigt. Og i dag er der ikke mange, der sætter spørgsmålstegn ved Marianne Gaardens arbejde.

Det er en dimension af forkyndelsen, der har været glemt. Hun tager mere højde for kirkegængerens præmisser, end det tidligere har været tilfældet. Og allerede nu kan vi se, at der er en efterspørgsel på Marianne Gaardens projekt i udlandet, siger Henning Kjær Thomsen.

Marianne Gaarden har altid haft en tendens til at se kreativt på ellers konventionelle rammer som eksempelvis dem, der omgiver folkekirken.

Da hun var yngre, ville hun nemlig ikke være præst. Hun ville være kunstner.

Det var først, da hun nærmede sig de 30 år, at hendes daværende mand plantede idéen om teologistudiet i hendes hoved.

Hverken han eller jeg var kristne. Og jeg er ikke vokset op i et kristent hjem. Han kunne vel bare se nogle kvalifikationer i mig, som egnede sig til det studium. Og han havde ret, erindrer Marianne Gaarden sig.

Og da hun sad på kirkebænken og ikke rigtig kunne forstå præstens budskab, tænkte hun, at det kunne hun ikke være ene om.

Senere blev Marianne Gaarden derfor dybt inspireret af de nordamerikanske metoder for forkyndelse af evangeliet. Hun rejste dertil i flere omgange og skrev også sit speciale, Guds ord i menneskers øre, om emnet.

Mange af de ting, hun skriver på nu, udspringer også af hendes erfaringer fra USA.

Før i tiden var tanken, at det var præsten, der bestemte og stod for budskabet. I 1970erne blev det lavet om, så det var tilhørerne, der altid havde ret: at præsten skulle tilpasse sig dem. Men i virkeligheden er det i mødet mellem prædikant og tilhører, at vi får mest ud af prædikenen, siger Marianne Gaarden, der først sent endeligt besluttede at forvandle sin store interesse for teorien om prædikenen og den kristne forkyndelse til et ph.d.-projekt.

Da min mand døde, besluttede jeg mig for at omstrukturere mit liv. Jeg var sognepræst på det tidspunkt, men kunne ikke rumme andres sorg sammen med min egen. Jeg blev nødt til at skabe rum til mig og mine to sønner i anden kontekst, fortæller hun.

Marianne Gaardens tro blev ikke mindre af, at hun mistede sin mand. Tværtimod.

Jeg oplevede, at når hele min verden faldt fra hinanden, så var der alligevel noget, der holdt mig oprejst. Troen var min styrke i den periode, fortæller Marianne Gaarden.