Gurli Wagner var aldrig bleg for en kæk bemærkning.
Det kom til udtryk i spøg, når hun for eksempel sendte sovseskålen forbi næsen på sit voksne barnebarn ved middagsbordet med en kommentar om, at hans mave vist var vokset lidt rigeligt på det seneste.
Men Gurli Wagners bramfrihed kom også til udtryk i ramme alvor. Var der nogen, der gik hende på nerverne, blev det sagt, som det var. Hun stak ofte snuden for langt frem, og ikke så sjældent blev der kvitteret med et rap over den. Det kunne sagtens betyde enden på et venskab for den bestemte 83-årige.
”Nu skal du altså ikke blive uvenner med flere af dine veninder, mor! Der er jo snart ikke nok tilbage til at bære dig ud af kirken, den dag du ligger i kisten,” drillede hendes søn engang, da Gurli Wagner endnu engang var blevet upopulær på grund af sin ærlighed.
Det skulle dog vise sig, at sønnens spøg ikke havde hold i sig. Hænder var der nok af, da Gurli Wagner den 11. januar i år blev bisat fra Markuskirken tæt på hendes hjem i Aalborg. Byen, hvor hun var født, hvor hun havde trådt sine barnesko, og hvor hun boede i egen lejlighed til det sidste.
Måske var hun født med sin veludviklede sans for humor, men det kan også tænkes, at den spøgefulde tone blev tillært gennem opvæksten som den yngste i flokken af tre søskende. Gurli Wagners mor var alene med de tre børn, og med sit job som servitrice i byen måtte hun ofte efterlade dem alene hjemme. Gurli Wagner måtte da stå model til utallige drillerier, som når storebrødrene, uden hun vidste det, havde smurt sennep under pålægget på hendes rugbrødsmadder.
Senere i livet fulgte hun i sin moders fodspor og blev selv servitrice. Glad tog hun turen med bussen fra Aalborg til Frederikshavn og Nibe, hvor hun stod bag barerne på forskellige beværtninger og langede kolde øl over diskene til sent ud på natten. Hér fik hun gavn af det værn, hun gennem barndommen havde opbygget mod brødrenes spot og drillerier. Hun bevægede sig som en ål i miljøet, og blev senere en vellidt og trofast servitrice gennem 25 år på den nu hedengangne restaurant Fyrtøjet i Jomfru Ane Gade.
I 1966 fødte hun sin søn, Bo. Faderen blev aldrig en del af familiens liv, men han blev ikke den sidste mand, der skulle passere gennem døren til Gurli Wagners lejlighed. Nogle blev hængende i en god rum tid, to blev hun gift med, mens resten var hurtigt ude af billedet igen. Fælles for dem var, at Gurli Wagner aldrig talte om dem efterfølgende.
For Gurli Wagner lykkedes det ikke at forene rollen som enlig mor med tilværelsen som servitrice og de dertilhørende skæve arbejdstider. Det var fristende at blive hængende i nattelivet efter restauranten var lukket, og det skete for ofte, at Gurli Wagner skænkede en snaps for meget til sig selv efter fyraften. Sønnen Bo voksede op hos mormoderen, men Gurli Wagner formåede alligevel at opbygge et stærkt bånd mellem sønnen og sig selv. Et bånd, der varede livet ud.
Det var omtrent ved sønnens konfirmation, at Gurli Wagner besluttede sig for, at hun nu havde drukket sin sidste snaps. Låget blev skruet på for bestandigt, og familien, som hun altid havde betragtet som sit et og alt, blev det nu også på fuldtid.
Efter 30 år som servitrice blev Gurli Wagner ramt af en bindevævssygdom, der tvang hende på førtidspension. Selvom sygdommen gjorde det slut med at servere fade og krus til lokale og besøgende på Fyrtøjet, fandt Gurli Wagners hænder aldrig ro. De blev flittigt brugt til at strikke, hækle, lave patchwork og brodere, så hun kunne fylde alle familiemedlemmernes stuer med hjemmelavet julepynt. Når hænderne var brugt flittigt om dagen, foldede hun dem i bøn om aftenen, før hun lagde sig til at sove med Bibelen på sengebordet og Gud i tankerne.
Hvis Gurli Wagner skulle blive smittet med coronavirus, var hun overbevist om, at hun ville dø af den. Derfor isolerede hun sig i sin lejlighed, fra smitten brød ud i marts sidste år. Indkøbsposerne måtte sønnen stille på svalegangen uden for hoveddøren, så Gurli Wagner undgik kontakt. Hun havde hverken lyst eller tid til at dø, for snart skulle hun være oldemor, og det ville hun gerne opleve.
Desværre skulle det vise sig, at Gurli Wagner fik ret i sine antagelser. Da hun i december blev indlagt med dårligt hjerte, spredtes der smitte af coronavirus på netop hendes sengeafsnit. Gurli Wagner tog det pænt, da hun blev smittet, men pludselig gik det stærkt ned ad bakke. Personalet på Sygehus Syd i Aalborg nåede lige akkurat at ringe til sønnen, før Gurli Wagner sekunder senere lukkede øjnene for sidste gang.
Gurli Wagner var aldrig bleg for en kæk bemærkning. Heller ikke efter sin død. Derfor lod hun naturligvis ikke chancen for at fremkalde et sidste smil på andres læber gå til spilde. I lejligheden efterlod hun sig sin egen dødsannonce, som hun selv havde skrevet og ønskede trykt efter sin død. Den 20. januar kunne man således læse i lokalavisen:
Jeg er smuttet over til Gud, tak for et frydefuldt liv til alle jer, hvis veje jeg krydsede.
Vi ses derovre.
Ingen lever jo evigt.
Kærligst Gurli Wagner