Prøv avisen

Gymnasieeleven, der blev samfundsdebattør

Jens Philip Yazdani er afgående elevrådsformand på Langkaer Gymnasium, der har en stor andel af elever med anden etnisk baggrund. – Privatfoto.

Jens Philip Yazdani føler sig dansk, men hans danskhed blev betvivlet af Martin Henriksen (DF), da den 18-årige gymnasieelev torsdag aften debuterede i tv-debat

Han har meget at sige, den 18-årige Jens Philip Yazdani. Det har han nok i virkeligheden altid haft. Både hjemme i rækkehuset i Sabro ved Aarhus, hvor han er vokset op med sine forældre og to søstre. Men også uden for hjemmet. Først som elevrådsformand på folkeskolen, så som elevrådsformand på Langkaer Gymnasium og nu i sit politiske arbejde for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning. Torsdag aften var det så danske tv-seeres tur til at høre, hvad den unge gymnasieelev havde at sige, da han deltog i ”Debatten” på DR 2.

Side om side med blandt andre folketingspolitikerne Morten Østergaard (R) og Martin Henriksen (DF) debatterede Jens Philip Yazdani de socioøkonomiske problemer og den boligpolitik, som han mener, ligger til grund for Langkaer Gymnasiums skæve sammensætning af elever med dansk og anden etnisk baggrund. Hans ord udløste flere anerkendende nik, men det, der har fået mest opmærksomhed, er Martin Henriksens udtalelser om, at Jens Philip Yazdani og andre efterkommere af indvandrere ikke nødvendigvis er danskere, selvom de er født og opvokset i Danmark.

Jens Philip Yazdani, der af vennerne bare bliver kaldt Philip, ser sig selv som dansk. Hans far kommer oprindeligt fra Iran, og hans mor er født i Vestjylland, mens han selv er født på Skejby Sygehus. Han har boet i Aarhus-området hele sit liv, gået i en dansk vuggestue, en dansk folkeskole, og til sommer bliver han student fra et dansk gymnasium. Selv har han aldrig tvivlet på, at han var dansk, hvorfor også Martin Henriksens tvivl rystede ham.

Alligevel er han ikke blevet skræmt væk af debattens hårde tone. For han kan ikke lade være med at sige sin mening, og han er ikke nervøs for, hvad andre synes om den. I fremtiden vil han gerne være en stemme i samfundsdebatten, og hans politiske engagement rækker da også langt videre end elevrådspolitik.

Dybest set handler det om, at Jens Philip Yazdani har en helt grundlæggende tro på demokratiet. Et standpunkt, han er vokset op med i det lille rækkehus i Sabro, hvor alle fem familiemedlemmer havde indflydelse på, om det var spaghetti med kødsovs, der skulle på aftenmadsmenuen, eller hvor weekendturen skulle gå hen. Hans fars historie har også haft en indflydelse på Jens Philip Yazdanis syn på de demokratiske værdier. Faderen måtte for 30 år siden flygte fra Iran til Danmark for at kunne få lov til at ytre sig frit.

Også religionsfriheden har Jens Philip Yazdani et forhold til. Det var religionsfriheden, der gjorde, at han i 7. klasse valgte at blive konfirmeret på opfordring fra sin moster, der er folkekirkepræst, men også den, der gjorde, at han i 8. og 9. klasse gav sig tid til at tænke over, om han egentlig var troende. Svaret var nej, og i dag kalder han sig selv ateist. Selv mener han, at han er for logisk tænkende til at kunne give sig hen til idéen om, at der findes en gud. Alligevel er han glad for, at de, der tror, kan få lov til at stå frem med deres tro – hvad enten de tror på den kristne Gud, Allah eller noget helt tredje.

Selvom den nyudklækkede samfundsdebattør ikke selv er troende, har han sat sig ind i både kristendommens og islams skrifter. Han har da også en særlig interesse for det med at læse. I øjeblikket har han kastet sig over Johannes V. Jensens klassiker ”Kongens Fald”, og når studenterhuen kommer i hus næste år, er planen, at den skal bruges på at studere litteraturhistorie på universitetet.

Men inden den dag kommer, er der et sabbatår på programmet. Her hedder destinationen formentlig Iran. Han vil gerne tættere på den del af sine rødder, og til det formål er han også begyndt at lære persisk af en ven.

Jens Philip Yazdani er på mange måder som enhver anden elev i 3. g. Hans fritid bliver brugt på musik, venner og kæresten, og han har drømme og ambitioner for, hvad fremtiden skal byde på. Alligevel skiller han sig ud og måske særligt på ét punkt: Han ved, hvad han mener, og han er ikke bange for at sige det højt.