– Det Etiske Råd ligner i en vis forstand en højskole, når den er allerbedst: et sted, hvor man forsøger at blive klogere ved at snakke tingene igennem. Det tager tid, men samlet set er det godt at være med, og man bliver udfordret undervejs.
Sådan siger medlem af rådet siden 2003, teolog og valgmenighedspræst Morten Kvist. Og højskolesammenligningen er ikke helt tilfældig: Fra 1993 til 1998 var han forstander på Askov Højskole. Men for den 54-årige teolog var fem års forstanderjob nok. Han savnede at prædike og blev i stedet ansat som præst i Herning og Gjellerup Valgmenigheder.
– Den ugentlige koncentration om gudstjenesten er utrolig meget værd. Jeg var virkelig glad for at komme tilbage til præstegerningen, siger han.
Ord som behagelig og engageret går igen om Morten Kvist. Og han har haft brug for begge egenskaber som formand for arbejdsgruppen om fosterdiagnostik i Det Etiske Råd, der i går barslede med redegørelsen om emnet. Ifølge andre medlemmer har han i rollen som formand evnet at lade de mange forskellige holdninger komme til orde frem for at spille ud med egne synspunker.
Ikke fordi Morten Kvist holder sig tilbage. Uanset at det kan betyde en vridetur i mediemaskinen. Det skete blandt andet, da han sidste år udtrykte bekymring for at bruge homoseksuelle som plejeforældre. Han mente, at udsatte børn havde "brug for normalitet" – hvilket blev tolket som homofobi.
– Det blev kørt op, som om jeg var imod bøsser og lesbiske. Bare fordi jeg udtrykte mig kontroversielt og efter fleres mening uheldigt om begrebet normalitet, er det jo ikke ensbetydende med, at jeg anser seksuelle minoriteter for mindreværdige eller noget, der blot ligner, siger han i dag.
Morten Kvist er også musikalsk og har en fortid som korsanger. Og han vil meget gerne stemme tenoren igen, når der bliver tid. Men det er der langt fra i øjeblikket, hvor det ulønnede arbejde for Det Etiske Råd og et engagement i Islamkritisk Netværk i Folkekirken tager tiden ved siden af kirkegerningen. Derudover er han formand for Udsatterådet i Herning Kommune og har været med til at starte en grundtvigsk menighedsbørnehave, hvor han i øvrigt afleverer sit yngste barn til hverdag. For selvom han kalder sig selv lidt af en arbejdsnarkoman, fylder familielivet meget. Hvilket næsten ikke kan være anderledes, når man er far til fem drenge – heraf to voksne og tre hjemmeboende på fire, seks og otte år. Og i øvrigt har en kone, der arbejder som seminarielektor i Odense.
Morten Kvist mener, han har lært meget af sit arbejde i rådet, hvor han er blevet tvunget til at engagere sig i ting, han ikke troede interesserede ham:
– Men jeg har også lært, at skulle jeg have haft en ambition om at finde en fælles, folkelig klangbund under etikken, så har jeg mistet troen på det. Der er ikke meget fællesnævnet tilbage for etisk stillingtagen – det stritter i alle retninger, siger han.