Lars Hedegaard har aldrig været bange for at sige sin mening. Heller ikke, når den falder andre mennesker for brystet. Eller når den bringer ham selv i problemer.
Da han i slutningen af 1980’erne var chefredaktør for Dagbladet Information, lagde han sig ud med den venstrefløj, han selv – i hvert fald dengang – tilhørte, da avisen bragte en række afslørende artikler om Blekingegadebanden og den voldsparathed, som fandtes i det stærkt venstreorienterede miljø omkring gruppen.
Senere er det især blevet indvandringen og multikulturalismen, som har stået for skud, når Lars Hedegaard, der mandag fylder 80 år, skriver bøger, debatterer eller har optrådt på tv.
Lars Hedegaard er uddannet historiker fra Aarhus Universitet i 1971 i den variant af faget, som kaldtes marxistisk historieanalyse, og begyndte sin karriere som gymnasielærer og lærebogsforfatter. Senere blev han forlægger i Los Angeles, USA, og i København, inden han i 1987 blev chefredaktør for Dagbladet Information, som han dog måtte forlade et par år senere efter balladen om Blekingegadebanden. I 1990’erne arbejdede han for Nordisk Ministerråd, inden han blev en del af Berlingskes debatpanel ”Groft sagt”, som han i 2008 blev afskediget fra for at være for islamkritisk. Kritikken af islam optog ham med tiden mere og mere, også i hans virke som formand for Trykkefrihedsselskabet i 2004-2014.
Selv forklarer han sin rejse fra idealistisk marxist til harsk kritiker af muslimsk indvandring med, at nogen måtte give sig. Enten virkeligheden eller ham selv. Det blev ham selv.
”Distancen mellem, hvad jeg troede, og hvad jeg kunne iagttage, blev for stor. I hvert eneste land, hvor socialismen slog igennem, endte det med ulykker; undertrykkelse og fattigdom. Når man hver gang skal forklare ulykkerne med, at der var særlige omstændigheder i netop dét land, som betød, at det endte sådan, begynder et mønster at tegne sig. Til sidst måtte jeg erkende, at mit udgangspunkt havde været forkert,” siger han.
I stedet for at gå og vente på revolutionen, kastede Lars Hedegaard sig som nævnt over indvandringsspørgsmålet. Han lagde mærke til, at der var forskel på muslimske indvandrere og indvandrere fra andre lande, fortæller han.
”Når der kom indvandrere fra ikke-muslimske lande, gik der højst en generation, så havde de tilpasset sig livet i Danmark. Men det gjorde muslimerne ikke. De blev ved med at isolere sig i parallelsamfund. Som historiker mente jeg, at det var et problem, som skulle beskrives og forklares,” siger han.
De sommetider karske udfald mod islam og indvandringen har flere gange bragt Lars Hedegaard i problemer. I 2009 fik han en dom for racisme, fordi han havde fremsagt nogle kontroversielle holdninger om muslimers seksuelle forhold til deres børn, der blev refereret på en internetblog. Senere blev han frifundet af Højesteret, som lagde vægt på, at ytringerne ikke var blevet fremsagt med henblik på offentliggørelse.
Mest voldsomt var dog det mordforsøg på ham, som fandt sted den 13. februar 2013. En mand forklædt som postbud ringede på i hans lejlighed på Frederiksberg under påskud af at skulle aflevere en pakke og forsøgte at skyde Lars Hedegaard i hovedet. Attentatmanden missede dog skuddet, hvorefter han stak af efter noget tumult og et par mislykkede forsøg på at genlade pistolen. Han menes senere at være blevet dræbt i Syrien efter at have tilsluttet sig Islamisk Stat.
Attentatforsøget betød, at Lars Hedegaard måtte forlade livet i sin lejlighed på Frederiksberg i København og i stedet leve ”et sted i Udkantsdanmark”, som han kaldte det, under beskyttelse af PET-vagter. I dag vil han ikke oplyse nærmere om sine bolig- og livsforhold.
Livsomvæltningen fik ham dog ikke til at droppe rollen som debattør og indvandringskritiker.
”Det er ikke en mulighed for mig at sidde i haven og kigge på fuglene uden at tænke over, hvordan det går med samfundet. Man bliver historiker, fordi man er optaget af, hvorfor samfundet er blevet, som det er, og hvor det er på vej hen,” siger han.
Selvom det har haft konsekvenser for Lars Hedegaard at stikke næsen frem i den offentlige debat med ofte kontroversielle synspunkter, fortryder han det ikke.
”Jeg fortryder, at jeg var min kone utro, og at jeg ikke var sød nok ved mine børn, da de var små. Men jeg fortryder ikke noget, jeg har troet på, kæmpet for, ment, ytret eller skrevet. Det synes jeg ikke, man kan fortryde. Man kan konstatere, hvis man har taget fejl og tage det til efterretning, men det kunne ikke falde mig ind at stille mig op og undskylde for at have ment noget,” siger han.