Sognepræsten Simon Fuhrmann er på mange måder et særsyn i folkekirken. I hans præstegård i den midtjyske landsby Levring har han indrettet et huskapel til sin familie med både røgelse og farvestrålende ikoner. Han har i perioder boet på ortodokse klostre rundt om i verden. Og han har taget initiativ til en række spirituelle og tværkirkelige ørkengudstjenester i København.
Simon Fuhrmann er en af de få præster, der over årene har forsøgt at præge folkekirken i en oldkirkelig retning, og han henter meget af sin inspiration fra østlige ortodokse kirketraditioner. På mandag fylder han 40 år.
Forkærligheden for både oldkirken og de østlige kirker opstod i hans tidlige ungdom, hvor han var begyndt at føle sig stadig mere fremmed i den pinsekirkelige tradition, han var vokset op i.
”Det var den svenske præst og forfatter Peter Halldorf, der introducerede mig for oldkirken. Hans forfatterskab kredser om, hvad de kristne i de første århundreder efter Jesus tænkte. I en luthersk kirke er der ellers tendens til ikke at interessere sig meget for kirkehistorien, fra Bibelen slutter frem til Martin Luther og Reformationen. Men her blandt de tidligste kristne opdagede jeg en kristendom, jeg kunne genkende mig selv i,” siger han.
Simon Fuhrmann forklarer, at han i oldkirken blandt andet mødte en udbygget mystik og en kombination af åndelig dybde og intellektuel højde, han havde savnet i både pinsekirken og folkekirken. Senere opdagede han, at en stor del af arven fra de tidligste kirkefædre gik igen i de østlige ortodokse kirker i dag.
Interessen blev yderligere vakt under det, han selv kalder et meget formativt sabbatår, hvor han boede først på et økumenisk retrætested og kommunitet i Bjärka-Säby i Sverige og senere i perioder på ørkenklostre i Syrien og Egypten. I dag er både han og hans kone Regitze Engelhardt Fuhrmann medlem af det økumeniske kommunitet i Bjärka-Säby. Her har de forpligtet sig til at følge ordenens faste spiritualitet i deres hverdag med både daglige tidebønner, ugentlig nadver og en årlig retræte.
Du er opvokset i pinsekirken og henter meget af din inspiration fra oldkirken og ortodokse kirker. Hvorfor er du så præst i folkekirken?
”Under mit teologistudie på Københavns Universitet fik jeg behov for at være i en kirke, der så sig som en del af en større historie end for eksempel pinsekirken. Og jeg fik behov for at være præst i en kirke med en vestlig teologi. Gennem studietiden blev jeg naturligt knyttet til folkekirken, men jeg kan da nogle gange også godt føle mig fremmed,” siger han.
Ifølge Simon Fuhrmann er der desuden en styrke i folkekirken ved, at den har en meget central plads i samfundet og i danskernes bevidsthed. Som præst oplever han en stor tiltro og åbenhed blandt folk, og han kan ofte træde lige ind i menneskers liv uden forbehold.
”Det er en gave som præst og kirke at have det sådan,” siger han.
Hvordan vil du gerne påvirke folkekirken?
”Jeg vil gerne skubbe på for, at der kommer en stærkere økumenisk holdning, hvor man tør åbne sig mod andre kirkesamfund. Derudover er der brug for, at vi taler mere om, hvad gudstjenesten er til for. Vi har tendens til at fokusere på, at det er os, der skal forme en ny og interessant gudstjeneste. Men i en østlig tradition er fokus i stedet på, at det er os som mennesker, der bliver formet af at tage del i den gudstjenestelige praksis. Det kan vi lære noget af,” siger han.
Simon Fuhrmann arbejdede i sine første år som præst i en natkirke i København. Her var der rig mulighed for at arrangere alternative gudstjenester med østlig mystik og oldkirkelig inspiration. For fire år siden flyttede han med sin kone og tre børn til et landsogn i Levring i Midtjylland, hvor det ifølge ham ikke er lige så givet med den slags særlige gudstjenesteinitiativer. En del af hans egen spirituelle praksis foregår derfor i dag hovedsageligt i familiens huskapel og i forbindelse med det økumeniske kommunitet i Sverige.
Når familien flyttede fra storbyen, handlede det om, at de gerne ville ud på landet og dyrke deres egen mad. I dag har familien en stor køkkenhave og et velvoksent drivhus drevet efter permakulturens principper, og der har været både høns, kaniner og ænder på præstegården.
For Simon Fuhrmann er der en klar sammenhæng mellem teologien og arbejdet med at dyrke jorden. I øjeblikket går han og sysler med en idé til et bogprojekt om netop køkkenhavens spiritualitet.
”I den tidlige kirke så jeg, hvordan alle sfærer af livet er forbundet og forudsætter hinanden. Vores tro og liv er en helhed. Det har også betydet, at jeg over de senere år er blevet meget bevidst om både økologisk og politisk teologi. For vores tro må have konsekvenser for, hvordan vi navigerer i livet,” siger han.